Månevandring på Jorden

Isvinden pisker nådesløst ind i ansigtet, mens små istapper hænger fra skægget. Der er koldt på toppen i bogstaveligste forstand. Og toppen er præcis, hvor vi befinder os. Stoltheden over at have besteget et bjerg – selvom det ikke er i Mount Everest-klassen – fornægter sig ikke, og den varmer i den islandske kulde.

Her fra toppen af Esia 800 meter over havets overflade er der udsigt over Reykjavik, der ligger omkring 10 km væk for foden af bjerget. Vi kan skimte isfjorden og havet, hvor de brusende skumtoppe slikker sig op ad klippeøen, og til den anden side strækker knudrede klippeformationer, is og dampende gejsere sig ud i horisonten ind over Islands rå natur. Den er ubehandlet – uraffineret – og man kan næsten mærke urinstinktet blive vækket ved at vandre i den islandske natur. Det er som at være med i en J.R.R. Tolkien-fortælling, når man kæmper sig gennem, hvad der kunne være en kulisse fra Ringenes Herre.

Den bedste måde at komme helt tæt på de varme kilder, der bobler op gennem klipperne fra den dybe undergrund, er at pakke sig godt ind, spænde vandrestøvlerne på og vandre ud i månelandskabet, der over millioner af år er blevet skabt af vulkansk aktivitet. Og det forrevne klippelandskab var da også træningsområde for de første astronauter inden månelandingen i 1969.

På naturens præmisser

Klippeøen, der ligger i Nordatlanten grænsende til Ishavet, har et plateau med en gennemsnitlig højde på 500 meter over havets overflade. Bjergryggen, som krydser tværs gennem landet, er dækket af is og sne og er udløbspunkt for landets vigtigste floder. Naturen består af klipper, is, sne, ørken og gletsjere, og øens placering på den midtatlantiske ryg danner grundlag for en heftig vulkansk og geotermisk aktivitet. Man føler sig som ydmyg gæst i den betagende, men også lunefulde natur, der med vulkansk aktivitet udviser magtdemonstrationer, der kan sætte verden på den anden ende – som da vulkanen Eyjafjallajökull for et par år siden udspyede en askesky, der bremsede al flytrafik i store dele af verden. Klimaet er uforudsigeligt, og når man stifter bekendtskab med det vilde Island, skal man være på vagt. Isgletsjere smelter konstant, der er dybe fald fra klipperne, og visse vandreruter bør man holde sig fra, hvis man er amatør og ikke har decideret klatreudstyr med.

Her foregår tingene på naturens præmisser, og Island har en af verdens laveste befolkningstætheder med 2,8 mennesker per kvadratkilometer

Ramt af snestorm

Der findes anlagte ruter, man kan følge, eller man kan vælge at gå offroad og lave sin egen rute. Så der er mulighed for at opleve det vilde land på flere niveauer. Man kan samtidig vælge at tage en endagstur eller kaste sig ud på en mere eventyrlig rejse på flere dage, hvor man enten overnatter i telt, eller – hvis den islandske kulde er for nærgående – i de små hytter, der er stillet til rådighed langs flere af de lange ruter. Generelt er der hytter på de afmærkede ruter, som bliver brugt både af trekkere og de islandske bønder, når de skal ud at drive får, heste eller køer ind i foråret og efteråret. De står til rådighed for udmattede naturentusiaster.

Når man trekker rundt i landet, ændrer naturen sig brat fra isklædte bjergtoppe, til dampende kilder, brusende gletsjerfloder, grønne dale, vandfald, forvredne klippeformationer spyttet ud af de hidsige vulkaner og sprøjtende gejsere. Vejret er omskifteligt, og på timer kan en blæsende snestorm blive til en krystalklar dag, hvor solen brager ned fra en skyfri himmel og kaster lys på de surrealistiske panoramaviews.

Da vi begiver os ud på dagens bjergvandring, skinner solen fra en frostblå himmel og kaster lys på en naturscene, der strækker sig over 100 km ud til horisonten. Det isklare vejr giver i samspil med solen røde kinder, og man kan ligefrem mærke frosten bide i næsen. Det er dog ikke værre, end at vi nyder det skønne vejr, der giver os lov at skue den bjergtagende udsigt. Men i takt med, at vi langsomt, men støt kæmper os op ad bjerget, trækker tunge skyer lastet med sne og hagl ind fra isfjorden. På under ti minutter har vejret ændret sig brat fra klar himmel til noget, der minder om ragnarok – fra en vindstille søndagstur bevæger vi os nu i et snevejr, der næsten ikke lader os se stien, vi færdes på.

Vi er dog på forhånd blevet varskoet om det lunefulde islandske vejr, så udstyret er i orden. Strømperne bliver trukket længere op, der ryger en ekstra hue på sammen med en ansigtsmaske, som beskytter mod frost. Og så fortsætter vi ellers ufortrødent mod toppen.

Vi har på fire timer nået toppen af bjerget, og den islandske kulde har med en bidende isvind budt os velkommen nordpå. Stien, der førte os til toppen, måtte vi flere steder gætte placeringen på, da en halv meter sne dækkede underlaget.

Uendelig ensomhed

Turen ned ad bjerget går nemmere, og der er tid og overskud til at stoppe op og indtage landskabet. Vejret er i konstant forandring, og alt afhængig af, hvilken årstid man besøger Island, vil landet tage sig vidt forskelligt ud. Vi har besøgt klippeøen i foråret, hvor vejret begynder at blive mildere, mens der stadig er sne i højderne, og det er en god ide at afstemme sin rejse efter sæsonerne, da det næsten er umuligt at vandre i Island om vinteren. Lige meget hvad, er det en autentisk naturoplevelse at være en del af det islandske landskab, der næsten strækker ud i en uendelig ensomhed.