Boris Spasskij – en af skaksportens ypperste nogensinde
85 år: Boris Spasskij var verdensmester i skak, indtil han tabte en af historiens mest omtalte dueller.
For Boris Vasiljevitj Spasskij har livet handlet om skak, siden han som femårig lærte at spille det ældgamle spil, da han sad i et tog med sine forældre på flugt fra fødebyen Leningrad under Anden Verdenskrig.
Spasskij stoppede ikke igen, før han blev en legende på det sort-hvide bræt.
Den russiske dreng havde nemlig et særligt talent. Som tiårig besejrede Boris Spasskij den sovjetiske mester. Han trænede i mange timer om dagen, og den skalpmester var kun begyndelsen.
Som 18-årig opnåede Spasskij titlen af stormester som den yngste nogensinde.
Han blev også to gange national skakmester og var en del af en gylden sovjetisk generation i 1960’erne og 1970’erne, der også talte store navne som Tigran Petrosian og en ung Anatolij Karpov.
Førstnævnte prøvede han uden held at slå af tronen som verdensmester i 1966, men ved næste forsøg i 1969 steg Spasskij til tops.
Han var kendt som en taktisk allrounder med flair for det spektakulære, hvilket han blandt andet viste med en sejr i 17 træk over den ellers bomstærke danske stormester Bent Larsen i 1970.
Til næste VM-turnering mødte Spasskij den maniske amerikaner Bobby Fischer.
Legendarisk på Island
Finalen i Reykjavik i 1972 blev et legendarisk opgør, hvor de to mænd personificerede magtspillet mellem det frie Vesten og det kommunistiske øst.
Det blev kendt som århundredets dyst, og selv om det endte med nederlag til Spasskij, huskes han blandt andet for at rejse sig op og klappe af sin amerikanske overmand.
Opgøret inspirerede musicalen ”Chess” og er siden blevet filmatiseret i Hollywood-filmen ”Pawn Sacrifice” fra 2014.
Efter nederlaget kom Spasskij aldrig op på samme skakhøjder.
Han flyttede til Frankrig i 1976 og blev få år senere fransk statsborger.
I 1992 forsøgte Boris Spasskij at tage revanche over Bobby Fischer. Amerikaneren havde efter sin VM-sejr i 1972 meldt sig ud af skakmiljøet i 20 år, så revanchedysten skabte store overskrifter.
Men til Spasskijs ærgrelse måtte han igen se sig slået af Fischer.
I 2012 forlod Boris Spasskij Frankrig og flyttede tilbage til Rusland til Moskva. Han har tre børn.
/ritzau/