Verdensmesteren Jacob Holm bliver flov, når han tænker over, hvad han har gjort i raseri

BERLIN

Hans lillafarvede Puma-kondisko træder langsomt på bremsen.

Dagen nærmer sig sin afslutning, og det samme gør Jacob Holms rolle som turistguide i egen by. Han blinker ind til siden og parkerer bilen ved turens sidste stop.

Vi er ikke langt fra East Side Gallery. Den 1,3 km lange, gribende historiefortælling er bedst kendt som den intakte rest af Berlinmuren, der er pyntet med over 100 malerier af alverdens kunstnere.

»Da min kæreste og jeg flyttede hertil, tog vi bl.a. på museer og hørte en del podcasts for at forstå byens historie. Vi prøvede også at gennemskue, hvordan muren havde snoet sig,« siger Jacob Holm, der via sit job som professionel håndboldspiller har boet i den tyske hovedstad i tre og et halvt år.

Det er decembermørkt og koldt, og vi mangler blot at skyde de sidste fotos af ham, før vi skal sige farvel. Men da vi skal til at åbne bildørene for at traske ud i sneen, siger han pludselig:

»Jeg kom faktisk til at tænke på noget i forhold til spørgsmålet om mine sange.«

Derfor bliver vi siddende på forsæderne af hans sorte Volvo XC60. Jacob Holm interesserer sig egentlig ikke for hastigheder eller hestekræfter, men gennem en klubkammerat fik han tilbudt bilen med fornuftig rabat, og det siger man ikke nej til, når man er rundet af Vestjylland – og slet ikke, når SUV’en samtidig har plads til en golden retriever i bagagerummet og er udstyret med et førsteklasses lydsystem.

Musikanlægget spiller tit nogle af de sange, som Jacob Holm selv har forfattet, men lige nu er der stille i kabinen. Hvis vi anstrenger os, kan vi næsten se Spree eller i hvert fald de blinkende storbyfacader, der spejler sig i floden, men det gør vi ikke, så vi nøjes med at stirre ud i ingenting.

»Skulle jeg skrive en ny sang i dag, ville jeg skrive om, hvad