Se nordlyset på besøg hos samerne

Da vi drejer ind på pladsen, er det første, der fanger blikket en lille tæt kvinde, som med sit store smil og farvestrålende tøj lyser op i det bare snebeklædte landskab. Kvinden hedder Laila Inga og er samer, og sammen med sin mand Arild driver hun Inga Sami Siida, som ligger på Hinnøya i Vesterålen. Her skal hun give os et indblik i den ægte samekultur.

I vinden vajer det samiske flag i farverne rød, gul, blå og grøn, som symboliserer henholdsvis ild, sol, vand og natur. Farverne går igen i nationaldragten, som Laila Inga er iklædt. Hun kalder det også for sit "arbejdstøj". I sit arbejde med rundvisning for turister, vil hun gerne være så autentisk som mulig, men sammen med sin familie lever hun ellers et helt moderne liv med alle de nymoderne faciliteter, der hører nutiden til.

»I dag lever mange samere som alle andre. De kan have helt normale jobs som for eksempel lærer eller buschauffør, men de ser stadig sig selv som samere. Det er deres identitet,« fortæller Laila Inga, mens hun fører os op ad vejen. Her kommer vi til en teltplads, hvor vi går ind i et telt lavet af træ. Eller “lavvu” som man kalder de samiske rensdyrnomaders oprindelige boform.

Historien tæt på

Varmen og lugten af røg slår imod os med det samme, vi træder ind. I midten af teltet er et bål, hvorfra røgen bevæger sig op og ud af et hul i toppen af teltet. Bænkene, som former en cirkel, er beklædt med bløde rensdyrskind i brunlige og hvide farver.

»Det er det varmeste skind i verden,« siger Laila Inga, mens hun putter brænde på det knitrende bål, og vi finder os godt til rette. Så bryder hun til vores overraskelse pludselig ud i sang. Uden instrumenter eller ord vi kan tolke, bliver vi hurtigt fanget af lyden af hendes stemme, som på nærmest messende vis langsomt stiger og falder. Det kan ikke sammenlignes med noget, vi før har hørt. Da hun er færdig, forklarer hun, at det vi netop har lagt ører til kaldes “joik” og er den traditionelle samiske sangform.

»Det er en meget personlig sang for samerne, og hver har sin helt egen,« siger hun.

Oprindeligt var joiken en del af samernes shamanistiske religion, og blev brugt som et middel til at komme i kontakt med guderne. Da samerne blev kristne, blev joik fordømt som syndig, og sammen med den barske assimilationspolitik i 1800-tallet, hvor de måtte opgive deres sprog og kultur, har samerne i mange år haft svære vilkår. Først i 1980’erne blev de anerkendt som selvstændigt folk i den norske grundlov, og sametinget blev oprettet.

»Historien er meget tæt på. Det er ikke lang tid siden, at vi fik lov til at dyrke vores kultur, og derfor er det meget vigtig for os at holde fast i den, og fortælle om den til andre,« siger Laila Inga.

I nærkontakt med rensdyr

Rendrift har altid været tæt knyttet til samekulturen, men i dag er det kun under 10 procent af samerne i Norge, som ejer rensdyr. Inga-familien har arbejdet med rendrift i omkring 150 år, efter deres forfædre flyttede med rensdyrflokkene fra Nordsverige. Efter nogle hårde vintre hvor rensdyrene havde svært ved at finde mad, besluttede de i 2009 at bygge en indhegning, hvor de kunne fodre rensdyrene i de værste vintermåneder. For at kunne finansiere det dyre rensdyrfoder, begyndte de at åbne op for besøgende, og i dag er turisterhvervet blevet en vigtig del af familiens indtægtskilde. Som turist hos Inga Sami Siida kan man blandt andet komme helt tæt på rensdyrene, smage på rensdyrkød og købe skind og gevir fra dyrene. Laila Inga finder et rensdyrgevir frem, som hun holder henover ilden, så vi rigtigt kan se det.

»Rensdyrenes gevir falder af af sig selv hvert år, men vokser hurtigt frem igen. Det lyder som et ben, der brækker, når de falder af,« siger Laila Inga.

Nu er tiden kommet til, at vi skal ud og hilse på rensdyrene. Laila Inga fører os ud af teltet og hen til den indhegnede plads, hvor rensdyrerne med det samme får øje på os. De nærmer sig langsomt og nysgerrigt.

»De har lært, at når der kommer en stor gruppe af mennesker, betyder det, at de får noget at spise,« siger Laila Inga og griner, mens hun kærligt krammer en af rensdyrene.

»Rensdyr vil aldrig blive så tamme som heste. De bryder sig ikke om at blive rørt for meget, men de indhegnede er mere interesserede i menneskelig kontakt og vil gerne spise af hånden,« siger Laila Inga og viser os spandene med tørfoder.

»Bider de?« spørger en mand og smiler lidt nervøst, mens han rækker en udstrakt hånd hen mod dyret. Men det gør de ikke, forsikrer Laila Inga, og rigtigt nok spiser rensdyret helt roligt, mens det bliver klappet. Der er 40 rensdyr i det indhegnede område, men familien Inga har flere hundrede rensdyr gående rundt på fjeldet.

»Det er kun os samere, som har tilladelse til at holde rensdyr, og vi har ret til at lade vores rensdyr gå rundt i naturen, selv om vi ikke ejer jorden,« fortæller Laila Inga.

»Men hvordan sikrer man så, at de ikke løber helt væk,« vil én vide.

»Rensdyr er ligesom laks,« siger Laila Inga og forklarer:

»De vender tilbage til det sted, de er født igen og igen. Jeg kan sætte dem fri på den venstre bjergside, men to dage senere er de tilbage på den højre bjergside, for det er der, de er født,« siger Laila Inga, som aldrig er i tvivl om, hvilke rensdyr, der tilhører familien.

For det utrænede øje kan det synes nærmest umuligt at kende forskel på de forskellige rensdyr, og det tager da også flere års træning at lære det, fortæller Laila Inga.

Rensdyrene får skåret et lille mærke i øret, så der ikke kan opstå tvivl om, hvem de tilhører. Øremærkningen foregår ved en stor folkefest, hvor store som små samere deltager. Laila Ingas egen søn har endnu ikke lært den ældgamle kunst at skære øremærker, men det er noget, der ligger hende meget på sinde.

»Samere i dag er moderne mennesker, og ligesom alle andre børn bruger min søn også mobiltelefon, computer og så videre. Men det er samtidigt vigtigt for mig, at han også lærer om den samiske kultur, sproget og rensdyrene, for det er en vigtig del af vores historie,« fortæller Laila Inga og tilføjer:

»Og det er ikke kun vigtigt for mig at give det videre til mine børn, men også til alle andre mennesker, som har lyst til at lære om samerne. Det er derfor, jeg gør det her. Jeg ønsker, at give vores gæster et indblik i samekulturen, som de ikke kan læse sig til i bøger.«

Tre råd til rejsen Hval-safari

Langs Vesterålens kyst kan du få et glimt af havets mægtige giganter. Flere arrangører har “hvalgaranti”, så hvis du skulle være så uheldig ikke at se nogen hvaler på din første tur, kan du tage på en ny tur gratis eller få dine penge tilbage.

Nordlys

I Vesterålen er der gode muligheder for at opleve det fascinerende og farverige lys, som går under det latinske navn ”aurora borealis”. Nordlyset er egentlig til stede hele året, men er mest synligt fra efterår til forår – dog er der aldrig nogen garanti for, at man kan opleve det smukke lys, da det også afhænger af, hvor klart vejret er.

Rumskibet Aurora

Er man nysgerrig på nordlyset, er der masser at lære på oplevelses- og læringscentret Rumskibet Aurora, som er tilknyttet Andøya Space Center. Stedet egner sig godt til børn, da man blandt andet kan deltage i en simuleret opsendelse af et rumskib.