Fortsæt til indhold
Rejser

Tilflyttere og entreprenører skaber nyt liv på Langeland

Med god mad og guidede ture på cykel og hest lokkes turister til et af Danmarks billigste områder. Det er, som alle andre steder, sjovest i godt vejr.

Tom Nørgaard

»Jeg elsker Langeland, men jeg kan også rigtig godt lide at rejse og komme væk herfra. Sidste år var jeg på Malta og i Peru, og i år skal jeg bl.a. til Grønland for at besøge min kæreste. Jeg har købt mit hus for nogle få hundredtusinde kroner og har i det hele taget meget lave udgifter. At bo her giver en enorm frihed til at gøre de ting, som jeg ellers har lyst til, og som jeg også brænder for,« fortæller Ida Friis og lægger tryk på også.

Ida er født på Langeland og indehaver af firmaet Inspired by Langeland. I dette regi arrangerer hun kortere og længere cykelture rundt på øen fra sit udgangspunkt i landsbyen Humble, hvor hun også arbejder som massør, healer og kostvejleder. Det lyder, som om der er fart på, og det er der sådan set også.

Ida stiller f.eks. også op til det kommende kommunalvalg for partiet Alternativet, og så arbejder hun ind imellem som konsulent. Men på de guidede cykelture handler det faktisk om det stik modsatte, nemlig om at tage den helt med ro: om at slappe af og nyde og mærke naturen – Langelands væsentligste råstof.

Entreprenøren, massøren og lokalpolitikeren Ida Friis viser vej på guidede cykelture på Langeland. Foto: Tom Nørgaard

»På et tidspunkt havde jeg virkelig fået nok af Langeland, og jeg var glad for at flytte til København, hvor jeg tog en uddannelse som massør, men det flaskede sig allievel ikke rigtigt, og nu er jeg glad for at være tilbage. Rigtig glad faktisk. Indtil videre er de guidede cykelture kun en bibeskæftigelse, men det giver mig en utrolig tilfredsstillelse at kunne vise de smukkeste sider af Langeland frem til gæster og samtidig have mulighed for selv at nyde naturen undervejs. Og på sigt håber jeg på at kunne udvide aktiviteterne,« forklarer Ida.

Jættestuer og hatbakker

Sammen cykler vi fra Humble sydpå mod Langelands sydspids. Vi kommer forbi åbne græssletter, nedlagte landbrug, landsbyer med sjælfulde og karakteristiske stokrosehuse, søer og moser, stejle klinter og de særprægede, rundpuldede hatbakker, som kun findes her.

Mit indtryk er ubetinget positivt og helt bestemt farvet af, at det er en sjælden smuk dag, næsten vindstille og op mod 20 grader. Et sted bag en indhegning tæt på havnebyen Bagenkop, der tidligere var forbundet med Tyskland via færge, ser vi en klynge af de ca. 80 vilde heste af exmoor-racen, som lever på Langeland, og som året rundt klarer sig stort set uden menneskers indblanding.

På vejen kommer vi også forbi den ca. 5.000 år gamle jættestue ved Hulbjerg, et af Langelands fineste fortidsminder. Vi stiller cyklerne og bevæger os op over bakken, kravler indenfor på alle fire og oplyser det dunkle rum med en iPhone.

»Da jættestuen blev udgravet i begyndelsen af 1960’erne, fandt arkæologerne rester af 40 mennesker begravet på forskellige tidspunkter,« forklarer Ida med en hvisken.

Hovedparten var børn og voksne fra den tidlige del af den såkaldte tragtbægerkultur. De dødes knogler var sorteret i bunker med lemmer og kranier hver for sig. På et af kranierne fandt man spor af verdens ældste, kendte tandbehandling. En – må man formode – smertefuld rodbetændelse var blevet punkteret ved hjælp af et flintebor. Kammeret rummede desuden slebne flintøkser og mejsler, dolke og tværpile, udsmykket keramik og ravperler. De opsigtsvækkende fund tyder på, at stenalderfolkene har besøgt deres afdøde og muligvis involveret dem i forskellige former for ritualer.

Ida har også sine faste ritualer. Til frokost får vi en friskfanget og nystegt fiskefilet med remoulade, ristede løg og agurkesalat fra havnen i Bagenkop, som skylles ned med friskpresset æblemost fra frugtplantagen Strandlyst. Og da vi lidt senere stiller cyklen og er på vej op over Fakkebjerg, der med sine 37 meter er blandt de højeste af Langelands hatbakker, beder hun mig om at lukke øjnene og inhalere naturen; lyden af fugletræk og den svage vind gennem kornmarkerne, en svag resonans af en traktor langt borte.

Da vi åbner øjnene og vender os om, møder der os et betagende syn. I et klart vejr som dette kan man fra toppen se helt til Lolland, Ærø, Als og til Nordtysklands kyst. Man kan også øjne Langelandsfortet, som blev bygget under Den Kolde Krig. Fortet var i drift fra 1953 til 1993, da Miljøministeriet overtog både areal og anlæg. Fortet er i dag museum, og man kan besøge et komplet anlæg med ildledercentral, mandskabsrum og kanoner.

»Min bedstefar fik arbejde her under Den Kolde Krig, og det var faktisk årsagen til, at min familie i første omgang flyttede hertil fra Aalborg,« fortæller Ida og peger i retning af fortet.

Godsejermad i hestestalden

Efter 27 km i sadlen og ture op og ned ad hatbakker er det fristende med en dukkert. Langeland er begunstiget med 140 km kystlinje, og pga. øens særlige form er der aldrig længere end 3,5 km til nærmeste strand. I et inspireret øjeblik sad nationalskjalden Adam Oehlenschläger under en flot gammel bøg midt på Langeland og skrev linjen ”Nær salten Østerstrand.” Vi sætter kursen mod Ristinge, en bred sandstrand med klitter, marehalm og badebro. Badesæsonen 2017 inviterer ikke til lange ophold i vandet, men friskt er det. Og klart. Og stranden er denne dag velbesøgt. Vi må igen betone, hvor heldige vi er med vejret.

Senere tager vi bilen og sætter kursen mod landsbyen Tranekær, der ligger omtrent midt på Langeland. I aftensolen ligger Tranekær Slots røde mure badet i et smukt og fotogent lys på toppen af et højdedrag. Som stod det i flammer. Slottet, der er omgivet af park, voldgrave og vindebroer, kan dateres helt tilbage til 1200-tallet og har en dramatisk historie. I 1645 fik den velstående rigsråd Christian Rantzau slottet i pant. Margrethe Dorothea, datter af Christian Rantzau, var Danmarks rigeste arving, og de mandlige bejlere stod i kø, måske fordi hun tilmed var temmelig pæn.

Blandt de mest ivrige bejlere var den 31-årige rigsgreve Frederik Ahlefeldt. Christian Rantzau nægtede imidlertid at godkende forbindelsen, og så besluttede den stædige Frederik Ahlefeldt sig for at bortføre Margrethe Dorothea og gifte sig med hende i en holstensk landsbykirke. Rantzau måtte bøje sig, i 1659 overtog Frederik Ahlefeldt slottet som en del af medgiften, og lige siden har slægtninge til rigsgreven siddet på Tranekær Slot. I dag bebos slottet således af Christian og Mette Ahlefeldt-Laurvig, der sammen har ikke mindre end seks børn.

Nedenfor slottet, i slottets gamle staldbygninger, ligger Restaurant Generalen, som er opkaldt efter lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig. Generalen forpagtes af Jeanette og Christian Pichardt, som flyttede til Langeland for omkring 14 år siden ved lidt af et tilfælde.

»Det var slet ikke meningen, at vi skulle til Langeland. Det var faktisk helt tilfældigt. Vi var på cykelferie og kom for sent til færgen mod Ærø. Efter en omvej til Strynø endte vi her. Det lyder måske som en kliché, men vi faldt pladask for øen, og i løbet af en måned havde vi pakket vores hus ned i Helsingør. Jeg arbejdede i begyndelsen som frisør, og Christian pendlede til København for at passe sit job som køkkenchef på en restaurant. Efter nogle år opstod muligheden for, at vi kunne få vores eget, og i dag er vi begge fuldt engagerede her,« fortæller Jeanette Pichardt.

Der er plads til både adelige og små boldekvilibrister på Langeland. Foto: Tom Nørgaard
På Restaurant Generalen kan man bl.a. få en god hønsesalat med udsigt til Tranekær Slot. Foto: Tom Nørgaard

Maden på stedet bliver så vidt muligt skabt af lokale råvarer, og den er inspireret af en gammel kogebog, som er skrevet af Christoffer Jacobsen, der huserede i køkkenet på Tranekær Slot omkring 1815. I løbet af de senere år er forretningen blevet udvidet. Parret har også deres eget Bed & Breakfast, og fra delikatessebutikken, der ligger i forlængelse af restauranten, sælger de bl.a. hjemmelavet pølse, syltede grøntsager og deres egen humlecider, også kaldet Pichardts æbleøl.

»Vi har ikke et øjeblik fortrudt vores beslutning om at rive teltpælene op og flytte hertil. Vi er faldet godt til og er blevet en del af lokalmiljøet, vi føler, at vores arbejde her bliver værdsat, og så er vi selvfølgelig med til at trække folk til udefra. Men fynboerne har vi svært ved at få fat i. De vil af en eller anden grund hellere tage turen til Jylland eller København, når de skal opleve noget andet,« forklarer Jeanette Pichardt.

Sightseeing på en islænder

10 minutters kørsel fra familien Pichardts gamle staldbygning møder jeg 47-årige Helle Tofte, som driver Almindingen Stutteri. Til at hjælpe sig har hun bl.a. datteren Emilie på 20 og sønnen Kristian på 23. Kristian er også konkurrencerytter og deltager i bl.a. danske og nordiske mesterskaber. Her er avlshopper, føl, ungheste, konkurrenceheste og turheste – og rigeligt at se til. Faktisk holder Helle stort set aldrig fri, fortæller hun. Tidligere har hun også arbejdet som aftenvagt i kommunens hjemmepleje, men nu tager hesteforretningen stort set al hendes tid.

Helle Tofte opdrætter og arrangerer ture til hest. Foto: Tom Nørgaard
De vilde heste, som får lov til at passe sig selv året rundt, kan ses her tæt på Bagenkop. Foto: Tom Nørgaard

»Heldigvis laver jeg noget, som jeg brænder for. Min far købte stedet her i 1962 og drev bl.a. kreaturhandel. I 2005 fik jeg lov til at overtage det efter at have plaget ham om det i mange år. Siden har vi lagt et stort arbejde i at etablere ridebaner, folde og hestebokse i staldene, og vi tilbyder også opstaldning,« fortæller Helle Tofte, mens vi begiver os ud over markerne i tölt, som er den karakteristiske gangart for de islandske heste.

Hestebremserne flyver om ørerne på os, og min hest, Stein, har travlt med at spise alt det græs, den kommer i nærheden af. Efter at være kommet igennem et vildtvoksende skovbryn åbenbarer vandet sig for os. Det er blikstille, og kun lyden af fugle og insekter bryder stilheden.

»Fin udsigt, ikke?« spørger Helle og peger ud over sin arbejdsplads.

Efter at have redet rundt i det smukke landskab en times tid, går det i galop tilbage til stutteriet, hvor vi sammen kigger på nogle af de smukke avlsheste.

En kedelig punktering

Inden jeg tager hjem næste dag, løber jeg en tur langs en del af Øhavsstien, som med sine 220 km er en af Danmarks længste vandreruter. Forbi Medicinhaverne i Tranekær, Skulpturparken, Ahlefeldt-Laurvigernes slot og gennem bøgeskoven, hvor jeg uforvarende forskrækker en hjort. Der er ikke et øje at se på Stengade Strand, men vandet ser indbydende ud.

Allerede på tilbagevejen trækker skyerne imidlertid sammen på himlen, og inden jeg har pakket bilen, er det blevet gråvejr. Halvvejs mod Rudkøbing begynder det at regne. Jeg punkterer på det ene baghjul. I fem stive timer venter jeg på Falck på parkeringspladsen mellem Fakta og Netto. Selv ikke dette kan ødelægge en god weekend på Langeland.

Vil du have rejsenyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP's Bolig-nyhedsbrev, som kommer hver fredag kl. 15.00. Tilmelding her.