Håndbold: Den tredje guldalder

Første gang, dansk herrehåndbold blev en medaljesucces på verdensplan, spillede målmanden semifinale med en tot vat i næsen.

Han ville helst ikke bevæge sig for meget, men var med sit store korpus til gengæld god til at læse spillet og stille sig i vejen for russernes bombardement af det danske mål.

Det gjorde Erik Holst så og fik en blodtud og kåring som VM's bedste som belønning. Gennembruddet kom i semifinalen mod Sovjetunionen, hvor han som et andet plankeværk parerede den første af dansk herrehåndbolds guldaldre i gang. Kalenderen skrev 1967.

For god ordens skyld skal det understreges, at de omtalte guldaldre aldrig har ført guld med sig, men "kun" én gang sølv, én gang bronze og et bundt fjerdepladser.

For Danmark tabte nemlig VM-finalen i 67 med 14-12 til Tjekkoslovakiet. Målmandshelten havde fået et slag på venstre skulder, så han ikke kunne løfte armen over vandret stilling. Det opdagede modstanderne for hurtigt og guldet gled Danmark af hænde.

Resultatmæssigt har et dansk herrelandshold dog aldrig siden præsteret noget lignende.

Nu vel. Forinden blev det ved VM i 1938 til en fjerdeplads - ud af fire nationer. Og igen i Østtyskland i 1958 skød og fintede herrerne den næste af en lang række fjerdepladser hjem med den fabelagtige Mogens "Kringle" Olsen fra Aarhus KFUM som holdets største stjerne. Fjerdepladserne skulle siden lægge sig som en forbandelse over dansk herrehåndbold. Og det blev ikke bedre af, at herrerne fra midten af 80'erne gled ud i håndboldglemselens tomrum, mens kvinderne som små nuttede trolde sprang op af æsken og tryllede sig til den ene medalje efter den anden.

Ulige vilkår

Men der var engang for længe siden, da julen altid var hvid og håndbold en sport for mænd. Dengang de danske håndboldherrer tilhørte verdenseliten, selv om træningsvilkårene ikke var lige i forhold til de stærke statsamatører fra øst med Sovjetunionen, DDR, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet og Rumænien i spidsen.

»Det var dengang, der var plads til at lave sjov. Begrebet professionel fandtes ikke, og man kunne lave uventede ting på banen uden at få skideballer. Det ser man ikke så meget mere,« mener målmandshelten fra 1967, der i dag er 64 år gammel og pensioneret. Han mindes især VM-semifinalen, der blev spillet i Västerås i Sverige.

»Semifinalen står stærkest for mig. Vi slog jo almægtige Sovjet, som vi et par måneder forinden havde tabt til i Århus med en 10-12 mål. De undervurderede os helt klart, og det var en fryd at se de målløse russere kigge rådvildt ud mod bænken, da vi placerede en mand dér, hvor han ifølge deres bog ikke måtte stå. Det kunne de slet ikke finde ud af. Vi ødelagde de systemer, som østholdene var så berømte for dengang. Og vi var jo kun glade amatører, der trænede halvanden time et par gange om ugen, mens de var i langt bedre form,« fortæller Erik Holst, der tabte penge på at spille håndbold.

På toppen af sin karriere var han ansat hos en revisor, som krævede erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. I en periode arbejdede Erik Holst fra halv ni til fire, fik allernådigst fri til træning, og arbejdede igen fra syv til et om natten. Familien surmulede, og de optjente overarbejdstimer betalte for håndboldture og oplevelserne.

Den gamle målvogter sammenligner sølvbedriften med fodboldlandsholdets sejr ved EM i 1992, da et utrænet dansk landshold kom med på afbud.

Sølvholdets situation var på mange måder den samme. Året forinden var truppens grundstamme nemlig tæt på opløsning.

På en træningstur til Rusland skulle landsholdet spille 10 kampe på 12 dage. Delegationen fløj fra sted til sted, og spillerne var ikke tilfredse med de mange opgør. En aften røg der et par glas vin for meget ned, hvilket resulterede i karantæne fra Dansk Håndbold Forbund til en række spillere, deriblandt Erik Holst.

Brutal semifinale

Spillerne ankede til DIF, Danmarks Idræts-Forbund, og blev benådet kort tid inden slutrunden. Ude af form og i forvejen små i forhold til de store konkurrenter skabte de sensationen, mens Danmark fulgte med på skærmen.

Ved det efterfølgende VM i 1970 (Frankrig) tabte Danmark som viceverdensmestre en brutal semifinale til Rumænien, de senere verdensmestre. Kampen vil mere blive husket for det rene højreslag til den danske stjernespiller Jørgen Petersens kæbe end spillet på banen, men Danmark stod ikke distancen rent fysisk. Med et pinligt nederlag på 29-12 til Jugoslavien i kampen om tredjepladsen var enden på den første guldalder en realitet.

Anden "guldalder" var kendetegnet ved at være kompleksfyldt med fjerdepladser, som skulle have være medaljepladser. Som i 1978, da VM blev afviklet i Danmark. Med nye navne som Anders Dahl-Nielsen, Thor Munkager, Morten Stig Christensen og Mogens "Muggi" Jeppesen var forventningerne skruet helt op til træner Leif Mikkelsens sammenrend af talenter, som senere blev suppleret med Michael Fenger, Per Skaarup og Jens Erik Roepstorff.

Tæt på perfektion

»De kunne lige så godt være gået i finalen. I nøglekampen mod Sovjet blev de bortdømt af et par svenske dommere. Og siden gik de ned i bronzekampen. Det samme skete også i 1982 i Vesttyskland og ved OL i 1984, da Danmark spillede rene feberkampe i indledningen, men igen måtte nøjes med fjerdepladserne. Siden gik det alvorligt ned ad bakke. Danmark havde ikke det mentale og fysiske overskud til at matche de andre lande. I den periode var det altid lige ved og næsten,« erindrer den 56-årige Knud Aage Hansen, der selv var aktiv for Fredericia KFUM med over 200 kampe i de glade klubdage i 70'erne, da lillebæltsbyen vandt det danske mesterskab fem år i træk og kom i mesterholdenes Europa Cup-finale.

I dag arbejder han stadig med håndbold som lærer på en idrætsefterskole og har med stor interesse fulgt landsholdet tæt fra den "fortabte guldalder" og frem til i dag. Og han er begejstret.

»Min vurdering er, at det nuværende landshold er så tæt på perfektion, som det kan være. Her skal man huske svenske Ulf Schefverts arbejde med holdets fysik. Det kan godt være, at landsholdet skuffede med et brag på Island i 1995, men hans arbejde har betydet meget på lang sigt. I det hele taget er det jo imponerende at se, hvad spillerne kan i dag i forhold til os. Sådan som Lars Christiansen eller Christian Hjermind laver gevind på bolden eller bliver hængende i luften, det kunne vi jo slet ikke,« siger Knud Aage Hansen med et grin.

Men trods optimismen og det nuværende holds præstationer, tror læreren ikke på Danmark som verdensmestre.

»Håndbold handler om teknik, taktik, fysik og det socialt-mentale. På de første tre områder er Danmark fuldt på højde med konkurrenterne. Men hvad det sidste angår, har holdet ikke prøvet nok endnu, tror jeg. Det mangler nok lidt mere erfaring fra pressede situationer. Sammenhold og mental styrke gjorde jo netop svenskerne så stærke,« siger Knud Aage Hansen og tilføjer, at skytter som Morten Bjerre og Klavs Bruun Jørgensen kan vinde, men også tabe kampe for Danmark.

Klikedannelser og interne problemer mellem landsholdsspillerne var i en lang periode blandt hovedårsagerne til fiaskoerne op gennem 90'erne. En 17. plads på Island i 1995 og en 9. plads i Egypten i 1999 var langt under vanlig standard. I 1997 og 2001 var Danmark end ikke kvalificeret til VM.

Et hold i splittelse

Efter VM i 1999 brød konflikterne efter nederlaget i ottendelsfinalen til Cuba ud i lys lue. Internt var landsholdet delt op i flere fraktioner. De ældre spillere fra udlandet, primært Tyskland, de unge med succes fra U-VM, spillere fra den hjemlige turnering, og så enkelte spillere som Lars Krogh Jeppesen og Joachim Boldsen, som stod helt udenfor, forklarer Leif Mikkelsen. Efter fyringen af Keld Nielsen fik han til opgave at klinke skårene og rense ud mellem rivalerne.

»Uha, jeg bliver helt syg i hjertet af at tænke på Egypten. Det var frygteligt at sidde på femte række og overvære så sprængt en trup. Bestemte spillere ville ikke aflevere til hinanden selv i fri position,« erindrer Leif Mikkelsen, som efter et job med human ressources hos DFDS Transport har gået ledig siden vinteren sidste år.

»Men i al beskedenhed synes jeg, det lykkedes at lave det kulturelle miljø om på holdet. Det handler om det, man med et moderne ord kalder "team building". Det handler om respekt, ærlighed og tillid. Og tilliden var ekstrem dårlig. Jeg lavede nogle øvelser med dem på det følelsesmæssige plan, men de snød og faldt hinanden i ryggen. Det var destruktivt anarki. Lidt efter lidt begyndte de imidlertid at tale. Alt kom på bordet; navne, problemer, konkrete ting. Og så aftalte vi, at diskussionerne ikke skulle foregå i pressen. Enten indgik man bindende aftaler, eller også var det ud af klappen,« fortæller Leif Mikkelsen.

Den mentale udrensning gav ikke pote med det samme under EM i Kroatien i 2000, men i januar 2002 under kyndig ledelse af det nuværende trænerteam Torben Winther/Thor Munkager hentede Danmark overraskende bronzemedaljer ved EM i Sverige efter en flot spillet turnering, hvor kun semifinalenederlaget mod Tyskland gav ridser i lakken. Men vigtigst af alt blev medaljeforbandelsen brudt og forhåbningerne om en ny guldalder igen legitime.

Munter lynkineser

Leif Mikkelsen vurderer, at det enorme potentiale i VM-truppen langt om længe er ved at blive indfriet. Direkte bedt om at udpege landsholdets profiler, er den tidligere landstræner næsten ikke til at stoppe i sin talestrøm. Han får hurtig slået fast, at Klavs Bruun Jørgensen er en munter lynkineser, Joachim Boldsen sammenholdets samlingspunkt, Kasper Hvidt blandt verdens bedste målmænd, Christian Hjermind vigtig - også uden for banen - og Skjern-spilleren Michael V. Knudsen en af verdens tre bedste stregspillere.

»Potentialet har været der i fire-fem år. Som jeg ser det, fungerer holdet som et rigtigt hold, og fraktionerne er pakket væk. Formen har aldrig været bedre og fysikken slår igennem i spillestilen nu. Ikke som i Bolsje-dagene i starten af 80'erne, da vi skulle vinde på taktisk snilde, fordi vi var fysisk underlegne. I dag har holdet sit eget konceptbaserede spil, inspireret af svenskerne, og det skal man holde fast i,« understreger Leif Mikkelsen.

Han er overbevist om, at gammelt nag spillerne imellem ikke blusser op i en kritisk situation.

»Det sker ikke. Selv hvis de skuffer, skal de nok overholde aftalerne. De går direkte efter at blive verdensmestre,« siger Leif Mikkelsen uden at tøve.

Verdens bedste målmand fra 1967, Erik Holst, er enig, men også lidt skeptisk.

»Det tegner godt. Bare befolkningen ikke bliver skuffet. Min erfaring siger mig, at Danmark altid spiller til under forberedelserne, mens de andre næsten intet viser. Men jeg håber, de når langt. Og hvis de vinder, må de gerne smile lidt mere. De behøver ikke være så macho. Selv om man er mand, er det ikke forbudt at vise følelser.«

viggo.ravn@jp.dk