På landets bedste kvindehold vælger spillerne selv, om de vil op på vægten
De danske håndboldkvinder vejes hver morgen under slutrunder, men kun hvis de selv ønsker det.
Mød op hos fysioterapeuten alene, gå ind på badeværelset, luk døren og stil dig op på vægten. Noter derefter dit vægttal på et stykke papir og aflever det til fysioterapeuten, som derefter skriver det ind i et fortroligt dokument, som kun den fysiske stab har adgang til.
Sådan er proceduren for vejningerne på kvindelandsholdet i håndbold. Her vejes spillerne hver morgen under slutrunder – men kun hvis spillerne selv har lyst til det.
Det oplyser landstræner Jesper Jensen oven på de seneste dages fokus på og konsekvenserne af vejninger af – især unge – håndboldspillere.
»Jeg er ærgerlig over, at nogle spillere har haft de oplevelser,« siger landstræneren om bl.a. de psykiske eftervirkninger, som flere spillere har fortalt om i Jyllands-Posten.
»Men derudover kan jeg kun udtale mig om det, jeg selv har været og er en del af.«
Jesper Jensen mener, at de frivillige, individuelle vejninger har stor betydning.
»Vejning er en vigtigt parameter til at hjælpe spillerne. Ligesom vi er opmærksomme på alt fra springstyrke til søvn er en spillers vægt betydningsfuld i forhold til hydrering. Der er lavet store undersøgelser omkring hydrering, og jeg hæfter mig ved to tal. Hvis en spillers hydrering er nedsat med 2 pct., går det ud over 10 pct. af ydeevnen. Det er voldsomt. Over en tre ugers periode til en slutrunde er det ikke uvæsentligt,« siger han og understreger:
»Vi har spillere, der har sagt fra, fordi de ikke har lyst til at blive vejet, og det er helt i orden. Men alle ved også, at det er sindssygt svært at sige fra, fordi vi er flokdyr, og det er vanskeligt at trække sig ud af flokken. Også på et landshold med åbenhed og plads til forskellighed. Det skal vi først og fremmest forstå og anerkende som ledere.«
Hvis en spillers vægt ændrer sig markant under en slutrunde og bekymrer fysioterapeuten, spørger fysioterapeuten om tilladelse til at dele informationen med Jesper Jensen og trænerstaben.
»Vejning er en hjælp – ikke en test. Derfor har vi i trænerstaben ikke ret til eller behov for at vide vægttallet.«