Fortsæt til indhold
Rejser

Så utrolig er verdens største grotte

Grotten Son Doong i Vietnam var trods sine himmelvide dimensioner uopdaget indtil for nylig. De hurtige og velbeslåede kan se den næste år.

/ritzau/FOKUS

Kamrene i verdens største grotte er så store, at de let kan rumme hele blokke med skyskrabere på 40 etager.

De majestætiske rum, der indtil for få år siden var ukendte for omverdenen, har 200 meter til loftet og strækker sig i den største passage 150 meter fra væg til væg.

Grotten er over fem kilometer lang og bugter sig langs en underjordisk flod med 80 meter lange drypsten hængende som frygtindgydende himmellegemer i tågen.

- Jeg tror næsten ikke, man kan forestille sig, hvor fantastisk, der er. Intet minder om Son Doong. Grotten har både jungle, strande og en flod. Hvis jeg var i form til det og kunne forlade mit arbejde, ville jeg elske at opleve den, siger Kenneth Rasmussen.

Han bor i Hanoi i den nordlige del af Vietnam, hvorfra han driver bureauet Vietnam-rejser.dk.

Henrik Rasmussens rejsebureau tilbyder trekkingture til verdens tredjestørste grotte, Hang En, der ligeledes er en del af Phong Nha-Ke Bang nationalpark, men er offentligt tilgængelig.

Trekking i Son Doong-grotten bliver udelukkende arrangeret af bureauet Oxalis Adventure Tours og omfatter en standardekskursion på seks dage, hvor de første dage byder på rejsen frem til grotten.

Prisen for at blive en af del af de 500 til 600 turister, der får lov til at opleve grotten, ligger på 3000 dollar, svarende til knap 20.000 danske kroner. Og det er faktisk helt rimeligt, mener Kenneth Rasmussen.

Son Doong-grotten i Vietnam. Foto: Wikimedia Commons/Doug Knuth

- Det er ikke nogen ufarlig tur. Det kræver en masse forberedelse, når der skal krydses floder og klatres. Udstyret skal bæres af en række ekstra hjælpere, og så skal der betales en hel del til staten, siger han.

Til de nysgerrige, velbeslåede og hurtige er der faktisk stadig enkelte pladser at få på de hold, der skal udforske grotten i 2017, fortæller Kenneth Rasmussen.

Selv om grotten er så enorm, at man ville kunne flyve med en Boeing 747 jumbojet inde i det største rum, kan den tre millioner år gamle grotte have været ukendt for mennesker helt frem til 1990.

Det var det år, hvor den lokale jæger og vandringsmand Ho Khanh snublede over kalkstenen ved indgangen til grotten. Han bemærkede kulden, tågen og lyden af en flod i dybet, men forlod stedet og glemte siden, hvor åbningen befandt sig.

Først da han på et senere tidspunkt faldt i snak med to britiske eksperter, der ville undersøge nogle af de kendte grotter i området, gjorde han opmærksom på sin opdagelse. Og efter adskillige fejlslagne forsøg på at finde Son Doong, lykkedes det først i 2009.

Son Doong blev åbnet for offentligheden i 2013 og er indtil videre blevet besøgt af langt færre mennesker, end der har stået på toppen af Mount Everest.