Udsigt til udmattelse i Alperne

Den kølige, friske luft rammer ansigtet som en velkommen hilsen, da buschaufføren endelig lader motoren få et hvil og åbner døren.

Det har været en usædvanlig lummer dag i Lugano, Schweiz' sydligste by. Folk har stået i kø for at få plads under caféernes parasoller langs Lugano-søens promenade og få noget koldt at drikke, men 2.300 meter over havets overflade har den varme dyne løftet sig.

Bussen har stønnende kæmpet sig op igennem hårnålesvingene i den billedskønne Maggia-dal i den italiensk-talende kanton Ticino. Nogle gange må buschaufføren kante den igennem ved at bakke frem og tilbage med en hale af biler bag sig og meget tæt på kanten. Indimellem dukker en landsby op i skovbrynet med gamle stenhuse med blomsterkasser under vinduerne, men efter to timer breder den inddæmmede Lago de Narét sig foran os, og det er her, turen virkelig begynder. Målet er Capanna Cristallina knap 300 meter længere oppe.

Bjerghytten ( www.capannacristallina.ch) ligger i passet mellem valle Maggia og val Bedretto og tilbyder hvert år mange tusinde vandrere ly for natten i en køjeseng. Det lyder simpelt, men hvem andre kan tilbyde et værelse med en uspoleret udsigt til en gletsjer og en solopgang over bjergkammen, som man ikke skal dele med andre?

Opstigning til fods

Men først er der lige gåturen. Den eneste måde at komme derop er via stier. De er både stenede, mudrede og stejle og går over enge og langs skrænter. Indimellem må hænderne tages i brug, og vejrtrækningen bliver hurtig anstrengt på grund af den tynde luft. Men efter lidt tid finder lungerne en rytme, og vi begynder at nyde den storslåede natur: Klukkende vandløb. Små, blå klokkeblomster, der stædigt klæber sig til stenene. Højt græs, der svajer i vinden, og blanke bjergsøer, der tager farve efter mineralerne i stenene omkring dem.

Turen op er 5,5 km og skifter mellem fald og stigninger. En erfaren vandrer kan klare det på under to timer, men det er også skønt bare at tage sig god tid, smide sig i græsset og lukke øjnene og spise en madpakke.

Stilheden bliver pludselig afbrudt af bjælder. Så dukker der en ko op over bakkekammen, og så en mere, men de tager ingen notits af gruppen af tobenede gæster, der spadserer forbi, og gumler videre uden sans for den fantastiske udsigt.

Det er ganske normalt i Schweiz og en god måde at udnytte de frodige skråninger på. Der kommer også andre vandrere op ad stien eller entusiaster med mountainbikes, som hilser venligt, men det føles alligevel som at have bjerget for sig selv.

»På en skala fra 1 til 10 …« siger den unge lokale guide, Barbara Pellanda, der hele sit liv har taget grådigt for sig af de muligheder, som Alperne tilbyder: »Jeg giver Cristallina 10; naturen ændrer sig hele tiden undervejs, og her er meget smukt.«

Byggeri med luftfragt

Efter en time kan vi for første gang ane Cristallina-hytten i horisonten. Det er bare en brun plet, som man skal vide er der for at få øje på den, og inden vi når frem, bliver der både mulighed for at dyppe tæerne i en iskold sø og en lille snekamp i en drive, der er blevet liggende siden vinteren, men kl. 16 er vi der.

Hytten blev bygget i 2003, efter at den gamle blev ødelagt af en lavine i 1999. Man kan stadig se resterne af fundamentet på vej op. Mirakuløst blev ingen dræbt, men den nye er bygget godt 200 meter højere oppe, fordi det er mere sikkert. Alle byggematerialer måtte flyves op med helikopter, men hytten - som nærmere er et vandrerhjem - var færdig på bare otte måneder, og resultatet er velgennemtænkt.

Foran er der en kæmpe terrasse langs bygningens ene side, der fanger eftermiddagssolen og lokker de fleste, både familier, grupper af unge og gamle venner, til at smide støvlerne og slå sig ned på de lange træbænke, smække benene op og vrikke lidt med tæerne. Herfra kan man se ud over dalen, der ligner et månelandskab. Hvis man er heldig, kan man også få øje på en bjergged oppe ad bjergsiden. Derfor er det godt at have en kikkert med. I det hele taget hæver Cristallina sig i standard over de fleste andre bjerghytter.

Mange vandrere går fra hytte til hytte - også om vinteren - og får på den måde naturen om dagen og komfort om natten, men flere steder er forholdene så basale, at gæster selv skal have vand med til tandbørsten.

Her i Cristallina kan man oven i købet få et bad for 3 euro (ca. 23 kr.) ekstra oven i overnatningen til 20 euro for voksne (ca. 150 kr.), 8 euro for unge (ca. 60 kr.), mens det er gratis for børn under seks år. Man skal stadig have sit eget håndklæde med i rygsækken og alt andet, som man mener at få brug for, og dele badeværelse og soverum med andre. I Cristallina er soverummene delt op i firemandsværelser, ottemandsværelser og et større grupperum, men det føles hyggeligt på samme måde, som når man er på lejrskole.

Altid mad på bordet

Vi er en lille flok, og den kvindelige leder af stedet har på forudbestilling lavet en lille buffet til os af Ticino-specialiteter: salami, små pizza-firkanter, alpeost, focaccia og pancetta (en rouladeagtig, traditionel, tyndt skåret røget pølse). Vi tager det med ud på terrassen og nyder det i solen med vand, frisk luft og kold hvidvin, indtil solen forsvinder bag Alperne og minder os om, hvor koldt det er i disse højder. Fleecetrøjerne bliver hurtigt fundet frem fra rygsækkene sammen med de tykke strømper. Da solen helt forsvinder, bliver det også bælgmørkt, men indenfor er der stadig rart og varmt, og i den store spisesal kan alle, der ønsker det, senere på aftenen spise til en favorabel pris. Det er det eneste, som man kan være sikker på i alle hytter. Man kan altid købe et måltid.

Menuen denne dag er linsesuppe, pizzocheri (en pastaret med boghvede, kartoffel og morgenfruefrø) og chokoladebudding. Tallerknerne samles ind på højskolemaner, og mange er trætte efter en hård dag og går tidligt i seng. En kvinde i gruppen klager over hovedpine; det er en typisk reaktion på den tynde luft. Et ungt par forsvinder op ad bjergsiden og tilbringer natten på stenene i en sovepose, men det er for de virkelige naturentusiaster. Vi andre finder vores køjesenge og falder hurtigt i søvn.

Tilbage til civilisationen

Den næste morgen bliver vi vækket af et krybende gråt lys, fordi solen endnu ikke er nået op over Alperne.

Det går nedad næsten hele vejen, så det sker i rask trav. Ruten går forbi flere bjergsøer. Ved en af dem strømmer vandet ud af et firkantet hul i bjergsiden over den. Det ser mærkeligt ud, men er en del af et imponerende, omfattende vandkraftsystem, som er boret igennem dalen under bjerget og leverer strøm til mange tusinde husstande.

Ved dæmningen ved foden af Basodino-gletsjeren kan man se op til en anden hytte. Det ville have været et godt mål, hvis vi ville fortsætte vores vandring, men vi springer i stedet på svævebanen og bliver på 15 minutter båret 800 meter ned til San Carlo, hvor vores buschauffør venter på os.

Herefter sætter vi kurs mod Locarno ved Maggiore-søens nordlige bred. Et par timer senere er den kølige, friske bjergluft et fjernt minde og efter et dejlig varmt, langt bad bliver det støvede og svedige tøj krøllet sammen og smidt i kufferten til fordel for sandaler og en let sommerkjole - nu parat til en anderledes vandretur igennem Locarnos gamle, civiliserede gader.

5 råd til rejsen

Frokost i en grotto: Navnet kommer af, at folk i sin tid søgte ly fra middagsheden i de naturlige huler i bjergsiderne og spiste salami med brød og drak kølig vin, men grottoer tilbyder stadig god, traditionel mad. Prøv f.eks. grotto Bavona i landsbyen Solerto i Bavona-dalen på vej ned ad bjerget efter Robiei-svævebanen.

Gå op til et vandfald: På afstand ser Foroglio-vandfaldet (foto herover) i Val Bavona ikke voldsomt ud, men standser man i den idylliske Foroglio-landsby, hvor tiden synes at være gået i stå, og følger stien op, er vandfaldet overvældende. Der falder mere end 1.000 liter i sekundet, og går man helt tæt på, bliver man hurtigt gennemblødt af støvregnen, der hvirvles op fra vandets slag mod stenene.

20 år gammelt tog: Udsigten fra Mounte Generoso over Lugano-søen er fabelagtig, men turen derop med det 120 år gamle tog fra Capalago er mindst lige så smuk. I klart vejr kan man fra toppen se den gyldne madonna på toppen af katedralen i Milano. På vej op passerer toget Bella Vista, som engang var et hotel. Før toget kom, betalte rige kvinder unge stærke mænd for at bære dem op, men da toget gjorde det muligt for alle at komme af sted, var hotellet ikke længere interessant blandt velhavere og lukkede. Hvis man har lyst, kan man gå op til Generoso og ned via små stier. www.montegeneroso.ch og www.lakelugano.info.

Spring som agent 007: Det koster næsten 1.300 kr.; til gengæld er det et af de højeste bungee jump i verden, og bagefter kan man sige, at man er gjort af samme stof som James Bond alias agent 007 alias Pierce Brosman i "Golden Eye". Verzasca-dæmningen ligger lidt uden for Locarno og tilbyder et frit fald på 220 meter, der varer godt syv sekunder.

Info: Schweiz er et velorganiseret land, og nu kan man også downloade al den info, som man har brug for som en app på sin iPhone, uanset om man er på byferie eller vil vandre. Se www.myswitzerland.com.

Læs også: Ticinos specialiteter