Så meget koster det dig at opleve verdens højeste udsigt
Nu kan du købe dig til et kig ud fra 555 meters højde, Burj Khalifa har nemlig lavet en udkigsetage, der er den højest beliggende i verden.
Kampen om at have det vildeste udkigspunkt har igen nået ny højder.
Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.
Onsdag åbnede skyskraberen Burj Khalifa i Dubai nemlig for en ny udkigsetage, hvor du som turist får muligheden for at kigge 555,7 meter ned.
Dermed forbedres rekorden med 67 meter, da den tidligere rekordindehaver fra Canton Tower i Guangzhou i Kina har en udsigtsetage 488 meter over jordoverfladen.
Har du modet til at trodse eventuel højdeskræk, skal du være villig til at slippe en anseelig sum. Prisen, for at få lov til at nyde verdens højeste udsigt fra en bygning, er nemlig næsten lige så svimlende som udsigten.
800 kroner koster det, hvis du køber billetten på stedet, mens du slipper med 640 kroner, hvis du bestiller i forvejen. Det skriver The Telegraph.
Udsigten er fra 148. etage, og her har du muligheden for at få et par høretelefoner på, hvor du med en lydguide kan blive klogere på det enorme bygningsværk, og hvad udsigten byder på.
Burj Khalifa er verdens højeste bygning og er 829,8 meter høj og har 163 etager i alt. Den har også verdens højest beliggende restaurant, som ligger på 122. etage.
Oprindeligt havde bygningen også en observationsetage, som ligger på 124. etage – i 2013 havde etagen besøg af 1.9 millioner turister.
I den lange elevatortur til udsigtsetagen, kan du se forskellige filmklip fra de mange rekorder, som den høje bygning har.
Her er verdens fem højeste bygninger:
- Burj Khalifa, Dubai, De Forenede Arabiske Emirater - 828 meter.
- Royal Clock Tower, Mekka, Saudi Arabien – 601 meter.
- Taipei 101, Taipei, Taiwan – 508 meter.
- World Financial Center, Shanghai, Kina – 492 meter.
- International Commerce Center, West Kowloon, Hong Kong – 484 meter.