Rejsen gennem Islands forunderlige, foranderlige, fantastiske natur

Sneen har lagt sig sporadisk hen over de vulkanske bjergmassers furede tinder. For foden af bjergene har sneen samlet sig i den rillede struktur, og kun toppen er helt dækket af sne. Nedenfor strækker flade højlandssletter i gule og orange nuancer sig, så langt øjet rækker.

Lidt længere nede ad vejen afløses det af et goldt dommedagslandskab af knoldede lavasten, der ligner, det har været offer for en ildebrand, og efter kort tids kørsel er bjergene pludselig helt dækket af is, og marsken er indhyllet i rimfrost. Men kort efter forsvinder den igen, og fint, sort lavasand, mosbeklædte sten og enorme vandfald dukker frem – alt sammen inden for ganske få kilometer. Vi befinder os på halvøen Snæfellsnes i det vestlige Island, hvor man kan se lidt af alt, hvad den islandske natur har at byde på. Af samme grund er halvøen blevet kaldt en miniature-version af hele landet.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

Det må være et godt udgangspunkt for at opleve Islands storslåede natur som begynder, tænkte vi, da vi bestilte turen til Snæfellsnes.

Og allerede da vi triller ud af Reykjavik på vej nordvestpå, kan vi fornemme naturens storslåethed, som den glider forbi på den anden side af busvinduet. Vi er ikke kommet særlig langt ud af byen, før vi er ganske tæt på de sneklædte bjerge, som udgør hovedstadens baggrundskulisse, og selv i den disede morgenskumring gennem en plettet busrude tager det sig så smukt ud, at det meste af bussen allerede forsøger sig med kameraerne. Havde vi bare vidst, hvad der ventede os, havde vi nok undladt disse mislykkede fotoforsøg.

Sæl i sigte

Første stop – på nær en tissepause – er på Snæfellsnes-halvøens sydkyst, hvor der skulle være gode chancer for at se sæler, og ganske rigtigt ligger de der som på bestilling.

Vi er kun lige kommet ud af bussen, da et rundt, gråt hoved dukker op af det kolde vand og stirrer tilbage på os, som om den er mindst lige så nysgerrig. Lidt længere ude i fjorden på et af de mange klippeskær ligger endnu en sæl og poserer i fuld figur med hovedet og halen lidt opad, så den udgør formen på en glad mund. Skråt bag den kan man i det fjerne se den enorme gletsjer Snæfellsjökull tårne op mod den lige så hvide himmel. Det er denne udslukte vulkan, som den ivrige professor og hans nevø i den franske forfatter Jules Vernes berømte bog ”Rejsen til Jordens indre” kravler ned i for at udforske Jordens kerne.

»Følg mig langs Islands vestkyst. Kan du se Reykjavik, hovedstaden? Ja. Vel. Gå så op ad de utallige fjorde, som havet har gnavet i kysterne, og stands lidt under den 65. Breddegrad. Hvad ser du der?«, spørger professoren sin nevø i bogen.

»En slags halvø, der ligner et afgnavet ben, og som ender i en vældig knæskal,« svarer nevøen.

»Den sammenligning er god nok, min dreng, men kan du ikke se noget på den knæskal?«

»Jo, et bjerg, der ser ud til at være skudt op af havet«.

»Godt, det er Snæfell.«

»Snæfell?«

»Netop, et 5.000 fod højt bjerg, et af de mest bemærkelsesværdige på øen, og ganske bestemt bliver det det mest navnkundige i verden, hvis dets krater fører ned til jordens midte,« fortsætter professoren i bogen, inden de påbegynder rejsen til jordens indre.

Og nok er Islands natur både forunderlig og foranderlig, men det er dog ingenting i forhold til det underjordiske landskab, professoren og hans nevø møder i jordens indre i eventyrromanen.

Alligevel er der meget ved Islands natur, der er ganske eventyrligt. Ikke mindst på det næste stop på turen, naturreservatet ved Arnarstapi.

Kunstneriske klippeformationer

Det første, blikket søger, er de enorme formationer, der har et yderst særpræget udseende. Vi går tættere på og finder ud af, at vi står højt hævet over havet på en klippevæg, der går lodret ned i havet, der er mere turkist end på en sommerdag i Middelhavet.

Nogle af formationerne stikker op af havet, andre rager ud over havet og er ligesom en del af den enorme mur, vi befinder os på. En af de mest særprægede er formet som et buet indgangsparti i kæmpeformat. Man kan gå oven på buens runding og se bølgerne fra det brusende hav presse sig igennem den bueformede åbning måske 50 meter længere nede.

De aparte formationer er dannet for mere end 3.900 år siden af lava fra et krater, der nu er dækket af gletsjeren, hvis smeltevand vælter ned i havet på kystlinjen på den anden side af fjorden i form af tre enorme vandfald.

Her er der ikke skyggen af hverken sne eller is. Til gengæld ser vi skyggen af noget andet længere ude i havet.

»Det er nok bare et klippeskær,« siger vi, men holder blikket rettet mod de enorme vandsprøjt.

Ganske rigtigt er der også et klippeskær, som forårsager en del bølgeskvulp, men pludselig ser vi vandsprøjtene lidt længere til venstre for skæret. Og så – tre minutters tid senere – lidt til højre for skæret.

Denne gang er vi sikre.

»Kunne du også se halen smække?«, spørger vi hinanden, men vi får aldrig identificeret, hvilken hval det mon kan være.

Da vi kommer tilbage i bussen og fortæller det til guiden, siger hun, at der er mange hvaler i området, og endda også spækhuggere.

På vores videre færd med bussen ændrer landskabet sig igen og bliver indhyllet i sne. Der er på en gang en sfærisk lethed og en rå barskhed over det vidtstrakte, forvredne vulkanske landskab, der glider forbi vinduet. Den snedækkede græsslette ligner et oprørsk hav, og det er svært at se, hvad der er himmel og hav, for alt er hvidt i hvidt. Her er ingen træer.

»Kun 1 pct. af Island er dækket af træer, og originalt voksede her kun birk og pil,« fortæller vores guide i bussens mikrofon, som bliver brugt flittigt til at gøre os klogere, mens vi kører.

Til troldeland

Næste stop er alligevel grønnere end noget andet af det islandske landskab, vi indtil videre har set. Ikke på grund af træer, men fordi vulkanstenene og de små bjergformationer er beklædt med blødt mos i alverdens grønne, gule og rødlige nuancer. Igen er sneen væk, selv om vi har kørt en ganske kort strækning.

Også her er landskabet eventyrligt – denne gang i mere bogstavelig forstand, hvor man ikke ville blive overrasket over at se meget små væsner eller fabeldyr dukke op blandt de mosbeklædte lavaformationer. Vi ser dog ingen af delene, som vi bevæger os ned ad den smalle sti med lodrette klippevægge langs siderne for at komme ned på stranden Djúpalónssandur.

»Det er præcis ligesom Olafur Eliassons kunstinstallation på Louisiana,« er det første, vi udbryder, da vi kommer ned på stranden.

Det knaser under fødderne, hver gang vi tager et skridt, for i modsætning til den strand, hvor vi så sæler på turens første stop, består stranden her af gråsorte lavasten i forskellige størrelser. Nogle er glatte og runde, andre er som fine sandkorn.

Hele vejen ned mod kysten er den brede, sorte strand ganske dekorativt overstrøet med nogle brunorange stykker, der viser sig at være rustne vragdele efter et voldsomt skibsforlis i 1948. Sådan ender det ikke så sjældent på disse kanter, hvor naturen i den grad bestemmer.

På vej mod sidste stop på turen gennem Snæfellsnes' vidundere stopper bussen ved det ikoniske bjerg Kirkebjerget, eller Kirkjufell, som det hedder på islandsk, fordi dets form kan mindre om en kirke. Danske sømænd har dog i tidernes morgen døbt det Sukkertoppen, og det er nu egentlig et meget dækkende navn, som det tager sig ud her sent på efteråret med sneen strøet hen over sig, som var det et tyndt lag af sukker, der var drysset ud over det kegleformede bjerg.

Lige inden stoppet fortalte guiden i bussens mikrofon, at Kirkebjerget er et af Islands mest kendte bjerge på grundt af dets sjove form, og det er endnu et godt eksempel på, hvordan naturen på Island er blevet formet som modellervoks mellem hænderne på nogle nærmest overnaturlige kræfter.

Den nederste del af bjerget består af et sediment af fossiler af forskellige organismer, der levede under enten den kolde eller den varme istid for mere end en million år siden, da bjergets fundament blev formet. Den øvre del er formet af lava under den varme periode af istiden under gletsjeren og er dermed et af Islands bedste eksempler på glacial erosion, kan vi læse på et skilt ved udkigsposten.

Foran bjerget går en flok får med tyk vinterpels, men ellers er her øde.

Naturen dominerer

Det samme virker der til at være i Stykkishólmur, den lille landsby på den nordligste spids af Snæfellsnes-halvøen, som er det sidste stop på vores tur. Og da vi igen træder ud af bussen og mærker den bidende kulde, der føles endnu koldere her ud på eftermiddagen, forstår vi godt, at de lokale holder sig inden døre.

Bussen bliver parkeret nede på havnen, som er meget let at genkende, hvis man har set Hollywood-filmen ”The Secret Life of Walter Mitty”, der udkom sidste år og handler om en grå kontormus i skikkelse af Ben Stiller, der pludselig kommer på eventyr i jagten på et negativ, der er blevet væk. Her på havnen letter han med en helikopter, inden han forsøger at springe ud fra helikopteren ned på en båd, men ender i det iskolde hav og kommer op at slås med en haj.

Sådan går det heldigvis ikke os. Foran havnen ligger endnu et forbjerg, hvorfra man kan se ud over hele byen, men vi vælger i stedet at gå op i byen for at se, hvad Island uden for Reykjavik har at byde på ud over den imponerende natur.

Arkitekturen er ikke udpræget køn. Det barske klima gør, at de færreste byggematerialer kan holde, så derfor er mange af husene lavet af en slags bølgeblik. Mennesker er der nærmest ingen af, og alt er lukket. Alligevel får vi også her et indblik i, hvordan naturen dominerer hele landet – og dets befolkning tilmed, for lige så fantastisk naturen er, lige så hård er den ved dem.

Da mørket begynder at falde på, er det tid til at finde tilbage til bussen, og på vej tværs over Snæfellsnes tilbage mod Reykjavik får vi igen nye sider af landskabet at se. Modsat kyststrækningen, som vi ellers har kørt langs på hele turen, er bjergene her længere inde i landet højere og flere, og her i den blå time ser de endnu mere dramatiske og iskolde ud.

»Tænk, hvordan her ser ud om sommeren,« siger vi til hinanden og kan nærmest ikke forstå, at naturen kan forandre sig mere, end vi allerede har set den gøre – på en enkelt dag.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at turen til Snæfellsnes har været en god introduktion til forskelligheden i Islands storslåede, smukke, forunderlige, foranderlige og fantastiske natur.

Tre råd til rejsen

Kultur til rejsen

Musik:

Kom i stemning til rejsen med den unge islandske singer-songwriter Asgeir Trausti i ørene. Han er med sit blide, atmosfæriske guitarspil en slags pendant til norske Thomas Dybdahl, og så synger han på sit modersmål på debutalbummet ”Dýrð í dauðaþögn” fra 2012.

Film:

Hvis man vil have en forsmag på, hvad man kan vente sig af den islandske natur, skal man se den finurlige, tankevækkende og meget smukke film ”The Secret Life of Walter Mitty” fra 2013. Her spiller Ben Stiller, der i øvrigt også har instrueret filmen, hovedrollen som Walter Mitty, der i jagten på et negativ kommer ud på et hæsblæsende eventyr, der fører ham til både Grønland, Island og Afghanistan. Store dele af filmen er optaget på Snæfellsnes og i den lille landsby Stykkishólmur.

Litteratur:

Snæfellsnes spiller en ikke uvæsentlig rolle i en af Jules Vernes mest populære bøger, nemlig ”Rejsen til jordens indre”. Ifølge en kryptisk, flere hundrede år gammel kode skrevet af en islandsk forfatter, kan man nemlig komme hele vejen ned til jordens indre gennem den udslukte vulkan Snæfellsjökull, og det må den excentriske professor, der er en af bogens hovedpersoner, selvfølgelig efterprøve. Læs den for de fine beskrivelser af Islands natur, inden du tager af sted.

Kunst:

Tag en tur på Louisiana og gå igennem den islandske kunstner Olafur Eliassons installation Riverbed, der består af en masse islandske vulkansten og en flod, der løber igennem. Med den i baghovedet oplever man ”den ægte vare”, der ligner til forveksling, på en anden og måske mere reflekteret måde. Udstillingen kan ses frem til den 1. april 2015.