Svømning: Kvik holdmester for 10 år i træk
Svømmeklubben Kvik fra Kastrup kunne fejre et flot og i dansk idræt uhyre sjældent jubilæum, da det i weekenden lykkedes klubbens kvindehold at erobre Danmarksmesterskabet for 10. gang i træk.
Festlighederne efter hjemmebanetriumfen i Kastrup Svømmehal blev ikke mindre af, at mesterklubben blev alvorligt udfordret for første gang i en årrække. Det var Sigma, det nydannede nordsjællandske startfællesskab, der gav Kvik kamp helt ind til bassinvæggen. Efter det sidste løb havde Kastrup samlet 45.360 point mod 45.341 til udfordrerne.
På den baggrund virkede SGI Esbjergs sejr hos mændene - for fjerde år på stribe - ganske overvældende. Jacob Carstensen & Co. scorede 47.072 point mod 45.512 til STO 95 fra Odense, som besatte andenpladsen.
Sigma, som består af svømmere fra Lillerød og Birkerød, førte faktisk i lange perioder af kvindernes DM-finalestævne, inden Kvik kom afgørende ovenpå i søndagens næstsidste løb.
Her tegnede EM-deltagerne Sophia Skou og Tina Gretlund sig for en dundrende dobbeltsejr i 200 m butterfly. Dermed scorede de 1741 point mod 1318 til Sigmas to svømmere i denne øvelse - og så nyttede det ikke noget, at Sigma satte dansk rekord i den specielle 4x100 m rygcrawl-stafet, som var sidste løb.
Nordsjællænderne var kun 58 point bedre end Kvik, som dermed bevarede førstepladsen med 19 fattige, men altafgørende point.
Snart 23-årige Sophia Skou demonstrerede også sin meget lovende form her godt to uger inden EM på kortbane i Sheffield ved at forbedre Mette Jacobsens Danmarksrekord i 50 m crawl til 25,18 sekunder.
Desuden havde veteranen Berit Puggaard, selv om hun for længst har stoppet sin internationale karriere, stor andel i Kviks sejr, idet hun vandt 200 m crawl i 1.59,45 minut, mens ingen af EM-svømmerne nåede under 2.01.
Tiden var personlig rekord, så Berit Puggaard stopper på toppen.
Hun bebudede ved finalestævnet, at det var hendes sidste start. Den knap 26-årige københavner - som har vundet VM-bronze og EM-guld i 4x200 m crawl samt tre gange EM-bronze, bl.a. i 200 m butterfly - har som den eneste været med til at hente samtlige Kastrups 10 DM-guldmedaljer. RB