Livsnyder i Lugano

Halvvejs oppe ad bjerget må jeg erkende, at jeg har begået en taktisk brøler. Min kone og jeg er taget til Lugano for et kombinere det aktive med det nydelsesmæssige, og på turens første dag har vi valgt at udfordre det godt 900 meter høje Monte Bré på cykel.

Min opgave inden turen har været at sørge for drikkevarer, men solen bager, sveden tapløber fra hagen, og vi er i væskeunderskud. Og den eneste væske, jeg kan byde på, er en halv flaske godt lunken rødvin, som jeg har stukket i baglommen på cykeltrøjen. Den beslutning hævner sig nu.

Europas måske smukkeste udsigt

Men da vi en halv time senere står på toppen, glemmer vi alt om tørst og mælkesyre i benene, for udsigten er intet mindre end formidabel. På diverse internet-sites beskrives sceneriet som »bjergtagende« og »fantastisk«, og det hævdes, at udsigten tåler sammenligning med den, man oplever fra Rio de Janeiros Kristusfigur.

Vi er i hjertet af den italiensktalende kanton Ticino, og mod syd kan vi se langt ind i Italien, mens sneklædte Alpetoppe tårner sig op mod nord. Under os ligger Luganosøen i en svag dis, og vi kan skimte turbådene, der fragter ivrigt fotograferende japanere og amerikanere rundt langs den spektakulære kyst. Op langs bjergsiden ligger små byer klinet til klipperne, og på serpentinervejene kæmper flere mountainbikere sig mod toppen.

Da Monte Bré samtidig rangerer som Schweiz’ solrigeste spot, er en tur til toppen et absolut must, hvis man er i området. Og det kan gøres på flere måder. Et kabeltog kører hele vejen op, vandrestier fører ligeledes mod toppen, og endelig kan man tage cyklen.

To restauranter byder velkommen – den ene virker eksklusiv, mens den anden forekommer mere beskeden – men fra begge terrasser kan man nyde sceneriet over en gang frisklavet pasta ledsaget af et glas kold lokal hvidvin.

Klatring, vandring og golf

Det er ikke noget problem at fylde en hel ferie ud med aktiviteter i Lugano-området. Rigtig mange kommer for at cykle, og flere professionelle ryttere har slået sig permanent ned i området, der ikke kun lokker med stejle bjerge, men også flade køreture langs søerne. Guidebureauer tilbyder klatre- og canyoningture (rappelling, vandring mm. i vandfald og på klipper, red.), mens terrænet indbyder til vandring på alle niveauer. På søen kan man padle i kajak, windsurfe eller leje sejlbåde, og Luganos 90 år gamle golfbane befinder sig lidt uden for byen.

Turistbureauet tilbyder masser af guidede ture, og bortset fra eventuelle udgifter til billetter og entréer er det gratis at deltage. En af de store klassikere er den tur, der med båd udgår fra Luganos centrum. Efter sejlturen langs San Salvatore-halvøen stiger man af i Morcote, hvorefter man i vandrestøvler bestiger Monte San Salvatore, hvis top befinder sig i 912 meters højde. Efter fotostop og eventuel picnic tager man den gamle bjergbane ned til byen igen. Lige så populær Monte Bré-turen er for cyklister, lige så eftertragtet er San Salvatore-turen for vandrere.

I første række ud til vandet

Tunge lysekroner hænger ned fra loftet, og hotellets interiør har et strejf af Belle Époque. Gæster på vej ud hjælpes af uniformklædte portierer, der triller bagagen ud til de ventende biler, mens andre tjekker ind i den store reception, hvor al samtale er dæmpet og diskret.

Byens mondæne image har naturligvis tiltrukket masser af velhavere, og udbuddet af restauranter og hoteller er stort. Men netop det store udbud er til turistens fordel, da hotellerne ofte konkurrerer om at komme med de mest attraktive pakketilbud. Vi går derfor all in og indlogerer os på Hotel Splendide Royal, der ligger helt ud til Lugano-søen. Fra værelset har vi udsigt til søen, og nedenfor cruiser cabrioleterne rundt langs den palmesmykkede strandpromenade. Vi sidder hver aften på balkonen og nyder synet af den oplyste by, de omgivende bjerge og lysene på den italienske kyst, som ses på den modsatte side af vandet. Hotellet byder også aktive gæster velkommen. Ved sekstiden stilles frisk vand og ruteforslag frem til de morgenjoggere, der vil starte med en tur langs søen, og i receptionen kan man melde sig til forskellige aktiviteter. Der bliver ikke kigget skævt til os, selv om vi hver eftermiddag ankommer på vores racercykler, som vi parkerer blandt Bentleyer og Ferrarier.

Man spiser godt på Splendide Royal, og selv om feriebudgettet ikke rækker til et ophold med helpension, sætter vi os til bords i hotellets restaurant en af aftenerne. Tjeneren hælder champagne i glassene og præsenterer aftenens menu, der blandt andet består af japansk inspireret sashimi, italiensk trøffelpasta samt et udvalg af schweiziske oste. Schweizisk gastronomi har taget det internationale køkken til sig, og man serverer bestemt andet end raclette og rösti.

Ledsaget af et par glas lokale vine er måltidet en ren nydelse, for Schweiz har en lang tradition for vinproduktion. Vi starter med en hvid merlot, der er typisk for Ticino, og fortsætter siden med en rødvin, der er lavet på samme drue. Det schweiziske pris- og lønniveau betyder, at der er så store produktionsomkostninger forbundet med at fremstille landets egne vine, at de ikke kan konkurrere med storproducenter som f.eks. nabolandet Italien. Derfor beholder schweizerne vinen for sig selv og eksporterer den sjældent.

Ticinos hovedstad

Trods Luganos relativt beskedne indbyggertal på godt 60.000 er byen Schweiz’ tredjestørste finansielle centrum. Hovederhvervene er handel, turisme og bankdrift, og der hersker en meget kosmopolitisk stemning, da masser af forretningsfolk og talrige velhavere, sportsstjerner og andre kendte har slået sig ned i byen. Lugano er hovedstad i den italiensktalende kanton Ticino, og det præger byen. Det officielle sprog er italiensk, livsstilen virker afslappet, og de fleste restauranter har specialiseret sig i gastronomi fra Schweiz’ sydlige naboland. Men den schweiziske tradition for orden, renlighed og perfektion fornemmes også, og infrastrukturen er særdeles veludviklet. Og netop derfor er der mange, der finder Lugano så attraktiv – her kombineres det bedste fra to lande.

To eksempler viser den tiltrækning, byen har på gæster med styr på økonomien. Luganos førende hotel, der naturligvis er femstjernet, råder også over byens bedste restaurant. Her sætter en nydelig ældre herre sig hver aften til bords for at indtage sin menu, og derefter går han i seng i sin suite. Det har han gjort i ti år i træk, for da han blev enkemand i 2003, trængte han til lidt luftforandring og flyttede på hotel. Det endte med, at han blev så glad for oplevelsen, at han nu bor permanent på hotellet. Et andet eksempel er det unge amerikanske par, vi møder i liften, der fører op til toppen af Monte San Salvatore. De er netop ankommet fra New York samme morgen og er i gang med en komprimeret rundtur til seværdighederne i området. Det hele skal nemlig overstås på under et døgn, for næste dag skal de flyve tilbage igen.

»Vi fandt nogle billige billetter på internettet og havde ikke andet planlagt for weekenden,« forklarer de smilende.

Cykeltur med passet i baglommen

En aften, mens vi nyder en cappuccino på en cafe med udsigt over vandet, bliver vores nysgerrighed vakt. På den modsatte side af søen ses et påtrængende og neonagtigt lyshav, der står i grel modsætning til den eksklusive og diskrete stil, der kendetegner Lugano-området.

Forklaringen er, at der på Schweiz’ territorium ligger en lille italiensk enklave, Campione, som på flere måder har særstatus. I den periode, hvor både Den schweiziske Konføderation og Det italienske Kongedømme blev dannet, havnede Campione i den italienske lejr, selv om byområdet på alle sider er omgivet af Schweiz. Det betød blandt andet, at den amerikanske efterretningsorganisation OSS kunne operere fra byen under Anden Verdenskrig, da Italien ikke havde 100 pct. kontrol over Campione, og i dag benytter Campione sin særstatus til kasinodrift, da man har lempeligere regler inden for området, end man har i både Schweiz og Italien. Byens indbyggere er italienere, men kører med schweiziske nummerplader og kan behandles på schweiziske hospitaler.

Vores nysgerrighed efter at se Campione er stor, og næste dag hopper vi igen i sadlerne. Turen ud af Lugano går via østsiden af San Salvatore-halvøen, hvor vi kører langs vandet. Strækninger med stejle klippesider, der går helt ud til vejen afløses af villakvarterer med smukke palæer, som alle råder over parklignende haver. Ved Melide kører vi over den bro, der fører til Lugano-søens østlige side, og herfra er der kun få kilometer til Campione.

En stor og bastant indgangsport, der blev opført under Mussolini, markerer, at vi nu kører ind i Campione. Trods områdets begrænsede størrelse på en kvadratkilometer summer det af liv – her er både restauranter, hoteller, kasino, havn, museum og butikker. Man kan endda komme på flere guidede ture, og det er tydeligt, at turismen er byens væsentligste indtægtskilde.

Cykelturen gennem Campione er spændende, men hurtigt overstået, så vi fortsætter rundt om Lugano-søen, der byder på endnu flere spektakulære udsigter, cafeer med kolde forfriskninger og badebyer, der lokker med svømmeture i de azurblå bølger. Heldigvis er der endnu en del dage tilbage, inden ferien slutter.

Alle muligheder

Man skal lede længe for at finde et ferieområde med Luganos kvaliteter. Har man lyst til aktiviteter, er mulighederne så talrige, at man kan vende tilbage år efter år. Hvis feriens mantra er nydelse, byder byens hoteller, restauranter og butikker på al den forkælelse, man kan forestille sig, og er man i det kulturelle hjørne, finder man museer, gallerier og en særdeles fyldt arrangementkalender.

Det hævdes ofte, at Schweiz er et dyrt land at holde ferie i. Og ja, andre steder i Syd- og Centraleuropa kan det gøres væsentligt billigere, men generelt er prisniveauet på niveau med det danske, så en tur til Lugano behøver ikke lænse feriebudgettet helt. Men det er som med så meget andet – man får, hvad man betaler for, og i Lugano er niveauet hævet til første klasse.

Tre råd til rejsen

Leg James Bond for en dag

Smuk sejltur

Mulighed for at shoppe igennem

Læs mere

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her