En småbørnsfamilies rejsedagbog

26. januar:

Hold da op, der er meget, vi skal have styr på inden afgang! Halvdelen af huset er pakket ned, og vi har en huskeseddel, der er meterlang. Det er i sådan et øjeblik, at jeg opdager, at vi har flere børn end gennemsnittet. Hvilket man også lige bliver mindet om, når man køber flybilletter og vacciner ...

28. februar:

Vi er endelig i Thailand, og wow, sikke da en god idé dette her "projekt rundrejse" er. Flyveturen gik godt, for ikke at sige unaturligt godt.

21. marts:

Where to go? Tja, det ved vi faktisk sjældent. Vi er taget af sted med første uge planlagt, og det er egentligt samme stil, vi stadig kører. Vi aner faktisk aldrig, hvad vi skal i morgen. Så vi vidste selvfølgelig heller ikke, hvad vi skulle i dag. Men vi har nu indset, at vi elsker at være tuk-tuk-ejere, så den har vi lejet i en uge.

Vi kørte ud til vandet, og derfra gik vi så over og ned ad et smukt bjerg. Jeg var über nervøs, da vi gik, for de trin, vi gik på, var så smalle, og der var et stort mellemrum mellem dem. Jeg begyndte at fundere over, hvor "crazy" vi egentlig er, og hvor mange vilde ting vi render og finder på. Men nu er der jo en mening med alting, og da vi stod højt, højt oppe og kiggede ud over bjerget, fandt jeg ud af, hvorfor vi var her. Foran os i træerne sprang der aber i sorte og hvide farver, langt og højt fra træ til træ på bjergskråningen. De “almindelige” strandaber har set sig glade på Mikkel (eller måske alt det, han slæber på). Der var en, der åbnede lommen på tasken, imens vi gik ned ad bjerget, og tog Mikkels (nye) solbriller og kastede dem ned ad bjerget.

Mikkel græd dog ikke, men det gjorde Rumle, da aben slet ikke var færdig med at stjæle! Den tog Rumles legetøjstelefon, og den syntes bedre om telefonen end brillerne, så den stak glad af med telefonen, og Rumle græd hele vejen ned ad bjerget (og det er bare guf i 500 graders varme, når man går ned ad et bjerg med et skrigende barn). Jeg tror egentligt også, at Rumle var lidt i chok over, at det ikke kun er andre børn, der tager det, man leger med, men også dyr!

30. april:

Pludselig var vi på en ø, hvor vi gik på en øde vej, mellem to færger og blaffede. Men inden vi nåede dertil, var det en almindelig lørdag morgen (så almindelig, som den nu kan blive her). Vi var sådan lidt rastløse, for vi var i humør til en "crazy" oplevelse. Vi havde set det meste af øen efterhånden, og vi skulle efter vores spinkle plan først rejse derfra om tirsdagen (vi havde betalt forud for vores bungalow indtil tirsdag).

Men nu er planlægning for os sjældent noget, der holder, vi er simpelthen alt for spontane. Og spontane blev vi også denne lørdag!

For hvad med, at vi pakker og rejser lige nu? Så kunne vi tage op mod Bangkok og besøge Art, en af Mikkels gode venner fra årene på kostskolen i England. Han ejer nogle forskellige huse og resorter her i Thailand. Jeps, alle var friske på ideen, og inden vi så os om, var alt pakket.

Der stod vi med rygsække og var på vej hen til Mikkels ven, en distance på ca. 1300 km. For at komme derhen skulle vi fra øen og til Krabi, fra Krabi til en by ca. to timer væk der hedder Surat Thani, og derfra med tog i 11 timer til Bangkok, derfra videre til Prachinburi ca. 2 timer i bil fra Bangkok.

Det var selvfølgelig lidt sent at gå i gang med det projet, for klokken var 15.30, da vi begyndte at pakke. Almindelige mennesker ville måske sige: "Super, det gør vi så i morgen."

Men det var simpelthen for spændende til, at vi kunne vente, og hvad er det værste, der kan ske? Tja, at vi ikke når så langt og må sove et eller andet sted undervejs.

Vi traskede ud for at finde en, der kunne køre os fra øen, men der blev vi (jeg) altså nærige.

For de ville have nærmest det dobbelte for turen, som man kan få det for andre steder.

Det er, fordi vi er på en ø, så de ved, at folk skal derfra før eller siden, så kan de godt presse prisen op – synes DE. Men jeg er altså forhandler helt ind til marven, så når nu vi ikke kunne det få til den pris, jeg ville give, fik jeg en ny idé, der var tilsat spænding: hvad med at forlade øen gratis ved at blaffe og så få en stor oplevelse ud af det.

Vi havde i forvejen været inde at læse om dét at blaffe i Thailand, og det skulle være ganske ufarligt, men kræve tålmodighed, så vi traskede af sted for at fuldføre min plan og lavede et skilt.

Alle gik med rygsække, minus Rumle, der sad mageligt i sin klapvogn. Vi svedte, som vi aldrig har svedt før, det løb ned ad os, og rygsækkene blev tungere og tungere for hvert skridt, vi tog. Vi måtte gå på lige række, da det var en vej, hvor bilerne kører stærkt, men der kommer heldigvis kun biler, når der kommer en færge i havn.

Når der kom biler, var det med at holde skiltet op, og SMILE.

Efter første færge i havn blev vi ikke samlet op, anden færge i havn, og vi blev ikke samlet op, tredje færge i havn, og vi blev ikke samlet op.

Vi holdte humøret oppe til trods for, at det var virkeligt hårdt at gå i varmen. Det var en ren militærøvelse i børnehøjde, de skal nok blive klædt på til ikke at klynke over småtrætte ben.

Fjerde færge kom i havn, og vi skyndte os at holde skiltet oppe, da vi hørte bilerne. Vi håbede på, at vi snart sad på ladet af en pickup, og kunne få smidt de tunge tasker og få luft i hovedet.

De første mange biler susede med høj fart forbi os, og vi nåede lige at tænke på, at denne plan måske var lige "fresh" nok. Men i selv samme øjeblik holdt en bil ind til siden, og ud steg en sød gammel thai, vi har mødt mange gange før, for han var altmuligmand på et resort, vi havde boet på. Han ville køre os (for free) og han skulle oven i købet til Krabi centrum (en tur på halvanden time). Han smed vores tasker op på taget af bilen, selvfølgelig uden at binde dem fast (typisk thai). Hans datter og lille barnebarn rykkede op på passagersædet foran, og på bagsædet sad vi alle seks, og pyt med, at vi sad klemt, for vi sad i aircondition.

29. maj:

Nu har vi rejst i Thailand i tre måneder, og jeg kan stadig blive imponeret over, at havvand kan være så varmt. Og når det så samtidig er så smukt og klart, så bliver det en stor imponerings-cocktail af lykke. Ja, hvad kan jeg sige? Jo… Det er verdens bedste legeplads (også for voksne).

26. juni:

Forleden gik vi en tur langs stranden, og vi må efterhånden have lært, at der ikke er noget, der hedder “bare gå en tur” her på denne rejse. Der sker altid noget spændende, lige meget hvor vi går hen, så det gjorde der jo selvfølgelig også der. Vi gik og hyggede i vandkanten, da vi pludselig mødte en blæksprutte. Den så ikke særlig glad ud, men den havde heller ikke meget at smile af. Den lå og var ret slatten i vandkanten, og dens dag blev kun værre, da den mødte os. Vi prøvede at sætte den ud et par gange, men den drev ind igen. Så lå den der med sit sure blik og måtte nok erkende, at dens liv på de syv have var slut. Da vi var færdige med at være fascineret over den, satte vi den ud, så den trods alt kunne slutte de sidste krampetrækninger af liv ude i vandet. Men så langt nåede den ikke, for lige som vi slap den, så kom der en thai, der glad gik op til sin restaurant med den. Nå, men så fik både den og os da en helt ny oplevelse.

30. juli:

Alt kan jo ikke være lutter idyl, selv om man er i paradis, for en del år siden var der jo nogle, der liiige skulle tage en bid af æblet, så vi andre her flere tusinder af år efter stadig skal straffes og opleve det sure med det søde. Havde det ikke været for de to egotrippere, havde jeg sikkert haft remoulade og bland-selv-slik hver dag her i paradis, og jeg havde endda kunnet sidde lige midt på stranden uden en trævl på kroppen, undgå bikinistriber og slet ikke føle mig pinlig.

Det første ”suk” kommer, fordi vi ville spare så meget på vores remoulade, at den gik hen og blev for varm, og vi måtte smide den ud UDEN AT HAVE SPIST DET HELE! Det gør ondt bare at skrive det, så bliver det på en trist måde mere virkeligt. “Mit” bland-selv-slik lakker også mod enden – den slikpose, min egoistiske hånd har gravet dybt og lykkeligt i den seneste uge. Nu når jeg snart ikke har mere tilbage, begynder den dårlige samvittighed også at nage over, at jeg ikke ville dele. Jeg har fået læst både ”Se og hør” og ”Kig ind”, som min søster havde med, og små fedtede børnetæer har nu vandret oven på dem, så siderne er krøllede og delt i to.

De fedtede sammensmeltede rester af slikposen, mindet om remouladen og de krøllede ugeblade ligger nu som resterne fra en fed fest og er nu klistret fast i min erindring som verdens mest unikke nydelse med smag af det danske, nydt her i palmer og paradis.

19. august:

Dagen i dag er gået med noget så simpelt og hverdagsagtigt som mega skoledag for drengene. De har siddet begravet i bøger og iPads med matematik, siden de stod op, og indtil vi skulle spise aftensmad. Der var selvfølgelig velfortjente swimmingpool-pauser, hvor de kunne smile ekstra af, at Anton har slået sin matematikrekord i dag, og de har nået en masse sider i deres bøger. Rumle har fået trænet sin svømning og tumlet rundt i bedste Rumlestil.

Da vi skulle give drengene noget velfortjent sukker, efter de havde lavet en masse lektier, gik vi lige fra den beskidte vietnamesiske gade og lige ind i et meget smukt og stort bageri, der ligger lige foran en smuk sø, hvor man kan sidde i gyngestole og nyde sin kage.

Det er pænt svært at vælge kage, da de ligner en million alle sammen, så vi sprang ud i noget så spændende som muffins. Vi gik ud og nød vores lækre muffins, og halvdelen af kagen landede på jorden, for det er jo sådan, børn bedst nyder en kage.

Bedst som vi sad og hyggesnakkede om fremtiden, og steder, vi gerne vil se i verden, var der en ROTTE, en kæmpe en, under vores bord. Den skulle jo have kage. Mine tæer havde angst resten af dagen, bare en flue satte sig på mine tæer, handlede de i panik. Rotterne er ikke bange for mennesker her, og de er lige så meget fremme om dagen som natten som katte, der bare strejfer rundt. Pyhhh… Vi er i en storby nu.

14. september

Wraaaaa. Vi skal være i bussen om 13 minutter! Vi havde besluttet os for at rejse til paradis-øen Koh Samet. Vi har siden Koh Phangan brugt halvanden måned i storbyer, og vi trængte til ro, smukke omgivelser og strandhygge. Vi valgte at tage tilbage til en ø, hvor vi havde været før, for vi trængte egentligt ikke til at stå et nyt sted, men bare slappe af fra dag ét i vante omgivelser. Vi havde også haft for lidt tid på Koh Samet sidste gang, der var vi der kun i fire dage. Det har været en savnet paradis-ø, og da den har sit eget mikroklima, er der større solgaranti her end så mange andre steder i Thailand, da september kan være en ret våd måned. Ellers skulle vi have taget til Samui-bugten, da der er meget sol nu, men det var alt for langt væk, og vi er næsten lige kommet derfra. Hua Hin havde også været en mulighed vejrmæssigt, men der er ikke paradisstrande, og det er lige det, vi er i humør til nu. Vi vil dog ellers også meget gerne opleve Hua Hin by, da den skulle være helt fantastisk. Det er kongens foretrukne ferieby, så de gør meget ud af at holde den flot og ren. Men nej, nu skulle den ikke stå på vild trafik og gang i gaderne, men bare ren paradis på en ø, der kun er syv km lang og fyldt med hygge.

Vi havde denne gang booket bustur fra Bangkok, og det var første gang på rejsen, at vi skulle bruge vækkeur. Så vi hentede en app på iPad'en, men den virkede så tilsyneladende ikke, og Rumle er lige så utilregnelig som vækkeuret, så han vækkede os heller ikke. Vi skulle stå nede på vejen foran hotellet kl. 8, hvor bussen skulle samle os op. Pludselig vågnede Mikkel og opdagede, at kl. var 7.47 (holy shit), vi fløj i bogstavligste forstand op af sengene. Med fire børn har vi ting over alt i et hotelværelse. Det var godt, vi nåede bussen, for chaufføren lignede ikke en der havde villet vente i bare fem minutter (ja, så der findes altså også sure thaier). Jo tættere vi kom på øen, desto tydeligere blev vores paradis-ø. Vi gik i land med et kæmpe smil. Nu manglede vi bare at finde en bolig til "backpacker-pris," inden vi kunne kaste os i det turkise hav.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.