Fortsæt til indhold
Sport

Håndbold: Grønlands træner stopper trods VM-billet

Sensationen lurede - og indtraf.

Af STEN RUDI THOMSEN

Ikke mange havde vel sat mange penge hos bookmakerne på, at Grønland skulle sikre sig deltagelse ved næste års VM i kvindehåndbold i Italien, men indlandsisens døtre ville det anderledes.

Under ledelse af den tidligere danske landstræner Ulrik Wilbeks assistent i Viborg, Jan Laugesen, lykkedes det at hale en tredjeplads ved de Panamerikanske mesterskaber hjem efter værtsnationen Brasilien og Uruguay. Og så var VM-eventyret en realitet.

Grønlænderne tabte ganske vist deres sidste kamp mod Uruguay med 27-25, men da det lørdag aften var blevet til en sejr på 31-8 over Colombia, og Brasilien søndag slog Argentina med 42-20, var sensationen i hus. Uruguay og Grønland sluttede begge med seks point efter fem kampe - den indbyrdes kamp afgjorde placeringen, selv om grønlænderne havde den bedste målforskel.

Stor oplevelse

»Det har været en kæmpe oplevelse at føre et landshold frem til et VM. Men når vi har fejret i champagne og humle her i Brasilien, så er festen slut for mit vedkommende,« sagde Jan Laugesen efter sit livs triumf på den sportslige arena.

Laugesen er far til to - på to og fire år. Han har sit assistentjob i Viborg. Og er desuden tilknyttet Strib Idrætsskole. Så han har is i maven: Farvel Grønland.

»Jeg slipper tøjlerne, for rent faktisk har dette været hobby-betonet. Vi har spillet tre træningskampe og har været samlet i to uger. Det er jo ikke optimalt på nogen måde,« siger den afgående træner, hvis kontrakt kun løb til og med VM.

»Det handler om kunsten at sige "nej". Det gør jeg nu. Min familie har førsteprioritet, men selvfølgelig vil jeg stå det grønlandske håndboldforbund bi med råd, dåd og planlægning. Jeg vil hjælpe - på afstand. Jeg havde lyst til at fortsætte - men nu og da må man også lade være med at rive sig med.«

På Grønland skal man nu i samarbejde med Team Grønland og hjemmestyret finde de 1,2 millioner kroner, det koster at komme til det VM, som de danske OL-guldpiger skal kvalificere sig til ved EM i Rumænien i næste måned. Her er kravet en femteplads. Grønland var begunstiget af, at både USA, Canada og Cuba havde meldt afbud.

sten.thomsen@jp.dk