Fortsæt til indhold
Sport

Juventus fastholder kurs mod toppen af Serie A

Der blev både scoret og brændt på straffespark, da Juventus vandt 3-1 over Sampdoria i Serie A lørdag aften.

/ritzau/

Uden den nye stjerneangriber Dusan Vlahovic fra start fortsatte Juventus lørdag aften sin imponerende stime i Serie A.

På udebane mod Sampdoria vandt Juventus 3-1, og derfor har storklubben stadig ikke tabt i ligaen i 2022. Seneste nederlag var mod Atalanta i november, hvilket er 15 kampe siden.

Juventus holder dermed kursen mod toppen af tabellen. Efter 29 kampe har klubben nu 56 point. Det er henholdsvis fire, to og et point færre end AC Milan, Inter og Napoli, der dog alle har en eller to kampe til gode.

Sampdoria, der fortsat er uden skadede Mikkel Damsgaard, kæmper i den anden ende af tabellen. Klubben fra Genova har 26 point - fire point mere end Venezia under stregen, der dog har spillet to kampe færre.

Det var ikke mange chancer, Juventus spillede sig frem til i kampen, men når muligheden bød sig, gik bolden i mål.

Efter 23 minutter kom udeholdet foran, da et fladt indlæg fra backen Juan Cuadrado blev skubbet i mål af Maya Yoshida. Sampdoria-forsvarsspilleren forsøgte at cleare bolden, men fik den i stedet dirigeret i eget net.

Godt ti minutter senere var den gal i hjemmeholdets forsvar igen. En forholdsvis ufarlig stikning til Moise Kean endte med et Juventus-straffespark.

Angriberen, der var med i startelleveren i stedet for Dusan Vlahovic, holdt godt fast i bolden omringet af modstandere, fik vendt rundt og blev nedlagt i feltet.

Álvaro Morata var sikker på straffesparket og sendte Juventus til pause foran 2-0 efter blot et enkelt skud inden for målrammen.

Længe i anden halvleg kunne ingen af holdene rigtig blive farlige. Sampdoria fik dog alletiders mulighed for at komme tilbage i opgøret, da Adrien Rabiot havde hånd på bolden i feltet.

Men straffesparket blev brændt af Antonio Candreva efter en fremragende redning af målmand Wojciech Szczesny, der fik strakt sin venstre hånd i vejret.

Håbet blev vakt til live igen 10 minutter senere. Et afrettet frispark fra Abdelhamid Sabiri snød Szczesny og gik mål, og så havde Sampdoria pludselig fem minutter til at få point med.

I stedet blev det Álvaro Morata, der lukkede kampen med sit andet mål til 3-1.

Serbiske Dusan Vlahovic, der har imponeret i Juventus-angrebet siden skiftet fra Fiorentina i januar, blev indskiftet med 25 minutter tilbage. Han havde en enkelt chance, men gjorde ellers ikke det store væsen af sig.

Artiklens emner
Fodbold
Serie A