Fortsæt til indhold
Sport

Randers snød AGF og tog point hjem fra Aarhus

Der var både VAR-drama og et overraskende mål inden pausen, da AGF tog i mod Randers FC mandag aften.

Når lokalrivalerne AGF og Randers FC støder sammen, kan det nogle gange være ligesom at se en nervøs folkeskoleelev til engelskeksamen i 9. klasse, der forsøger at sammensætte en sætning uden at blande danske ord ind. Anstrengt.

Men sådan var det langt fra, rivalerne mødtes mandag aften i Superligaens mesterskabsspil.

AGF kontrollerede kampens start og havde efter et kvarter allerede samlet en håndfuld lovende scoringsmuligheder sammen. Randers stod lavt og forsøgte at bryde spillet med en kontra fra tid til anden, men det var svært – specielt da Mikael Anderson lagde en bold i feltet, og Carl Johansson brugte sin højre arm til at blokere indlægget. Dommer Jens Grabski Maae skulle lige se situationen igennem igen og dømte derefter straffespark. Den tog Superligaens topscorer, Patrick Mortensen, sig af. 1-0 til AGF.

Målet stoppede ikke det massive AGF-pres, som bar præg af, hvordan det går i klubben lige nu. AGF har vundet fire af fem kampe dette forår, hvor en af modstanderne bl.a. var Randers FC. Afleveringer var veltempereret, tacklinger sad i skabet og skud inden for målrammen.

Men nogle gange rammer virkeligheden hårdt. Pludselig spillede Randers, som for nylig mistede cheftræner Thomas Thomasberg til FC Midtjylland, sig frem foran AGF-feltet. Stephen Odey modtog bolden, tog et træk og affyrede et snedigt skud, som gik mellem– benene på Frederik Tingager og snød dermed Jesper Hansen i AGF-målet. Stik mod spil og chancer stod der 1-1, da dommeren fløjtede til pause.

Tempoet faldt i anden halvleg, hvor Randers så ud til at være tilfreds med at få point med fra Aarhus. Imens forsøgte AGF at fortsætte presset, men energien fra første halvleg manglede.

Til sidst så hverken AGF eller Randers ud til at ville vinde kampen. AGF spillede bolden rundt i egne kæder, mens Randers stod og så på. Dermed endte kampen 1-1, hvilket betød, at AGF nu er fire point efter Viborg FF på tredjepladsen, mens Randers FC nu er tre point foran Brøndby IF på sjettepladsen.

Artiklens emner
AGF