Drømmen om øen og havet

Varanen er væk på et splitsekund. Den spættede, grønbrune krop basker blade og grene til side og forsvinder ind i krattet. Forreste mand hopper op i et spjæt.

»Den var mindst en meter lang,« udbryder han og forsøger at få endnu et glimt af varanen bag busken. Men den er væk. De tre rejsefællers tunge, knasende fodtrin jog dyret bort.

De fortsætter færden gennem høje, stikkende buske. Med rifter og myggestik på arme og ben når de ned til stranden. Kokospalmer bukker sig ind over det kridhvide koralsand.

”Dunk” lyder det med jævne mellemrum, når en kokosnød rammer jorden. Bølger af klart vand svøber sig ind over strandkanten. De fire er alene på øen.

Ud for kysten ligger deres midlertidige hjem for anker, en hvid, enmastet sejlbåd med i alt 11 danskere om bord. Gruppen er taget med sejlbåden Naveren for at udforske Andamanerne, en indisk øgruppe i den Bengalske Bugt. Her i naturreservatet Mahatma Gandhi Marine National Park har de fundet det, de søgte – øer, som er Robinson Crusoe værdig.

Ingen færger med larmende turister

På fordækket af båden spejder 21-årige Katrine Korfix ud over klippeøen. Hendes brune hår er vådt efter en snorkeltur i vandet. Inden hun gik om bord på Naveren, rejste hun med rygsæk over land i Indonesien og Indien. Til september begynder hun på universitetet i København.

»Jeg holder meget af at backpacke, men det her er helt unikt. Vi ligger ved en fantastisk smuk ø og er det eneste sejlskib, ja, de eneste mennesker i miles omkreds. Her kommer ingen færger sejlende ind med bunker af larmende turister, og stranden er ikke plastret til med resorter og liggestole. Det giver en følelse af noget autentisk, gammelt og uopdaget. Tanken om, at vi er langt fra civilisationen, fascinerer mig, især fordi der sandsynligvis ikke er mange af den type steder tilbage i verden.«

Øen er dog ikke fri for tegn på mennesker. Oppe i buskadset ligger bunker af plastikposer, flasker, klipklappere, fiskegarn, handsker og andet skrammel, som havet har skyllet ind ved højvande. Katrine sukker.

»Menneskets affald er overalt. Det minder mig bare om, hvor vigtigt det er, at vi passer på den her klode.«

Størstedelen af besætningen gik som Katrine Korfix om bord på Naveren ved Phuket i Thailand. Iblandt dem er hendes far, mor og bror. Gruppen bruger halvanden måned af den danske vinter på at sejle ud til Andamanerne, besøge øerne og sejle båden tilbage til Thailand. Et par stykker fra besætningen stod på i Andamanernes hovedby, Port Blair. Den aarhusianske båd har været tre gange rundt om jorden og er af sted for fjerde gang. Cirka 30 danske andelshavere driver båden og rejser jævnligt med den. Gaster kan også hoppe på undervejs.

Som f.eks. Ole Nørregaard Hansen. Siddende i cockpittet fører han en mørkegrøn plastikkop op til sit gråhvide skæg og tager en slurk af kaffen. Derhjemme er han skipper på et gammelt træskib. Han er 64 år, bor i Vejle og er pensioneret gymnasierektor. Det er anden gang, han rejser med Naveren.

»Sejlads er en mageløs transportform. Det langsomme tempo giver sjælen tid til at følge med, og jeg kan nå at tænke over, hvad jeg oplever på rejsen,« siger han og tilføjer:

»Og så er Andamanerne skabt til at blive mødt fra havet af. Lokalbefolkningen tager fra ø til ø med små fiskerbåde og færger. De lever af havet. Ved selv at komme sejlende hertil, kommer vi tættere på øboernes måde at leve på,« siger han.

Vænner sig til hinandens særheder

For Ole Nørregaard Hansen er fællesskabet på båden vigtigt.

»Vi er flere til at se, sanse og snakke om rejsen. Jeg oplever ikke kun med mine egne øjne og ører. Samtidig bliver vi også afhængige af hinanden på båden, hvad enten det drejer sig om madlavning, om at hive sejl eller fikse motor.«

Alderssammensætningen på båden strækker sig fra 17 til 64 år. Nogle er af sted med familie eller kæreste, og alle deler en kahyt to og to, på nær en enkel, som sover i stuen. Båden er 50 fod lang (ca. 15 m).

Ole Nørregaard Hansen tilføjer, at en så stor flok på så lidt plads ikke undgår konflikter. Han har ofte sejlet med større grupper.

»På fjerdedagen plejer folk at vise deres ærlige side, bliver mugne og skændes. Nogle står af, men efterhånden lærer vi at leve med hinandens særheder og bliver en rigtig fungerende gruppe.«

I sin tid var det idealer om fællesskab, som drev en gruppe folkeskolelærere til at bygge Naveren. Det skete i en lade i Trige uden for Aarhus i 1982-1985. Stærkt inspireret af Troels Kløvedals bøger ønskede de at skabe et fælles bådprojekt og tage på eventyr til de varme lande.

Har hjemmet med sig

I hold på to skiftes alle til at stå for måltider, rengøring og vagter under sejlads. Katrine Korfix kobler af til hverdagens pligter.

»Selv om det kan lyde mærkeligt, at vi gør rent og arbejder i vores ferie, så bliver det en naturlig del af hverdagen på havet. Den langsomme rejseform smitter af på livet om bord. Det føles befriende og sundt at fokusere på simple ting, og jeg kan bruge hele dagen på at læse, lave mad, vaske mit tøj på dækket og snorkle blandt koralfisk. Og så har vi vores hjem med os, når vi rejser med Naveren, hvilket er trygt, når vi rejser til fremmede egne. Samtidig slipper vi for at pakke bagagen sammen og bryde op, hver gang vi skal videre.«

Da hun snorklede ved revet tidligere på dagen, så hun en skildpadde, og lige under båden svømmer farverige fisk. Andamanerne er kendt og frygtet for saltvandskrokodiller, men her, langt fra mangroven, lever de ikke. Bådens dykkerentusiaster har fyldt luft på flaskerne med skibets dykkerkompressor og sejlet ud med gummibåden for at finde gode dykkersteder. Om aftenen falder snakken på, hvordan det kniber med levende koraller i området, og at det skyldes stigende vandtemperaturer og indholdet af kuldioxid. Lyserøde minder om de gode gamle dage fylder mørket ? dengang korallerne havde fantastiske farver.

Mødet med den gamle inder

En kakerlak iler hen over den støvede jord, undviger en sko og slipper ind under båden. Kartofler, agurker og løg i bunker ligger i kasser og kurve. En kvinde diskuterer med sælgeren. Hendes blå sari, slynget stramt om kroppen, matcher den kortærmede top og efterlader et stykke bar mave og ryg.

Uden for markedet i Port Blair dytter tuk-tukker, scootere og biler i ét væk. Røgelse, råd og trafikos ligger tungt i luften. Her i byen bor ca. 100.000 af Andamanernes samlede 343.000 øboere. Et par enkelte hvide ansigter skiller sig ud i gadebilledet – rejsende, som måske er på vej til Havelock Island, den mest turistvenlige ø i området.

Jens Christian Fogtmann på 63 år vænner sig langsomt til larmen og menneskemyldret, mens han passerer et virvar af butikker, som sælger alt fra tøj, tasker og guldsmykker til kager og blomster. Foran internetcaféen er en ko i færd med at tygge affald.

Jens Christian Fogtmann har sammen med andre fra Naveren taget gummibåden ind til land for at se sig omkring og proviantere mad og vand. Sejlskibet ligger for anker i bugten, mens krigsskibe og rustne færger ligger til kajs. Jens Christian Fogtmann har skiftet fra shorts til bukser for at være respektabel over for de lokale, forklarer han.

På det hullede fortov kommer en ældre mand med forbinding om det ene ben langsomt haltende mod ham. Da de to mænd passerer hinanden, ser inderen Jens Christian Fogtmann i øjnene, smiler, tager hans hånd, slipper den igen og fortsætter langsomt ned ad gaden.

»Da han tog min hånd, kom jeg i tanke om den åbenhed og det nærvær, som jeg forbinder med Indien. Det mindede mig om, hvor meget mødet med mennesker betyder for mig, når jeg rejser,« siger han.

Den aarhusianske psykoterapeut har tidligere opholdt sig en del i Indien. Efter hans mening er der en bagside ved at rejse med en dansk sejlbåd.

»Andamanerne er dybt fascinerende, og jeg var nok aldrig taget herud uden Naveren. Men jeg savner også mødet med lokalbefolkningen. Ulempen ved at rejse i flok er, at vi har tendens til at lukke os om os selv. Vi bliver til et lille stykke Danmark på tur rundt i verden. Når jeg i stedet rejser alene, og skal finde et sted at bo og noget at spise, kommer jeg mere i kontakt med indbyggerne. Jeg bliver typisk også længere tid samme sted og kommer lidt længere ind bag glansbilledet.«

I oceanets vold

Vandet pisker over dækket, hver gang bådens forende falder tungt mod bølgerne. Flyvefisk springer op af havet på flugt fra det tunge jernskrog. Besætningen holder godt fast i gelænder, bænk og karm i cockpittet.

Under dæk ligger fire personer med søsyge og forsøger at holde deres dvaske krop i spænd i køjerne for ikke at rulle for meget fra side til side. Koøjerne er godt lukkede, så hverken vand eller luft slipper igennem. Sveden pibler frem på panderne. Lagen og tøj klistrer til huden. Brækspand og vandflaske ligger inden for rækkevidde.

Båden er på vej over Andamanhavet. Det tager ca. fire døgn at sejle fra Phuket til Andamanernes hovedby, Port Blair.

»Det her er glimrende sejlads. Vinden er, lige som den skal være. Lad os håbe, det fortsætter,« siger skipperen Frank Korfix Mikkelsen.

Han er iført shorts, redningsvest og en pandelampe, så han altid kan se, hvad han laver. Han kanter sig ned ad trapperne og under dæk for at hjælpe med at lave mad på et vandret hængende komfur i et skib, der krænger 45 grader.

Til daglig er han tekniker ved Aarhus Universitet. Sammen med sin kone har han haft anpart i båden siden 1992 og bl.a. sejlet over Atlanterhavet. Denne gang er parret af sted med deres datter og søn. Han langer tallerkner op i cockpittet: ris med kylling i karry, en hyppig ret på turen.

Frank Korfix Mikkelsen bliver ikke søsyg. Han er i sit rette element.

»Jeg tager af sted med Naveren for at være på det store ocean, for at opleve en nattehimmel med uendeligt mange stjerner, have flere kilometer vand under mig og være i naturens vold. For mig er det både fascinerende og lidt skræmmende, fordi jeg samtidig som skipper har ansvaret for, at alle når sikkert frem og tilbage igen. Og så er jeg lidt bekymret for, at vi render ind i tekniske problemer med f.eks. motoren under rejsen og ikke kan få reservedele på Andamanerne,« siger skipperen, som jævnligt ses med et værktøj i hånden på vej ned til motor eller vandtank for at tjekke, om alt fungerer.

Hans anden hovedpine er det indiske bureaukrati. Før afrejsen i Danmark hyrede besætningen en indisk rejseagent, som lettede arbejdet med myndighederne. Alligevel stod 10 indere i blå skjorter om bord på Naveren, da den første gang ankom til Port Blair. De tog billeder, så båden igennem og indsamlede papirer. Ca. 80 sejlbåde besøger Andamanerne om året.

»Indisk bureaukrati er en oplevelse i sig selv. Og i begyndelsen virkede det umuligt. Vi udfyldte en stor mængde dokumenter, inden vi tog fra Danmark, og lige så mange da vi ankom til Andamanerne. Jeg var meget spændt på, om vi overhovedet kunne få tilladelse til at sejle rundt. Men det lykkedes, og vi kunne gå i land samme dag. Andre sejlere har ventet dagevis på grønt lys uden at kunne forlade skibet.«

Pludselig dukker et væsen op af vandet og dykker ned igen. En ny hopper op. Til sidst flokkes en hel gruppe delfiner foran skibet. Alle på nær styrmand stimler sammen på dækket for at betragte de nysgerrige dyr. Selv de søsyge løfter sig ud af køjen for at opleve dagens højdepunkt.

Kun to pøs vand til hver

Det lysner gennem koøjet. Båden ligger for anker. Milde dønninger vipper de sovende om bord og får stålskroget til at knirke svagt. Et ”plask” bryder morgenfreden. Første person er i gang med morgenritualet. Sæbe, havbad og ferskvandsskyl. Hver enkel kan tage to pøs ferskvand af de store vanddunke på dækket. Watermakeren, som laver saltvand til drikkevand, har strejket et stykke tid, så der er rationering på vandet.

Naveren bøvler med forskellige skavanker, og derfor brugte bl.a. Ole Nørregaard Hansen et par uger i Thailand for at klargøre båden inden togtet til Andamanerne.

»Jeg kan godt lide at arbejde på båden. Ferie er for mig at gøre noget andet end det daglige derhjemme. Jeg er ikke til charterrejser, hvor de skovler alt op på tallerknen for dig. Og jeg rejser ikke for at dyrke mageligheden. Man må gerne anstrenge sig og arbejde en del for sagen, inden man får sin belønning, som f.eks. at nå ud til disse skønne tropeøer.«

Nede i køkkenet hakker madholdet vandmelon, mango, banan og en kokosnød, som de har fundet på land. Ved siden af står en gryde med havregrød. Klokken i kabyssen ringer ind til morgenmad.

Jagtinstinkt i blodet

Samme aften, da mørket er faldet på, og snakken går i cockpittet, snerrer et fiskehjul pludselig hidsigt. En af sejlerne har sat line ud, og nu hiver en stærk krabat i krogen.

»Der er bid!«

Peter Korfix på 17 år griber fiskestangen i en fart. Andre kaster sig ud til rælingen for at få et blik af dyret. Båden vipper. Frank Korfix Mikkelsen springer straks ned i den ene gummibåd, tænder motoren og forfølger fisken. Flere råber i munden på hinanden: »Hvor er handskerne?«, »Kom med krogen.«, »Tag det roligt!«

Et øjeblik efter hopper Peter Korfix ned i den anden gummibåd og sejler efter – ud mod enden af linen, hvor en fisk kæmper for livet.

Efter noget tid vender far og søn tilbage. Et styks Giant Trevelly på 13 kilo ligger og basker i bunden af den ene gummibåd. Trætte får de hevet fisken op på dækket. Flere kigger begejstret på fangsten og tager billeder af jægere og bytte, mens andre sidder i cockpittet og diskuterer, om de i stedet burde have sluppet den løs igen. Men intet kan tage glæden fra Frank Korfix Mikkelsen.

»Jagtinstinktet gik simpelthen i blodet på mig. Tænk, at vi kan rejse til dette tropiske sted i verden og jage vores middagsmad. At fange den fisk med min søn er noget, som jeg altid vil huske. Det er helt sikkert en af de største oplevelser på turen.«