Julie Tvede - golfspiller the American way

Hvis du er god til din sport, har du alle muligheder for at blive endnu bedre og samtidig få en uddannelse, hvis du kan komme ind på et universitet i USA. Jeg tror, mange unge danskere kunne opnå et scholarship, og jeg synes, mange flere burde undersøge den mulighed,« siger 24-årige Julie Tvede.

Hun lever af at spille golf efter fire års læretid på University of Tulsa i Oklahoma. Og dermed også med en uddannelse i marketing at falde tilbage på, hvis drømmen om en karriere på den amerikanske tour ikke skulle gå i opfyldelse.

Men den mulighed, eller risiko om man vil, synes ikke at være noget, hun overhovedet har med i overvejelserne, da vi møder hende på hjemmebanen i Københavns Golf Klub på Eremitagen på en af dette års få rigtige vinterdage.

Solen står lavt og knivskarpt bag det kongelige jagtslot, frosten bider i kinderne, og de smukke omgivelser er pudrede med et tyndt lag sne.

Uden for det lune klubhus har en flok kronhjorte golfbanen helt for sig selv, og indenfor fortæller Julie Tvede over et glas hed café latte om sine ambitioner, og især om, hvorfor opholdet på universitet i USA har bragt hende mange skridt nærmere målene.

Benhård træning

»Man skal gøre sig klart, at det er benhårdt, inden man overvejer den mulighed«, mener hun.

»Ellers kan man lige så godt slå det ud af hovedet og blive herhjemme. Bare hør her, hvordan en typisk dag ser ud. Du begynder klokken 6.30 med vægte og anden fysisk træning. Ved ni-tiden skal du derefter følge den almindelige undervisning i fem-seks timer, hvor det ikke nytter at slække på opmærksomheden. Og der er ikke tid til at slappe af bagefter. Du går direkte til golftræning indtil spisetid. Og så er der opgaver og lektier at klare. Det må du så i gang med oven på det hele. Det meste foregår på en læsesal, og der er pligt til at være der minimum ni timer om ugen. Der er ikke ret meget tid til at gå i biografen eller ud med vennerne. Til gengæld får du mange store oplevelser,« fortæller Julie Tvede med henvisning til, at hun har rejst over det meste af USA med golfholdet.

»Vi var også i Japan for at spille. Det var stort.«

Hvordan bærer man sig ad med at komme ind, og hvor meget koster det?

»Jamen, det er faktisk ikke så svært, hvis ellers du har nogle gode resultater, du kan give dem på dit cv. Hvis du går ind på nettet og søger på scholarship USA, får du tusindvis af hits. Men det bedste er nok at finde frem til et universitet. Går du ind på en hjemmeside, kan du se hvilke sportsgrene, du kan søge. Jeg ved, at både tennisspillere, andre golfspillere og basketspillere fra Danmark har haft held med at søge. Prøv, om du kan finde en anden, der har været derovre og bed dem give gode råd,« fortsætter hun.

»Selv kontaktede jeg golfspilleren Christina Kuld, det var hende, der anbefalede Tulsa, der har et rigtig godt damehold. Jeg sendte dem simpelthen mit cv og en ansøgning, og kom ind uden problemer. Du får stort set det hele betalt. Ophold, undervisning, bøger og bolig. De første to år boede jeg på kollegieværelse, de næste to havde jeg min egen lejlighed, det var virkelig fedt. Og alt, hvad jeg behøvede, var penge til flyrejsen og lommepenge. Dyrker man for eksempel atletik, er der næppe tvivl om, at et ophold i USA giver de bedst tænkelige muligheder«, mener Julie Tvede.

På University of Tulsa har hver atletikdisciplin en dygtig coach eller træner, der er specielt uddannet på sit område, fortæller Julie Tvede.

»Det er ikke underligt, at USA dominerer inden for så mange sportsgrene«.

Er det nok at være god til sport? Hvad med det boglige?

»Det med, at man udelukkende får en friplads for at skabe sportslige resultater for universitetet, er lidt af en myte. I hvert fald inden for golf. Det er meget muligt, at man sammensætter et lidt nemmere program, for eksempel i sports management, og lemper lidt på reglerne for dygtige sportsfolk, der ikke er gode til det boglige, for eksempel inden for american football eller basketball. Og det er klart, at der tages hensyn til sporten, uanset hvilken det drejer sig om, også når du spiller golf. Man får frihed til at træne og spille turneringer, og man får privilegier, de andre ikke har. Men tag ikke fejl,« understreger hun.

»Der skal arbejdes hårdt - også med studierne. Uden golf kunne jeg muligvis have taget min bachelor på tre år. Nu tog den fire«.

Du tog licens som professionel i juni sidste år, og om kort tid tager du tilbage til USA for at prøve kræfter med kvalifikationen til verdens hårdeste turnering i damegolf - noget, mange europæere har knækket nakken på. Hvorfor USA, hvorfor ikke European Tour?

»En af grundene er nok, at jeg har haft de fire år til at vænne mig til de anderledes forhold. Det er ikke, fordi jeg ikke vil spille i Europa. Jeg kommer gerne og spiller enkelte turneringer, hvis jeg kan få adgang. Og jeg regner da også med at komme hjem til Danmark og spille på et wild card, når kvindernes tour igen vender tilbage til turneringen på Kokkedal efter sommerferien,« svarer hun efter en lille tænkepause.

Foretrækker USA

»Når jeg foretrækker USA, skyldes det blandt andet, at det er et helt andet samfund derovre. En helt anden kultur også omkring topgolf, hvor forskellene især ligger på det mentale plan. Hvis ikke du tør sige: "Jeg er den bedste" om ikke højt så i hvert fald til dig selv, skal du slet ikke satse på USA. Man skal sætte sig selv op på en helt anden måde. Kan du det, og er du ikke bange for at vise det, er der skulderklap og stor opbakning, men benhårdt er det. Det er klart. Kommer man direkte fra Danmark, er der meget langt hjem. Derfor er vejen frem afgjort collegegolf«.

På dit cv har du skrevet, at dit mål er at blive en dominerende spiller, der konstant befinder sig i toppen af LPGA (verdens største golfturnering for kvinder) inden for de næste fem år. Det var ellers en programerklæring, der vil noget, kan mindre ikke gøre det?

»Jamen jeg har altid interesseret mig for elitesport, og jeg har altid villet være den bedste. Først havde jeg store ambitioner om at spille tennis på topplan. Golf kom så småt ind i billedet, da hele familien begyndte i Asserbo Golf Club. Jeg var vel 12-13 år gammel, og jeg kom ret hurtigt ned i handicap. Allerede i 15-16 års alderen var jeg klar over, at golf var min sport. Jeg begyndte at blive udtaget til hold og træningssamlinger både i klubben og under Dansk Golf Union (DGU), som udtog mig til landsholdet første gang da jeg var 18 år«.

Siden du blev professionel har du vundet et par turneringer i Colorado og New Mexico, og du fik en tredjeplads i Texas, men kvalifikationen til LPGA kiksede i efteråret. Hvordan kommer du videre, og hvordan vil du finansiere det?

»Ja, desværre talte de tre turneringer ikke med til kvalifikation, og de penge, jeg vandt, er allerede brugt, så jeg har hårdt brug for sponsorer. Som du kan se, er der endnu ingen logoer på min spilledragt. Først og fremmest skal jeg spille Futures Tour, der svarer til Challenge Tour i Europa. De fem bedst placerede fra Futures Tour kvalificerer sig direkte til LPGA, og de næste 10 kommer direkte til final stage af LPGA tour school. I alt stiller 144 spillere op til tour school, og 25-30 af dem kvalificerer sig og får deres fulde kort. Så mon ikke det går?« spår hun.

»Hvad økonomien angår«, fortsætter hun, »har min coach i Tulsa lovet, at jeg kan bo hos hende, så jeg har i hvert fald et billigt udgangspunkt«.

Hvad kræver det at nå dit mål? Hvor meget træner du? Hvor ligger din styrke? Og hvad skal du forbedre i dit spil?

»Man skal satse hele butikken. Jeg er vel på banen seks-syv timer hver eneste dag, enten spiller jeg, eller også er jeg på træningsbanen. Jeg har gode slag, især jernslag, og jeg slår langt. Jeg mangler stadig lidt med putteren. Det er ganske vist blevet bedre, men der er stadig arbejde at gøre. Resten ligger på det mentale plan, dvs. jeg skal lære at håndtere det pres, der altid er en del af spillet i de store turneringer. Det er noget af det vigtigste.«

Det lyder som om, der ikke er meget tid til privatliv. Hvad siger din familie?

»Den er selvfølgelig ikke så meget for, at jeg opholder mig det meste af året i USA, men alle er meget forstående, og jeg har fået god opbakning hjemmefra. Men det er rigtigt, at det med privatlivet er svært, blandt andet fordi du hele tiden er på farten, så p.t. er der ikke en fast kæreste på programmet. Når jeg er tilbage i USA, går det slag i slag, fra den ene turnering til den næste. Heldigvis er programmet lagt på en sådan måde, at man kan køre i bil fra den ene til den næste. Vi er et par stykker, der slår os sammen , det glæder jeg mig virkelig til. Og heldigvis koster benzinen jo ikke meget i USA. I øvrigt indkvarteres vi privat, så det kan gøres forholdsvis billigt, hvilket bliver nødvendigt. Der er nemlig ikke de store præmiepenge at hente på Futures Tour, først når jeg kommer på LPGA, begynder det at ligne noget. Der er præmierne til gengæld større end på European Tour. Jeg har indtil videre givet mig selv tre år«, siger hun.

»Men hvis jeg på det tidspunkt lige står og mangler det sidste lille nyk, kan det da godt være, at jeg forlænger«.

fritid@jp.dk