Guide til byen, inkaerne kaldte for verdens navle

INCA KOLA. ES NUESTRA! står der på skiltet uden for kiosken. “Vores Inca Kola!” Den gule sodavand er peruanernes foretrukne læskedrik og har været det siden 1940’erne. Selv Coca-Cola må bide i græsset og erkende nederlaget.

At sodavanden er så populær i Peru, skyldes ikke kun en lokal hang til sukkervand. Der er en symbolværdi i navnet Inca Kola, der taler til den nationale selvforståelse. Selv farven er gylden som inkaernes guld (selvom den smager af hindbærbrus). Måske var det også derfor, at det vakte ramaskrig, da Coca-Cola i 1999 opkøbte halvdelen af det peruansk ejede selskab. Selvom producenten frygtede nedgang i salget, forblev peruanerne tro mod den boblende inkavand.

Inkaerne er også i spil under Inti Raimi-festivalen i Cuzco, der hvert år tiltrækker tusindvis af peruanere. Ceremonien er en rekonstruktion af en solfest, som man mener, at den så ud under inkaerne. Selvom festivalen reelt blev opfundet i 1940’erne, er det noget, som de fleste er villige til at se gennem fingre med.

Uanset om de hældes på flaske eller fejres under Inti Raimi-festivalen, er inkaerne levende for mange moderne peruanere.

Mineindustri og turisme

I inkaernes gamle hovedstad, Cuzco, hviler kolonitidens kirker på fundamenter af inkasten, ponchoer og panfløjter sælges på lokale markeder, og i de omkringliggende dale ligger velbevarede inkaruiner.

Cuzco betyder “verdens navle” på quechua, som var det sprog, inkaerne talte, og som op mod 10 mio. indfødte indianere i hele Andes-regionen endnu taler. Det var fra denne by i de centrale Andesbjerge, at Inkariget spredte sig i 1400-tallet, indtil det dækkede områder fra det sydlige Columbia til det nordlige Chile og Argentina – eller hvad der svarer til 4.500 km. Byen er et fascinerende vidnesbyrd om frontalsammenstødet mellem inkaerne og de spanske erobrere. Langs brostensbelagte gader hviler hvidkalkede kirker og palæer fra kolonitiden på fint huggede inkasten. Et enestående arkitektonisk miks, som vidner om spaniernes delvise ødelæggelse af byen, men som også er et billede på inkaernes endnu spillevende arv.

Cuzco, der har været på Unescos liste over verdens kulturarv siden 1983, blev grundlagt i 1438 af Pachacútec, der med sine storstilede byggeprojekter satte inkaerne på verdenskortet. Pachacútec stod bag Machu Picchu, og han tegnede Cuzcos byplan, så den fik form som en puma. Hovedet på dette imponerende kattedyr hedder Saqsaywamán, et tempel og fort på skråningen over byen.

I dag er Cuzcos indbyggertal steget til over 500.000, og byen besøges hvert år af mere end to millioner turister. Selvom turisme således er en ekstremt vigtig indtægtskilde (knap 40 pct. af byens økonomi), lever Cuzco også højt på en stor mineindustri (der blandt andet udvinder guld, kobber og uran) og landbrug.

Selvom de fleste besøgende nok primært lægger vejen forbi Cuzco for at se Machu Picchu, er byen absolut et besøg værd i sig selv. Få byer i Peru kan nemlig bryste sig af så mange gode restauranter og caféer fordelt på så få kvadratmeter. Og ud på natten slår natklubber og listige barer dørene op omkring Plaza de Armas.

Nordøst for pladsen ligger bydelen San Blas med hostels, barer, caféer og kunst- og souvenirbutikker. Hovedfærdselsåren Avenida del Sol syd for Plaza de Armas fører forbi inkaernes måske vigtigste tempel: Soltemplet. Her følger fem spændende oplevelser i inka-sporet.

MAP-museet

Museo de Arte Precolombino – MAP – er et usædvanligt smukt og velorganiseret museum, som har brudt med den traditionelle kuratering af etnografiske samlinger og lader genstandene fremstå som de kunstskatte, de faktisk er. Fra enorme øreringe i rent guld til fantastiske halssmykker af muslingeskaller. Museet for Præcolumbiansk Kunst fokuserer på kunst fra 1250 f.Kr. og frem til inkaerne i 1500-tallet.

Kombinér et besøg her med frokost eller middag på museets gourmetrestaurant, MAP. Den ligger i en glaspavillon i patioen – nærmest i en glasboks – og er ubetinget en af byens bedste spisesteder. Restauranten laver en moderne udgave af cuy – marsvin – hvis man har lyst til at smage den i en (for vestlige ganer) lidt mere appetitlig variant, end den fås på mere traditionelle spisesteder.

Plazoleta Las Nazarenas 231.

Inkamuseet

Udstillingen er ikke helt så skarpt udført som på MAP-museet, men Museo Inka er bestemt en time eller to værd med sin samling af trepanerede kranier (der vidner om inkaernes evner som kirurger), indtørrede mumier, vævede tekstiler, smykker og offergaver til guderne. Museet giver et indblik i inkaernes korte, men turbulente historie i Palacio del Almirante, et af de smukkeste bevarede palæer fra kolonitiden i Cuzco. Museet har desuden en stor patio, hvor der ofte sidder indfødte kvinder og væver.

Cuesta del Almirante 103.

Soltemplet Qoricancha

Mødet mellem de spanske conquistadorer og inkaerne var en brutal affære. Qoricancha, der på quechua betyder Den Gyldne Gårdhave, er et monument over inkaernes arkitektoniske formåen, men også en påmindelse om spaniernes ødelæggelse af denne arv.

På resterne af inkatemplet står i dag Santo Domingo-kirken, som spanierne lod opføre i 1600-tallet. Templet, tilegnet solguden Inti, var under inkaerne udsmykket med paneler i rent guld, nicher med mumier af inkaer og en enorm guldskive, som blandt andet blev brugt til at reflektere solstråler ind i hovedalteret under sommersolhverv. Selvom spanske krønikeskrivere skrev begejstret om, hvad de så, blev templets guld smeltet om og skibet til Spanien.

Inkaerne brugte templet til astronomiske observationer, hvorfor f.eks. månen, stjernerne og regnbuen har fået hvert deres tempel i komplekset. Op mod 4.000 mennesker – primært samfundets religiøse elite foruden inkakongen selv – menes at have haft deres gang i komplekset. Et voldsomt jordskælv i 1950 jævnede dele af Santo Domingo-kirken med jorden, men inkamurene holdt stand. Nok så vigtigt afslørede skælvet nye sider af templet, som præster fra dominikanerordenen i sin tid havde dækket til med gips. Der er et underjordisk museum i haven foran templet, men det er småt, mørkt og ikke vanvittigt spændende.

Et alternativ kan være et besøg på det anderledes hyggelige konditori La Valeriana overfor, som laver god te og kaffe, lækre kager, empanadas m.m.

Plazoleta Santo Domingo.
La Valeriana. Ave. El Sol 576.

Plaza de Armas

Den store, indbydende plads med springvandet i midten er en social heksekeddel med masser af liv døgnet rundt og er desuden centrum for nogle af de mest dramatiske scener i Perus historie.

Under inkaerne var pladsen, hvor religiøse ceremonier blev afholdt, flankeret af templer og paladser i skarpt vinklede sten. Det var blandt andet her, at inkaerne i en symbolsk gestus blandede jord fra erobrede områder i resten af Sydamerika med støvet på pladsen for at markere indlemmelsen af et nyt område i imperiet. Det var også på denne plads, at den sidste inkakonge, Túpac Amaru, blev henrettet af spanierne i 1572.

Pladsen var væsentligt større under inkaerne, men den skrumpede, da spanierne rykkede ind og modelerede en ny byplan efter kongeligt dekret fra Madrid. Langt de fleste af inkaernes store templer og paladser blev revet ned for at skabe plads til de katolske kirker, som dominerer pladsen i dag: katedralen og jesuiterkirken Compañía de Jesús.

Historien har sin egen grumme logik: I dag er flere af de smukke kolonihuse på pladsen lavet om til caféer, barer og natklubber, hvor der danses til cubansk salsa, techno-cumbia og pop til den lyse morgen. En af de helt klassiske er Mama Africa med et miks af R&B, latin, reggae, rock og techno.

Mama Africa. Portal de Harinas 191.

Byvandring blandt inkaernes bygninger

I Cuzco er der mange eksempler på inkaernes suveræne byggestil. Start på Plaza de Armas og gå ad Calle Triunfo til højre for katedralen. Fortsæt lige ud, og du når den smalle gågade Hatun Rumiyoc. Her finder man en smukt forarbejdet inkasten med 12 vinkler (på højre side af gaden). Den var en del af muren til paladset, hvor den sjette inkakonge, Inca Roca, boede.

Vend tilbage til Plaza de Armas og gå ned ad Callejón Loreto på den sydøstlige side af pladsen – gaden kaldes også Inti K’jillu. Muren på venstre hånd husede Acllahuasi (De Udvalgte Kvinders Hus), hvor inkaens udvalgte jomfruer levede. Spanierne byggede siden Santa Catalina-klosteret på stedet. Muren på højre hånd var del af Amaruqancha (Slangernes Tempel), hvor jesuiterkirken i dag står. Der er flere flotte inkamure på Calle San Augustín øst for pladsen.

Mest imponerende er murene ved Qoricancha, på Calle Ahuacpinta og på den vestlige side af Santo Domingo. Hvis man går ned mod Avenida del Sol, kan man ikke undgå at se den enorme inkamur, der buer på fornem vis. Den store revne skyldes et jordskælv i 1950, der smadrede den koloniale kirke, men altså kun gav inkatemplet skrammer. Afslut byvandringen med et besøg på den anbefalelsværdige restaurant Incanto med udsigt til – inkamure.

Incanto. Santa Catalina Angosta 135. cuscorestaurants.com

Vil du have rejsenyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP’s Bolig-nyhedsbrev, som kommer hver fredag kl. 15.00. Tilmelding her.