Tag din hobby med på temakrydstogt
Lige meget om du holder af 1980'er bandet Kiss eller katte, så findes temakrydstogtet. Her en guide til alternative krydstogter.
For de musikalske
På cruise med Kiss
Dette krydstogt må være den ultimative oplevelse for fans af rockbandet Kiss. I selskab med 2.000 Kiss-fans fra mange forskellige lande sejles der fra Miami til Jamaica.
Båden er fuld af rockede oplevelser. Med hele seks musikscener, casino, bowlingbaner, spabad, tennisbaner og fitness er der nok at lave ombord. Højdepunktet på turen er en live intimkoncert med bandet, det hele drejer sig om.
Kiss spiller alle sange fra deres gennembrudsalbum ”Alive”.
Derudover spiller bandet en velkomstkoncert, når skibet sejler fra hangaren i Miami. Det gør de uden deres karakteristiske masker, hvilket en Kiss-fan ved, næsten aldrig forekommer. Krydstogtet giver dig mulighed for at komme helt tæt på dine gamle idoler.
- Turen: Miami – Jamaica - Miami
- Hvonår: 30. oktober – 3. november, 2015
- Pris: Fra 3.700 kr.
- Hjemmeside: www.thekisskruise.com
Find de gamle neonbluser frem
Stod du i 80’erne i diskokuglens skær og svingede håret i takt til tonerne af ”Get down on it”, så er ”The 80’s Cruise” det rigtige krydstogt for dig. Med navne som Kool & The Gang, Startship og Huey Lewis And The News på musikprogrammet er The 80’s Cruise en oplevelse for en hver disker.
Alt handler om de glade dage i firserne, og det er ikke kun koncerterne, der tager dig tilbage til tiden, hvor kreppet hår var lige så smart, som Queen var populære.
På båden er der filmkostume-fest, Top Gun-karaoke og filmaftener med film – pudsigt nok– fra firserne. Udover de mange aktiviter så er skibet også fuld af faciliteter. Du kan gå til yoga, i fitnesscenter eller blot sole dig på dækket.
- Turen: Fort Lauderdale – Puerto Rico – St. Thomas – Bahamas – Fort Lauderdale
- Hvornår: 28. februar – 6. marts, 2016
- Pris: Fra 12.500 kr.
- Hjemmeside: www.the80scruise.com
Et flydende øvelokale
Med mere end 70 shows på fem scener bliver det svært at få tid til at se alle koncerter ombord. Selv for den største blues-fan. På ”The Blues Cruise” bliver der spillet koncerter, jammet, og du kan sågar bringe dit eget instrument og spille med nogle af de professionelle blues-kunstnere, der er med på skibet.
”The Blues Cruise” gør meget ud af, at skibet fungerer som et stort musiklokale, hvor man kan møde nye mennesker, lære af hinanden og slappe af med musikken i centrum. Når spaden skal have en pause, er der andre ting på programmet. Der bliver holdt temaaftener, workshops og enkelte aftener kommer der overraskende gæstestjerner.
- Turen: San Juan, Puerto Rico – Barbados – San Juan, Puerto Rico
- Hvornår: 29. oktober – 5. november, 2016
- Pris: Kun muligt at pre-booke, hvilket koster 3.300 kr. På det forgangne krydstogt var priserne mellem 9.300 kr. og 70.000 kr.
- Hjemmeside: www.bluesecruise.com
På aktiv ferie
All-in-one og personlig caddie
På dette cruise kan du spise god mad, få wellness, gå til cocktailfester eller se på vine i skibets vinkælder. Du kan også bare nyde det stille liv ombord.
For når du ikke er på skibet, er der nemlig nok at lave. Hver dag får du lov til at spille golf på nogle af de bedste baner i Storbritanien. Krydstogtet tager 11 dage, og du får lov at gå fem runder på golfbaner, som alle ligger i den engelske natur. Turen slutter af med, at du tager ind og ser finaledagen i British Open.
Så hvis du har en lille Tiger Woods i dig, er det måske et krydstogt for dig. Et golfcruise inkluderer selvfølgelig din personlige caddie på hele turen.
- Turen: Dublin, Irland – Holyhead, Wales – Liverpool, England – Glasgow, Scotland – Belfast, Nordirland – Cork, Irland – Southampton, England
- Hvornår: 11. juli – 22. juli, 2016
- Pris: Fra 28.500 kr.
- Hjemmeside: www.golfahoy.com
Løb maraton i små bidder
Man kan løbe 42,195 kilometer til Copenhagen Marathon, ligesom alle de andre. Eller du kan tage samme distance og sprede den ud over syv dage og lade de franske floder danne ramme for præstationen.
Runningcruise er, som navnet antyder, et krydstogt for løbeentusiasten. Her kombineres de smukke omgivelser langs Seinen og Rhônefloden med ekstraordinære løb på bl.a. de klassiske Tour De France-ruter, på dækket af skibet og et finaleløb i Paris’ gader.
Der løbes en kortere eller længere distancer cirka hveranden dag. Når alle ruterne lægges sammen, har du løbet de berømte 42,195 km. Når du ikke løber, kan man deltage i krydstogtets løbeseminarer og træningstimer om bord på skibet. Der er også erfarne instruktører på skibet, der giver løbetips og gode råd.
- Turen: Fra Arles langs de franske floder til Lyon
- Hvornår: 21. oktober – 28. oktober, 2016
- Pris: Fra 25.000 kr.
- Hjemmeside: www.runningcruise.com
Sport for hele familien
De fleste krydstogtsskibe har en eller anden form for motion om bord, men hvis du tager med skibet ”Anthem Of The Seas” på et syv dages krydstogt fra New Jersey til Bahamas, så sejler du med et af de krydstogtsskibe med mulighed for flest sportsaktiviteter.
På skibet er der klatrevæg, skøjtebane, golfsimulator, multi-sportsbane, vandland, basketballbane, fitnesscenter, løbebane og faldskærmssimulator.
Dette cruise er oplagt for en hel familie, da det udover alle sportsfaciliteterne har andre aktiviteter for alle aldre. Der er både teenagediskotek, kunstaktioner og adventureklub for børn.
- Turen: New Jersey – Bahamas – New Jersey
- Hvornår: 11. december – 20. december, 2016
- Pris: Fra 27.000 kr. for en kahyt
- Hjemmeside: www.spies.dk
Tid til fordybelse
Yoga langs Tyrkiets kyst
I Middelhavet kan du komme på en uges lang yogarejse. Dagen starter med morgenyoga på dækket, mens solen står op over båden. Resten af dagen går med at sejle til forskellige strande langs Tyrkiets kyst, spise traditionelle tyrkiske retter og ellers bare have tid til at fordybe sig i sin passion.
Der er yogatimer hele tiden, så du kan dyrke yoga, når det passer dig.
Der er undervejs muligheder for at snorkle og besøge flere seværdigheder i området. Undervejs på turen er der undervisning af den berømte yogalærer Danny Paradise. Med det navn kan det vist ikke være andet end godt.
- Turen: Fethiye – Gemiler - Öludeniz – Göcek – Yassica – Katranci - Fethiye
- Hvornår: 28. maj – 4. juni, 2016
- Pris: Fra 7.500 kr.
- Hjemmeside: www.yogacruise.net
Strik dig igennem Holland
Hvis du er en haj til at strikke, er dette krydstogt som skrædderstrikket til dig. Her får du mulighed for at se det bedste af Holland og strikke samtidig. For mens skibet flyder gennem det flade hollandske landskab, kan du sidde på dækket og strikke løs. Du kan øve dig i alt fra kabelstrik til hækling, og underviserne på dette krydstogt kalder sig selv mesterstrikkere.
De få gange strikketøjet er lagt på hylden, er på grund af dagsture i de hollandske byer på vejen. To af dagene slår skibet et smut forbi Belgien, hvor der specielt i Brügge er mulighed for at komme i nogle gode garnbutikker.
- Turen: Amsterdam - Edam - Volendam - Nijmegen – Antwerpen – Brügge – Gent – Willemstad – Kinderdijk - Amsterdam
- Hvornår: 2. maj – 9. maj, 2016
- Pris: Fra 18.000 kr.
- Hjemmeside: www.craftcruises.com
For katteelskere - uden katte
Dette er krydstogtet for dig, som elsker din kat. Fænomenet opstod, da stifteren af Meow Meow-krydstogtet Anna Conway kom til at tænke på, hvor mange gange hun havde været på et krydstogt og var endt med at sidde og snakke med mennesker om hinandens katte. Derfor bestemte hun sig for at lave et krydstogt for katteelskere.
Krydstogtet er fire dages fordybelse i kattens verden. Her er der rig mulighed for at dele katteoplevelser og snakke om deres personlighed. Lange snakke om katte kommer formodentligt til at fylde en del på dette krydstogt, for du må nemlig ikke tage din kat med på skibet. Men så kan man sende et postkort hjem til sin kat, som stifter Anna Conway selv siger det.
- Turen: Tampa, USA – Cozumel, Mexico – Tampa
- Hvornår: 21. april – 25. april, 2015
- Pris: Fra 5.000 kr. for en kabine til to
- Hjemmeside: www.meowmeowcruise.com