10 ting du SKAL i Singapore
Singapore er gennemreguleret - men bestemt et besøg værd. Se den danske studievært Claus Elmings top-ti liste til Singapore.
"Singapore is a fine city." Sådan står der på mange T-shirts, som man kan købe på markeder rundt omkring i byen. Men med "fine city" menes der ikke ikke en fin by, men derimod den anden betydning af det engelske ord "fine", nemlig bøde. Ordspillet er ganske relevant, for Singapore er en fin by, men også en konstrueret by, hvor man kan få bøder for alt.
Jeg havde godt hørt om det der med, at man ikke må spytte tyggegummi ud på gaden, men nej, det er endnu værre. Du må ikke engang tygge tyggegummi. Faktisk bliver det betragtet som at smugle, hvis du bliver taget med en tyggegummipakke i lufthavnen. Du kan også få en bøde for at køre på skateboard eller smide et stykke papir på jorden - eller sågar for at stille dig op og holde en offentlig tale. Antallet af underlige love, der er sat ind for at gøre Singapore til en fin by, er uendeligt, men til gengæld fungerer alt, og byen er tæt på at være det sikreste sted i verden. Der er næsten ingen kriminalitet, idet lemfældig omgang med loven straffes hårdt, enten med bøder, stokkeslag eller fængsel, og når det kommer til våben og narkotika snakker vi dødsstraf. Ingen nåde. Af med knoppen!
Singapore er jo egentlig både en ø, et land og en by i ét. Singapore har præcis som Danmark lidt over 5,5 millioner indbyggere, men hvor vi er spredt over et areal på 43.000 kvadratkilometer, så er Singapores indbyggere begrænset til 715 kvadratkilometer. Landet er ca. 45 km fra øst til vest og 23 km fra nord til syd - svarende til afstanden fra København til Roskilde i bredden og fra Hørsholm til Valby i højden.
Dermed er der rig mulighed for at komme omkring på øen og se en masse af de ting, som ikke lige befinder sig i Singapore by, selv om man sagtens kan bruge mange dage her. Det er billigt at køre i taxa, men metroen fungerer også helt sublimt og fragter dig lynhurtigt rundt i byen for 8 kr. pr. tur eller 100 kr. for et tredages-pas.
Jeg har netop besøgt Singapore og må sige, at jeg synes, det er en meget seværdig by og helt klart et besøg værd. Enten som en selvstændig ferietur eller i kombination med en tur til f.eks. Thailand.
Her er mit bud på 10 ting, du SKAL se i Singapore:
1. Besøg Marina Bay Sands
Det er blevet Singapores nye vartegn. Skibet, der ligger henslængt over tre hoteller i 57 etagers højde. Det er lidt ligesom Operahuset i Sidney eller Eiffeltårnet i Paris: Selv om man har set masser af billeder af det i forvejen, så kan man ikke lade være med bare at skyde løs. Det er et vildt imponerende byggeri og meget unødvendigt på den fede måde. Med sine 2600 værelser er det verdens 34. største hotel, og har du lige vundet i lotto, kan du booke den eksklusive Chairman Suite på 629 kvadratmeter til en pris pr. døgn på 120.000 kr.
Men du kan også nøjes med at tage op og besøge den udendørs skybar Ku Dé Ta. Det er i modsætning til mange af byens andre tagbarer gratis at komme ind her, hvor du kan nyde en drink eller få et måltid mad, mens du har en fabelagtig udsigt ind over Singapores skyline.
www.marinabaysands.com/sands-skypark
2. Wonder Full
En anden helt gratis fornøjelse - ja, faktisk to - finder du lige i nærheden af Marina Bay Sands. Hotellet ligger sammen med et stort casino og et shoppingcenter (hvor du kan sejle rundt i små både eller tage dig en time på skøjter, hvis du har lyst til det), og hver dag kl. 20 og kl. 21.30 er der et meget spektakulært laser- og vandshow i havnen foran centeret. Her stimler i hundredvis af turister - og enkelte lokale - sammen for at se 12 minutters imponerende leg med vand, ild og lys. Det har taget tre år at udvikle showet, som består af laserlys og film projekteret op på tre lærreder lavet af helt tynde vandkaskader, akkompagneret af musik. Midtvejs i showet står der pludselig flammer op, så de allerforreste får sig et gedigent chok.
Showet hedder Wonder Full og er en hyldest til menneskeheden og slutter meget passende af med Louis Armstrongs “What a Wonderful World” sunget af to af Singapores største sangstjerner, selvfølgelig også projekteret op på vandlærrederne.
www.marinabaysands.com/entertainment/wonderfull
3. Gardens by the Bay
Napper man kl. 20-showet af Wonder Full kan man lige nå over i Gardens by the Bay, der ligger bag ved hotellerne og ligeledes er vanvittigt imponerende. Her er der lysshow kl. 20.45, hvor de store kunstige træer i haven pludselig kommer til live. Det er ikke som i "Ringenes herre", hvor træerne kan tale eller bevæge sig, men et lysshow, hvor tusindvis af dioder i træerne lyser op i forskellige farver til tonerne fra titelmelodier til forskellige film. Det er meget imponerende, og har du ikke spist endnu, kan du passende sætte dig op i IndoChine-restauranten øverst i det største af træerne, med rette kaldet Supertree.
Men Gardens by the Bay er også et besøg værd i dagtimerne, for her er der et væld af muligheder for både børn og voksne for at udforske natur og fauna i gigantiske drivhuse, der blandt andet indeholder verdens højeste indendørs vandfald på 35 meter.
4. Raffles Hotel - Singapore Sling
Overalt i Singapore hænger der skilte med SG50, hvilket betyder, at det i år er 50 år siden, at Singapore blev selvstændigt. Men det er ikke ensbetydende med, at Singapore kun er 50 år. Faktisk kan bosættelser dateres tilbage til omkring år 200, men det var først i 1819, at Singapore rigtigt bliver en handelsby, da Sir Stamford Rafflles ankom og lavede en engelsk forpost. Masser af steder i Singapore (og andre steder i verden) er opkaldt efter ham og således også det meget berømte Raffles Hotel. Det er altså ikke Sir Raffles selv, der har grundlagt hotellet, men derimod fire armenske brødre, der åbnede hotellet i 1887.
Hotellet er hvidt og smukt med fine haver og ekstravagante rum, barer og restauranter, og ja, så er det her, man kan få den berømte drink Singapore Sling. En spiritusmæssigt ganske kraftig drink med masser af gin, juice og diverse frugter. Den var oprindeligt beregnet til kvinder, da det ikke var fint for kvinder i det bedre borgerskab at drikke stærk alkohol, og derfor opfandt man The Singapore Sling, der nok smagte sødt, men også havde en vis … hvad skal vi kalde det … interessant effekt!
Prisen for en Singapore Sling er 34 Singapore dollars, ca. 170 kr., men den er et must, hvis du er på de kanter.
5. One Raffles Place
Et andet sted, der er opkaldt efter Sir Stamford Raffles, er Singapores højeste bygning, One Raffles Place. Bygningen ligger i forretningsdistriktet, som i sig selv er et besøg værd med masser af shopping, flotte bygninger og et væld af mennesker. One Raffles Place er en kontorbygning og har "kun" 63 etager, men er 282 meter højt - i modsætning til Singapores og Asiens højeste hotel, Swissôtel The Stamford, der har 73 etager og kun er 226 meter højt. Øverst på One Raffles Place ligger rooftop-baren The Altitude med frit 360-graders-view ud over hele Singapore, ja, faktisk kan man se helt til Malaysia. Det er verdens højest beliggende udendørsbar.
Når man står her og kigger over på Marina Bay Sands og skibet i 57 etagers højde, føler man sig virkeligt højt oppe. Sørg for at komme kl. 17.30, for kl. 18.00 går det løs med to timers fuld knald på med DJ's, der spiller op, og cocktails, der flyver over disken. Det koster 25 singapore dollars eller ca. 125 kr. at komme op i One Raffles Place, men så får du også en drink med i købet, og udsigten alene er alle pengene værd. Lige under tagbaren ligger restauranten Stellar, som serverer noget af Asiens bedste (og dyreste) mad.
6. The Singapore Zoo
Singapore er kendt for mange ting, og én af dem er den zoologiske have - eller haver, om man vil. Zooen ligger ca. en halv times kørsel fra byen i taxa (ca. 125 kr. hver vej) og er faktisk fire forskellige parker: Der er selve den zoologiske have med dyr fra hele verden. Her er det muligt mod ekstrabetaling at spise morgenmad med orangutanger, hvor man sidder klos op ad de menneskelignende aber og indtager dagens første måltid. Lidt interessant fakta, som jeg lærte i forbindelse med mit besøg, er, at de aber, der på engelsk kaldes "apes", ingen haler har, mens de aber, der kaldes "monkeys", har. Det vidste jeg ikke.
Jeg lærte også, at "Orang" betyder menneske, og at "Utang" betyder skov, altså betyder Orang-utang skov-menneske og udtales i øvrigt Orang Utang!
Ved siden af den første park ligger The River Safari. Det syntes jeg, var virkelig spændende. Her får man en komplet gennemgang af verdens største floder og deres dyreliv, og parkens største attraktion er uden tvivl de to pandaer, der imponerer både børn og voksne. Zooens tredje park er The Night Safari, som flere gange er blevet belønnet med priser. Her har de dyr, der primært regerer om natten, og turen er virkelig spændende og med masser af interessante dyr. Der er også mulighed for at se løver blive fodret og høre hyæner le. Til sidst er der en fuglepark, som jeg dog ikke besøgte.
Det er muligt at klare tre parker på en enkelt dag, og det koster lige under 100 singapore dollars, hvis du bestiller online.
7. Cykeltour/Madtour
Noget af det bedste, jeg ved, når jeg kommer til et nyt sted, er at tage på en guidet cykeltur rundt i byen. Det har jeg gjort i Bangkok, Sidney, Auckland og flere andre steder, og det er en vidunderlig måde at se byen på.
Det samme gør sig gældende i Singapore. Jeg valgte firmaet Letsgo, der er en af flere cykeltour-udbydere i Singapore, og jeg fik en supergod guide med på turen. I modsætning til i mange andre byer kørte vi i Singapore på nogle små cykler med minihjul, men det fungerede perfekt.
Vi fik ikke blot en tour, men en indførelse i Singapores historie, økonomi, arkitektur og politik. Samtidig kom vi rundt i små lokale områder, som man ikke finder på egen hånd og ikke kan komme ind i med en turistbus. På den måde finder man ud af, hvilke områder man gerne vil tilbage til på egen hånd, og det er anbefalelsesværdigt at tage touren på en af feriens første dage.
Samme eftermiddag fortsatte jeg touren ved at kaste mig ud i det kulinariske Singapore med en guidet tour i Chinatown sammen med en lokal guide fra firmaet Urban Adventures. Også her er der flere forskellige udbydere af madture, så tjek f.eks. hjemmesiden TripAdvisor eller et andet site for at finde ud af, hvilken tour der passer dig bedst.
Vi besøgte nogle af de lokale hawkercenters (madcentraler), hvor vi fik noget virkelig lækker lokal mad, der kostede ca. 10 kr. pr. ret. Hainanese chicken rice, laksa, og carrotcake, der absolut intet har med gulerodskage at gøre, er nogle af de lækkerier, vi kastede os ud i. Jeg er vild med mad fra eksotiske lande, og Singapores køkken skuffede mig ikke.
8. Flodtour
En anden klassisk måde at se en by på er fra vandet. Det har jeg gjort i Chicago, Melbourne, ja sågar i København. I Singapore er der to udbydere, og det er lidt lige meget, hvilken du vælger, men jeg vil nok anbefale den, der hedder Singapore River Cruise. Det koster 24 singapore dollars eller ca. 120 kr. for 40 minutters sejlads op ad floden, hvor man sejler gennem de forskellige havnemiljøer, kommer helt tæt på alle de høje bygninger, sejler forbi Singapores officielle vartegn, The MerLion - halvt havfrue, halvt løve. Singha-pura betyder løvebyen, og da det i gamle dage var en fiskerby, er det officielle vartegn nu kombinationen af en havfrue og en løve.
Til sidst sejler båden ud i den store marina, hvor alle de ombordværende knipser løs på kameraerne, når man sejler tæt ind under Marina Bay Sands-hotellet og forbi det store pariserhjul The Flyer, som jeg ikke har taget med i denne top-10, men som bestemt er et besøg værd.
Touren går frem og tilbage i hver sin side af floden, hvilket betyder, at man bare kan blive siddende på dit sæde - for først får man den ene side at se og på tilbagevejen den anden. Man behøver altså ikke at kaste sig desperat fra fra side til side for at få det helt rigtige billede.
9. Chinatown/Little India
Singapore er et multikulturelt samfund med ikke færre end fire officielle sprog: malaysisk, engelsk, kinesisk og tamil (indisk dialekt). Mest brugt er kinesisk og engelsk, og faktisk er det efterhånden kun militære kommandoer og nationalhymnen, der er på malaysisk. Med det multikulturelle samfund kommer også et multireligiøst samfund, og her kunne resten af verden lære noget. Inden for 50 meter af porten til Chinatown ligger et buddhistisk tempel, en muslimsk moské og et hindutempel. Og lidt længere nede ad gaden ligger en kristen kirke. De lever alle i bedste velgående med respekt og forståelse for hinanden.
Chinatown er både en kulinarisk og shoppemæssig oplevelse. Her kan du købe diverse former for turistskrammel, som synes virkelig relevant, når du står midt i det, men måske er knap så dekorativt, når du står hjemme i stuen. Ikke desto mindre skal du besøge Chinatown og også Little India, der ligger inden for et par stop med metroen.
I Little India finder du en stribe forskellige templer og små, farverige paladser, og så er der rig mulighed for at få prøvet autentiske indiske retter uden at tage helt til Mumbai. Skal du shoppe her, er prisen, som du ser den, mens du I Chinatown godt kan prutte lidt om den.
10. Sentosa Island
Er du til luksus, forlystelser og golf, så er Sentosa Island et sted, du ikke må gå glip af. Sentosa er en lille ø, der ligger lige syd for resten af Singapore og er landets Beverly Hills. Din tur til Sentosa starter med en tur fra fastlandet via en gondollift, hvor du har den perfekte udsigt tilbage mod Singapore by og ud over Sentosa med dens milliondollars-villaer, forlystelsesparker, strande og golfbaner. Der er tre forskellige strande på øen, hvor du sagtens kan tilbringe en hel dag, hvis den bare skal stå på afslapning efter et par hektiske dage i selve Singapore by.
Er du til adrenalinpumpende oplevelser, skal du prøve MegaZip Adventure Park, hvor der er rig mulighed for at prøve dine egne grænser af, hvad angår højdeskræk og mod, når du kravler rundt i op til 72 meters højde. Universal Studios og 4D Adventureland er også et besøg værd, men kan principielt besøges andre steder i verden.
Til gengæld har du på Sentosa mulighed for at spille en af verdens flotteste golfbaner. The Serapong er fast inventar på The Asian Tour og tidligere også på Europatouren i golf (ja, ja, det lyder mærkeligt, men den er god nok), når den hvert år lægger græs og greens til Singapore Open. Banen er tidligere kåret til den bedste i Asien og kommer også til at koste dig den fornemme sum af små 2.000 kr. i greenfee og buggy. Men er du golffanatiker, og vil du spille en bane, som du kan tale om for evigt, så er The Serapong et must.