»Jeg skal finde tilbage til min opskrift«

Blot en dag før Sara Slott Petersen i 2017 skulle løbe ved VM, stoppede hun på penicillin.

Medicinen var hun havnet på, efter en lungebetændelse i længere tid var gået uopdaget hen og først sent blev behandlet. Timingen var elendig. Det var året efter hendes største triumf med sølv ved OL i Rio, og nu skulle der følges op på succesen, så alle kunne se, at 2016 ikke var en ensom bjergtinde.

»Men du kan jo ikke konkurrere på eliteniveau, når du har lungebetændelse,« siger Sara Slott i halen på et langt suk:

»Man er altid villig til at prøve, for nogle gange kan ens krop fantastiske ting med ryggen mod muren. Det var bare for meget at forlange. Jeg blev nummer ni alligevel, så helt skidt var det ikke, men der var for mange følgevirkninger, og min krop var træt af at skulle kæmpe med det.«

Sæsonen blev så forstyrret, at Slott allerede i starten af september valgte at stoppe den for at forberede sig bedst muligt til 2018.

Heller ikke det år blev dog nogen succes. Igen markerede det sene forår starten på dårligdom, da skader opstod og ødelagde endnu et år.

»De sidste sæsoner har lært mig noget om mit mentale helbred. Det er altid megasvært at skulle følge op på en succes, så jeg havde det allerede svært i 2017, og da jeg så blev ramt af lungebetændelse og kunne mærke, at jeg ikke havde den vanlige energi, var det heller ikke noget, jeg kunne råbe højt om. For jeg ville stadig gerne have adgang til de gode stævner, og så forventer folk, at man komme og løber så hurtigt som sidste år,« siger hun.

Sprint som en amerikaner

Med to knap så prangende sæsoner ved Sara Slott godt, at omverdenens forventningspres nok er dalet til i år. Samtidig er alle eftervirkninger af de tidligere skader væk, og i løbet af foråret vender hendes træner Mikkel Larsen tilbage til atletikverdenen på fuld tid.

Trods alle de gode elementer er der dog stadig mere at arbejde med på det mentale plan:

»Man kan nemt få dannet et billede af eliteatleter som nogle supermennesker, der bare elsker konkurrence og altid står tip-top klar til at sige ”kast, hvad end I vil ud foran mig, og så klarer jeg det.” Og det kan da godt være, at nogle ikke vil indrømme det, men jeg tror egentlig, det er ganske få, der har det sådan. I hvert fald hele tiden,« siger Sara Slott.

En af en hendes udfordringer har før været en galopperende tankegang, hvor et enkelt dårligt løb kunne blive til tanker om ikke at blive inviteret med til næste stævne, få sæsonen ødelagt og økonomien slået itu.

Andre gange er det hækkeløberne i nabo-startblokkene, der trænger sig for meget på. Sådan gik det blandt andet til VM-løbet i 2017, hvor eftervirkningerne af lungebetændelse og penicillin i forvejen gjorde tingene svære nok.

»Jeg blev fanget i at tænke, at nu skulle jeg edderbankemig af sted og vise dem, at jeg kan løbe hurtigt. Så tog jeg for små skridt og løb mere som en sprinter end en 400 m. løber, og pludselig passede det ikke med hækkene,« siger hun og fortsætter:

»Der skal jeg finde ind til mig selv og huske på, at jeg ikke skal løbe som amerikanerne gør. For de hamrer bare derudaf fra start, og lige der blev jeg så lokket til at gøre det samme, fordi jeg tænkte, at det jo var dem, jeg skulle slå for at komme i finalen og få en medalje. Det er bare ikke sådan, jeg løber normalt. Jeg tager det roligt fra start og snupper dem i anden kurve. Så jeg skal finde tilbage til det, der er min opskrift – og det tror jeg nok skal komme.«

Lige nu føler Sara Slott da også, at hun har fundet en balance rent mentalt. Og så ved hun også godt, hvad hun skal minde sig selv om, hvis tingene ikke går, som hun vil have det:

»Jeg løber bedst, når jeg har en form for ro og synes, det er sjovt – og ikke fordi der skal tjenes penge, eller nogen forventer, at jeg skal. Oftest har jeg det også sjovt. Det er så bare engang imellem, der kommer noget andet ind over, og jeg ender med at prøve at forcere noget. Men det kan man hverken i hækkeløb eller alle mulige andre aspekter.«