Falkland i firehjulstrækker

Morgenmadens græske yoghurt med friske blåbær skvulper rundt i maven, da vi i guiden – Stephens – blå Landcruiser bumler afsted fra hovedstaden Stanley, der ligger på den østlige af de to hovedøer på Falklandsøerne.

»Det bliver endnu værre,« lover han grinende, for lige nu kører vi på en af øens bedre veje.

Så mens vi klamrer os til bilsædet, suger vi det nye land til os.

Vejene kan være bumpede. Sådan stod der da også i beskrivelsen af den guidede udflugt, som vi har valgt at tage på.

Først i slutningen af 1990’erne begyndte man at bygge veje i landet. Tidligere kørte de lokale blot over markerne. Nu er der imidlertid etableret en form for vejnet gennem øens bakkede terræn. Men ordet veje er måske endda misvisende. For vejene er stampede grus- og jordveje, der er anlagt tværs gennem naturen uden at tage hensyn til sving, bakker eller vandløb.

Og Stephen får ret. Det bliver værre.

Selv om farten er lav på de interimistiske veje, ryger vi op og ned i sæderne, når Landcruiserens hjul forcerer det ujævne terræn. Til gengæld har vi god mulighed for at opleve øens rige fugleliv med alt fra småfugle til gæs, albatrosser, falke og høge.

Pludselig stopper vejen brat ved et vandløb. Broen over vandet er brudt sammen. Masser af tanker løber gennem vores hoveder, for hvordan kommer vi så videre? Stephen sænker roligt farten, kører gennem vandet, som når op over bilens hjul, hvorefter bilen ubesværet kravler op ad skrænten, fortsætter over den knoldede mark og fanger vejen igen længere fremme. Glem alt om lave, lækre sportsvogne. Her er det ubetinget nødvendigt at køre i firehjulstrækker.

Brægende får frem for os

Stephen fortæller, at vi er heldige med vejret, for det er sjældent så klart som denne dag. Vi har derfor god udsigt til øens vindblæste landskab med de mange bakkekamme, som vejen snor sig gennem samt de gule, tørre og enorme græssletter med sorte klippesten, der fortsætter og fortsætter i det uendelige. I ny og næ anes små træhuse i det stenede landskab.

Men hvad er nu det, der sker foran os på vejen? Umiddelbart ligner det, at vejen er fyldt med store grå sten, der kommer trillende imod os.

»Så får I også oplevet det,« siger Stephen.

”Stenene” er mange hundrede får, der er i gang med at blive flyttet fra en slette til en anden. Øernes mere end femhundrede tusinde får har fortrinsret til vejene, og når nogle skal flyttes, må vi tobenede holde ind til siden og lade dem passere. Seks australske fårehunde og et par fårehyrder på ATV-køretøjer styrer professionelt slagets gang. Lige indtil fårene får øje på os, der er stået ud af bilen. For nu er der er optakt til panik. De skubber og maser til hinanden for at komme så langt uden om os som muligt. En højlydt brægen fortæller, at de foretrækker at have vejen og naturen for sig selv. Og vi må pænt sætte os ind i bilen, indtil vejen er fri for får, og før vi kan fortsætte nordpå til pingvinkolonien. Imens fortæller Stephen, at fårene er 100 procent økologiske og lever frit. De klippes en gang årligt og har en kraftig og stiv uld, som eksporteres. Det samme gør en stor del af lammene, der er særdeles populære på grund af den økologiske frie opdræt.

Pingvinernes præmisser

De cirka en million pingviner på Falklandsøerne består af fem forskellige arter, hvoraf vi skal møde Konge-, Gentoo- og Magellanpingviner i kolonien på North Pond. De to sidstnævnte lever her fast, og Kongepingvinerne kommer jævnligt på visit.

Den sidste halve times kørsel er total off-road. Her er absolut ingen vej. Stephen styrer med sikker hånd den bumlende Landcruiser gennem marker, sten, bakker, dale, vandløb og mellem masser af flygtende får, inden han stopper på en bakketop. Voila: Foran os ligger det krystalklare Atlanterhav og den gråhvide strand, der er spækket med pingviner.

»Vi må være her på pingvinernes præmisser,« pointerer Stephen og fortæller, at hvis pingvinerne bliver skræmte, flygter de ud i havet, og så ser vi ikke mere til dem. Med små forsigtige skridt nærmer vi os de store flokke af Gentoo- og Magellanpingviner. Førstnævnte har en hvid plet over øjnene og et snehvidt bryst. Magellan har en hvid rund aftegning fra øjnene og ned til halsen og en rund sort markering på det hvide bryst.

Da vi sætter os på hug, kommer de imod os og står på under en meters afstand. De virrer med hovedet, kigger nysgerrigt og vrikker videre.

Nogle af de store Kongepingviner er kommet på besøg, og med en højde tæt på 95 centimeter rager de godt op over vores knæ. De lever op til deres navn. Går stille og majestætisk rundt med løftet hoved. Kongepingvinerne lægger kun ét æg, som de udruger stående i fjerposen mellem benene.

Stille kan man absolut ikke kalde de lidt mindre Gentoo- og Magellanpingviner, der bygger reder i huller i jorden bag ved stranden, hvor de normalt lægger to æg, som forældrene skiftes til at ruge på. Deres aktivitetsniveau er langt mere hektisk. Voksne og unger vralter mellem hinanden og skræpper højlydt.

I vild galop styrter de rundt. Nogle med et par unger efter sig. Andre forsøger at undslippe ungerne for at skaffe mere mad i havet. De er uafbrudt i bevægelse.

Det er god underholdning at kigge på de sjove fugle i deres skinnende ”kjole og hvidt”-fjerdragt, når de vrikker af sted i kolonien, klapper med vingerne, skræpper med næbbene og ruller sig i sandet.

Ungerne i den grå, pjuskede babyfjerdragt spejder ivrigt efter de forældre, som er på stranden og i havet for at fange føde til dem. Ikke alle forældre overlever turen, for i havet venter større rovfisk på pingvinforældrene. De tilbageblevne, forældreløse unger dør en langsom sultedød, som gribbene udnytter.

Fra yderkanten af kolonien holder de øje med de svageste, og når disse ikke kan kæmpe eller flygte mere, slår de ådselædende rovfugle til.

Det er svært at slippe pingvinerne, men forude venter mindst to timers bumpende kørsel for at komme tilbage til hovedstaden. Vi forundres igen over den barske kørsel, som er hverdagskost for indbyggerne og kigger ud over de gule marker med den stride græs, som fårene æder, den rå natur med sten og klipper og de sporadiske træhuse.

Da vi temmelig mørbankede kravler ud af Stephens bil, siger han:

»Jeg håber, at I tager herfra med gode oplevelser i bagagen, for jeg har vist jer det bedste, vi har: Vores vilde natur og dyreliv.«

Fire råd til rejsen

Stanley

Stanley er med sine godt 2.000 indbyggere verdens sydligste hovedstad, og tilhørsforholdet til England er tydeligt. Det britiske flag vejrer, pubber serverer engelsk øl, og her er adskillige engelsk inspirerede huse samt de karakteristiske røde telefonbokse. Det er en lille hovedstad, hvordet meste ligger i gåafstand. Besøg for eksempel Falklands Island Museum, Historic, Dockyard Museum eller Christ Church, der er verdens sydligste anglikanske kirke.

Falkland Islands Visitor Information har hjælpsomt personale. Her kan man også købe bøger om øerne. Se mere på:

www.falklands.gov.fk og www.falklandislands.com

Pubber i Stanley

Hvis du trænger til en øl er følgende et besøg værd: The Globe Tavern, der er en klassisk engelsk pub. Victory Bar, en livlig pub med pubmenu og mange forskellige øl samt Deano’s Bar, hvor man kan få øl, burgere og fish n' chips.

Uden for Stanley

Udover North Pond findes der flere fugle- og pingvinkolonier, f.eks. Bluff Cove Penguin Rookery, Volunteer Point, Hadassa Bay og Beach Point.

Påklædning

Der er koldt og blæsende på Falklandsøerne også i deres sommermåneder. Husk derfor varmt tøj, halstørklæde og vanter.