»Bare det var mig«
Interview: Hvordan er det som 16-årig at være på kontrakt i Ajax Amsterdam og samtidig være det største talent i sin årgang? Christian Eriksen oplever lige nu begge dele og giver svaret.
Athen (februar 2009)
I mandags gik en flok forventningsfulde teenagere i Københavns Lufthavn ombord i et fly.
De var alle udtaget til det U/17-landshold, som skulle til Athen og spille to venskabskampe mod det græske landshold af samme årgang.
En af dem var Christian Eriksen. Årets U/17-talent i Danmark i 2008. Han satte sig ned og skævede til siden. Forbi ham gik de bedste superligaspillere og udlandsprofessionelle A-landsholdsspillere. Dennis Rommedahl og Daniel Agger var to af dem.
»Bare det var mig.«
Sådan tænkte Christian Eriksen, da landsholdsspillerne travede forbi.
Derfor har den nu tidligere OB-spiller taget et enormt spring og er blevet indlemmet i Ajax Amsterdams fodboldskole.
I mange år var det et unikt talentsystem, der var kendt for at frembringe nogle af de største, hollandske stjernespillere. Fra Johan Cruyff over Marco Van Basten og Dennis Bergkamp til Wesley Sneijder og Rafael van der Vaart.
Alle elegante offensive spillere, ligesom Christian Eriksen, der er en klassisk 10'er på en fodboldbane. Det er også rollen, han er udset til at spille på Ajax' U/17-hold og landsholdet i samme årgang.
Skal selv vaske tøj
Han har allerede gjort det siden januar, da han tog fra OB til Ajax Amsterdam. Dermed afviste han andre europæiske storklubber, som var ude efter talentet, der har været på prøvetræning i FC Barcelona. Ind i en berømmet fodboldskole, som man har hørt så meget om.
Men hvad er det mest overraskende for et ungt talent i Ajax?
»Det er, at vi selv skal vaske tøjet. Det havde jeg ikke lige regnet med,« siger den 16-årige midtbanespiller.
Det var blandt andet af den grund, at han priste sig lykkelig for at have sin mor med i den første måned i den hollandske hovedstad.
Det er nu slut, og Christian Eriksen må klare sig selv, da moderen er rejst tilbage til Danmark.
»Som min mor har sagt, så mener hun, at jeg tager på efterskole, men jeg kommer ikke hjem i weekenden,« forklarer Christian Eriksen om pludselig at stå på egne ben i Holland.
Og det er en meget speciel efterskole, som den unge fyr fra Middelfart skal begynde i. På mandag har han første dag i Ajax Amsterdams såkaldte prof opleiding sammen med 15-20 andre talenter i klubben.
Håndplukkede talenter
Christian Eriksen er den eneste ikke-hollænder.
Han skal i skole som professionel og bo hos en plejefamilie.
Fra da af står han op klokken lidt i otte og tager tog og bus i halvanden time, indtil han er på Ajax Amsterdams anlæg. Fra klokken 10 går han i skole, og det er ikke matematik, men derimod fodboldkundskaber, som han oplæres i.
Senere træner han med de andre og går ellers i skole igen, inden han er hjemme om aftenen.
»Det glæder jeg mig til.«
Hvorfor?
»Fordi det er fodbold.
Hvad betyder fodbold for dig?
»Det begynder snart at betyde alt for mig. Jeg har stille og roligt tænkt på, hvordan det bliver at være alene, men jeg skal nok klare det,« forsikrer det unge Ajax-talent, som glæder sig til at begynde på prof opleiding.
»Jeg tænker, at det er rigtig fedt. Det er sådan noget, jeg har drømt om, lige siden jeg begyndte at spille fodbold.«
At Ajax er en unik og målrettet klub, kan Christian Eriksen blive bekræftet i ved blot at kigge rundt, når han spiser frokost sammen med de andre håndplukkede talenter.
»Nogle af dem, vi spiser med, er rigtigt små, og det er mærkeligt, at de tager så små børn ind. Mange af dem, der er der, begyndte allerede som 10-årige i klubben, og så spiller de i Ajax-systemet hele vejen op til førsteholdet,« fortæller Christian Eriksen, som lørdag fylder 17 år.
Historie på væggen
Han kunne sagtens have valgt at blive i OB i endnu et år, men følte sig moden til at springe ud i livet som udlandsprofessionel fodboldspiller. Målet er at spille på Ajax' U/19-hold i løbet af et halvt til et helt år. Senere gælder det Young Ajax og så førsteholdet i Æresdivisionen, hvis alt går vel.
Man kan nemlig godt blive en smule benovet af at ankomme og begynde i en storklub som Ajax Amsterdam.
»Der var mange indtryk. Jeg gik rundt og så nogle af de tidligere spillere, som går rundt dernede. Frank de Boer for eksempel, og så ser man på alle billederne på væggene og historien. Det gjorde et stort indtryk på mig,« siger Christian Eriksen.
Hvad tænkte du?
»Bare det var mig.«