Gymnastik: Sjetteplads til Kasper Fardan
Gymnasten Kasper Fardan besatte sjettepladsen i øvelser på gulv ved pinsens World Cup stævne i Ljubljana, Slovenien.
Med 9,200 point i finalen fik danskeren dog ikke helt det ud af øvelsen, som han havde håbet på efter sin femteplads med en langt højere karakter ved Europamesterskaberne for nylig. Ifølge Dansk Gymnastik Forbunds eliteleder Henrik Bertelsen skulle Fardan have været mellem de tre bedste for at bevare chancen for at nå World Cup finalen til efteråret.
Igors Vihrovs fra Letland vandt gulvøvelsen med 9,700, mens Spaniens Europamester Gervasio Deferr blev nr. to med 9,688.
/ritzau/