Husk den private rejseforsikring
Nye regler for den internationale sygesikring træder snart i kraft.
Sommerferien nærmer sig, og mange danskere ser frem til en ferie i udlandet.
Hvis uheldet er ude, og man kommer til skade på en ferie i et andet europæisk land, kan man i øjeblikket bruge sit gule sygesikringskort.
Men det ændrer sig fra den 1. august, når det gule kort kun kan bruges i Danmark.
Rejseglade danskere skal i stedet have fat i et blåt sygesikringskort. Det gælder i alle EU-lande samt i Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein.
Nye regler
Men det blå sygesikringskort har ikke den samme dækning som det gule. Det kan derfor være en god idé at tage et kig på sine private rejseforsikringer.
Det blå kort giver ret til den behandling, som bliver tilbudt borgerne i det land, som man opholder sig i. Det betyder, at man har forskellige rettigheder i forskellige lande.
Man kan eksempelvis komme ud for at skulle betale for en behandling, hvis der er egenbetaling i det pågældende land.
Det blå kort dækker ikke behandling på privathospitaler eller hjemtransport.
Private forsikringer
Forskellige forsikringsselskaber tilbyder derfor deres kunder rejseforsikringer, som erstatter det nuværende gule sygesikringskort.
Eksempelvis lancerer Europæiske i dag nye årsrejseforsikringer, som selskabet kalder Gul Dækning og Rejseforsikring Basis. Med basisforsikringen bliver blandt andet sygeledsagelse og hjemtransport dækket.
På samme måde har Gouda Rejseforsikring en EU-rejseforsikring, som er et supplement til det blå sygesikringskort. Denne forsikring dækker blandt andet hjemtransport og egenbetaling hos læger eller på hospitaler. Denne forsikring gælder kun, hvis man har et blåt kort.
Bestilles på borger.dk
De danske myndigheder vil hverken anbefale at tegne eller ikke at tegne en privat sundhedsforsikring. Det er helt op til den enkelte, lyder det.
”Hvis man ikke er tilfreds med det offentliges tilbud, bør man overveje at tegne en privatforsikring,” siger Vibeke Lemche, som er chefkonsulent i Patientombuddet.
Det blå sygesikringskort kan man bestille på borger.dk, og der er typisk en leveringstid på to-tre uger.