Et nyt liv

Korsbåndet i venstre knæ blev revet over i 1997.

Korsbåndet i højre led samme skæbne i 2002.

»Nu leder jeg efter et nyt liv,« siger den 21-årige Line Hovgaard-Hansen, der efter det første uheld ville tilbage til håndboldmiljøet hurtigst muligt.

»Dengang var der ingen tvivl i mit sind. Jeg havde kun håndbold i hovedet.«

Derfor forcerede hun genoptræningen, overbelastede kroppen og fik sprøjter med binyrebarkhormon for at komme sig.

Præcis et år efter det første korsbånds forlis troede den talentfulde og fandenivoldske spiller fra Brabrand ved Århus, at hun var klar.

»Men jeg spillede som en vingeskudt krage.«

"Kragen" kunne hverken svæve, dykke eller angribe som inden skaden.

»Jeg prøvede hele tiden men var bange for at sige fra overfor min træner og mine holdkammerater. Jeg var træt af altid at være "hende den skadede".«

Line Hovgaard-Hansen forsøgte at bide smerterne i sig.

Trods viljestyrken skete det hyppigt, at hun måtte springe idrætstimerne på gymnasiet og træningstimerne i klubben over.

Det passede ikke den konkurrence-mindede og livsglade pige.

Hun ville spille håndbold og presse kroppen hver dag.

Selv om hun forsøgte at styrke knæet ved at dyrke andre og knap så belastende idrætsgrene, så manglede suset og fællesskabet.

»Jeg følte mig invalideret og udenfor.«

Mødet med en atletiktræner ændrede situationen.

Kyllingebrusk

»Jeg begyndte at lave en masse alternative øvelser og spise piller med kyllingebrusk. Den tunge træning, som også spillerne på det danske kvindelandshold sværger til, kunne ikke hjælpe mig tilbage.« Nogle måneder senere var Line Hovgaard-Hansen som forvandlet.

»Smerterne forsvandt, og min lyst til håndbold blev ikke længere forstyrret af en krop, der sagde nej.«

Forude vinkede U-VM i Ungarn sommeren 2001.

Målet var klart

»Jeg ville med på det landshold. Det er jo det, der er sjovt.«

Det unge og skadesplagede talent fik ikke lov til at spille playmaker, som hun ellers gjorde på klubholdet. Fløjen blev hendes nye domæne.

Hurtigheden og spændstigheden fra atletiktræningen kom hende til gode og

"Kragen" følte, at hun atter havde vinger. Hun følte, at hun var tilbage.

Hun var glad, og livet var atter værd at leve, og smerterne i knæet var udholdelige.

Det var de ikke, da hendes far døde lige inden VM-slutrunden.

»Jeg trænede ikke optimalt i tiden før afrejsen, og jeg startede med at sidde udenfor, fordi knæet drillede.«

Trods smerter i både krop og sjæl var sigtet efter VM tydeligt.

Line Hovgaard-Hansen var kommet til at holde af "skraldespandspladsen" og ville satse alt på at blive en god fløj.

»Jeg skulle vise dem, skulle jeg. Jeg fik plads i udviklingstruppen til det "rigtige" landshold og var topmotiveret. Jeg ville se, hvor langt jeg kunne nå.«

Konkurrencemiljøet og jargonen blandt pigerne, der - som hende - var villige til kæmpe for at nå deres mål, passede den unge Brabrand-spiller fint.

Men knæet protesterede.

Arbejdet som idrætspædagog kunne ikke passes ordentligt og håndboldtræningen deltog hun i - og alligevel ikke.

»Jeg var frustreret. Min krop ville ikke det samme som mit hoved, og det gjorde ondt at se veninderne træne ubesværet på vej mod nye mål.«

Line Hovgaard-Hansens tanker begyndte at vandre længere end til den næste træning og weekendens kamp.

»Jeg bestemte, at jeg ville gøre noget godt bare for mig selv. Efter den sidste og afgørende kamp om oprykning til kvindernes bedste håndboldrække i marts 2002, ville jeg rejse jorden rundt i fem måneder.«

Sådan kom det ikke til at gå.

Et kvarter før slutfløjtet i oprykningskampen - og mindre end en uge inden turen rundt om kloden - bristede korsbåndet i det raske knæ.

Line Hovgaard-Hansen var allerede klar over, at hendes drøm ikke kunne realiseres, da hun lå forpint og forgrædt på trægulvet.

Mens veninderne drak champagne, lå hun på en båre på hospitalet.

»Endelig havde jeg taget en beslutning om at gøre noget uden at tænke på håndbold. Jeg ville være ung og suge til mig i Østen, Asien og Sydamerika. Jeg trængte til at komme væk fra håndboldmiljøet og tænke over tilværelsen efter min fars død.«

Line Hovgaard-Hansen havde inden den planlagte rejse sagt sit arbejde op og ønskede ikke at modtage kontanthjælp.

Alligevel lå hun tre uger efter den nye skade på operationsbordet på en privatklinik og betalte selv 30.000 kroner af sine opsparede rejsekroner for indgrebet.

»Jeg havde ikke tålmodighed til at vente flere måneder på en operation. Jeg måtte videre,« husker håndboldpigen.

Efter operationen gik rejsen til Slagelse, hvor gode veninder gav hende tid og plads til at være sig selv.

»Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke endnu engang magtede at være udstødt af fællesskabet. Derfor forlod jeg min barndomsby, Århus.

Jeg var langt nede. Alt omkring mig var sort, og jeg var klar over, at der mindst ville gå et år, før jeg kunne vende tilbage til en håndboldbane.«

Definitiv beslutning

Da Line Hovgaard-Hansen var længst ude og overvejede, om der overhovedet var noget ved livet, tændte hun selv lyset.

»Jeg besluttede, at jeg alligevel ville ud og rejse, og at jeg bagefter ville kæmpe mig tilbage på håndboldbanen.« Efter flere måneders selvvalgt isolation - og mange tårer - var beslutningen definitiv.

Andet end håndbold

Fire måneder forsinket drog eventyreren ud i en verden, der lå langt væk fra håndbolduniverset. Med rygsækken på blev hun bestyrket i, at der var andet i tilværelsen end håndbold. Efter hjemkomsten bad hun om udsættelse af det idrætsstudie på Københavns Universitet, hun ellers var blevet optaget på.

Knæet var endnu ikke klar til belastningen som studerende.

»Jeg føler mig indimellem som en 60-årig kvinde, der ikke kan gøre, som hun vil. Det gør ondt, når jeg kigger på mine veninder, der tager det som selvfølge, at de kan løbe, hoppe og vride sig.«

Men Line Hovgaard-Hansen ved, at hun ikke er alene.

»Mange af spillerne på kvindernes landshold betaler en høj pris for årene i rampelyset. Jeg kender tidligere landsholdsspillere, der ikke kan bøje sig ned efter deres egne børn eller løbe en tur, når de har lyst.«

Den skadesplagede fløj fra Århus har også veninder, der allerede som 15-16 årige blev tvunget til at stoppe den farlige leg med håndbolden.

»Der går mange kvindelige håndboldspillere rundt, der er invaliderede,« noterer Line Hovgaard-Hansen og hæfter sig ved træningskonservatismen og forkælelsen blandt elitespillerne.

»Håndboldtræningen er mange steder forkert og bygger ikke på den viden om idrætsskader, man kender i dag.«

»Spillere, der ikke er skadet, er ikke klar over, hvor priviligerede, de er. I stedet for at være trætte af nye landsholdssamlinger og flere rejser, burde de nyde øjeblikket lidt mere. Eventyret kan hurtigt slutte, og så står de udenfor fællesskabet.«

Selvom det er svært - meget svært, så er Line Hovgaard-Hansen begyndt at forstå, at hun måske aldrig bliver en del af det eftertragtede fællesskab igen, at hun måske aldrig kommer til at løbe en tur, når hun har lyst?

»Jeg vil ikke ynkes. Jeg vil videre. På rejsen fandt jeg ud af, at man godt kan have en tilværelse uden håndbold. Men jeg skal finde noget nyt at brænde for,« erkender Line Hovgaard-Hansen, der eftertænksomt og med en tåre i øjenkrogen indrømmer, at hun inderst inde håber, at kroppen lader hende vende tilbage til fløjen.

stig.matthiesen@jp.dk