Schweiz - også om sommeren

De fleste kender Schweiz som et af verdens bedste skisportssteder. Er man blandt dem, har man muligvis svært ved at forestille sig, hvorfor man skulle besøge landet, når bjergene er iklædt grønt og kun en tophue af sne.

Denne undren er velbegrundet - hvis man vel at mærke hverken interesserer sig for luksuriøse og idylliske bjerglandsbyer, behagelige bade, rensende kilder, vandreture i solbeskinnede bakkelandskaber, strabadserende cykeloplevelser, adrenalinpumpende gokart-ture ned ad stejle bjergsider, vind- og kitesurfing, sceniske togrejser eller for verdens ældste naturreservater.

Det er en vovet påstand at erklære, at Schweiz tilbyder noget for enhver, men det er ved selvsyn konstateret: Schweiz tilbyder noget for enhver.

2.700 tog om dagen

Explorers oplevelser i Schweiz, arrangeret af turistkontoret Swiss Tourism, tager sin begyndelse på Zürich Hauptbahnhof, der med sine 26 spor i hjertet af Centraleuropa er et vitalt knudepunkt, hvor rejsende til Frankrig, Italien, Østrig og Tyskland og videre endnu møder hinanden og de lokale for en stund. Hovedbanegården præges af et konstant virvar af menneskekroppe kun sjældent set i den vestlige verden, men selv om mange ser målbevidste og målrettede ud, virker ingen stressede.

Måske skaber visheden om, at togdriften er så rettidig som schweiziske armbåndsure produceret af f.eks. Breitling eller Omega, en indre ro. Det kan også være, at den indre ro er foranlediget af, at der med 2.700 daglige afgange aldrig er længe til næste afgang.

Knap ude af Zürich påkalder omgivelserne sig opmærksomhed. Den smukke udsigt består af den dybblå og spejlblanke Zürich sø og de bagvedliggende bjerge. Søen er 40 km lang, og udsigten fortsætter dermed med at imponere et stykke tid, indtil toget drejer af mod Chur, hvor der skal skiftes til regionaltog. Med lokomotivet pegende mod Graubünden-regionen og Savognin fortsætter rejsen. På denne del af togturen bliver terrænet hastigt mere og mere kuperet, markeret og varieret af alpernes grønne kegler, der giver løfter om ventende strabadser, når ”lokomotivet” fortrinsvis udgøres af højre og venstre lårmuskel, og sæde skifter navn til sadel.

Kube-hotellet

På stationen i den lille bjerglandsby Savognin, der har 957 beboere og ligger i 1.200 meters højde, venter guiden, en spinkel mand på omkring 40 år, der møder op i en tynd vindjakke og tætsiddende cykelshorts. Efter pålæsning af bagage kører guiden til Cube Hotel, der danner rammen om de næste par dages fysiske udfoldelser.

Beton- og plastichotellet har da også form som en stor, grå, trøstesløs kube, der står i skarp kontrast til den omkransende skare af kulørte alpebjerge. Det er et af flere koncepthoteller, der er indrettet med tanke på funktionalitet og aktivitet. Hotellet udgøres af fire længer, som omkranser den store foyer, hvorigennem en trinløs rampe zigzagger sig etagevis opad til 4. etage. Ad rampen er det meningen, at man trækker cyklen med sig til værelset og hænger den op på dertil indrettede kroge i entreen til ens værelse.

Guiden fortæller, at både medbragte og lejede cykler har bedst af at overnatte indendørs. Således klogere, men ikke overbevist om ideens gangbarhed hjemme: min cykel, som er en førkrigstids uduelighed på to hjul, kan tvivlsomt reddes af at overnatte indendørs.

Selv om hotellet indledningsvis skuffede, holder det, hvad det lover. Værelserne bærer ikke præg af luksus, men er praktisk og funktionelt indrettet. At hotellet er anlagt på en aktiv ferieform understreges af, at kælderen er indrettet med f.eks. billard, bordtennis og flere konsolspil.

Svæv som et egern

Om den første aktivitet i bjergene nær Savognin hedder det, at man vil ”svæve som et flyveegern”, hvilket for mig lyder som noget nyt. Den formodning viser sig at holde stik, da liftturen til toppen af bjerget Piz Mitgel er vel overstået.

At svæve som et flyveegern viser sig at give anledning til ængstelse og er nok ikke muligt for højdeskrækslidende. Det foregår i 10-20 meters højde, hvor man bevæger sig fra træ til træ enten glidende ad udspændte stålwirer eller kravlende, gribende og hoppende forbi ophængte udfordringer, som f.eks. udgøres af bildæk og løst ophængte gangliner.

Konfronteret med den første af disse forhindringer opgiver en midaldrende belgisk kvinde egernimitationen, men Jyllands-Postens udsendte medarbejder svæver med diskutabel elegance gennem banens 15-20 træer, hvilket tager omkring en time. Det er sjovt at svæve som et egern, men formentlig vil kun børn finde det morsomt gentagne gange.

Gokart ned ad bjerget

Anderledes forholder det sig med dagens næste aktivitet. Her bliver nogle motorløse gokarts fundet frem. At de små biler er udstyret med betragtelige skivebremser for og bag, fortæller en historie om fart. En begyndende støvregn får guiden til at anbefale, at grebet om håndbremserne ikke bliver for løst på turen ned ad Piz Mitgel til Cube Hotel.

Det går rigtig hurtigt, og følelsen bliver forstærket af, at bunden af vognen blot hæver sig 5-10 cm over jorden. Vognens acceleration virker uendelig og kun afhængig af bjergrutens længde og stejlhed samt brugen af skivebremserne, der følgelig er i nærmest konstant brug.

De 10 minutter, som turen tager, føles meget lange. Det hænger formentlig sammen med mængden af hurtige beslutninger, som man bliver tvunget til at træffe, når man bevæger sig ned ad et bjerg med op til 100 km/t i noget, som mest af alt ligner en gul mooncar fra børnenes legeplads. Det virker til tider, som om det eneste, der adskiller køreren fra alvorlige skader, er held. I den forbindelse er det værd at advare mod at blokere bagbremserne ved lav hastighed for at se, hvad der sker: Der sker nemlig det, at man omgående vælter rundt.

Cykel og bad

Et par oplevelser og knubs rigere indledes næste dag med udlevering af mountainbikes fra hotellets udlejningsservice. Guiden fortæller, at dagens tur blot skal give et indtryk af, hvordan en cykelferie er, og derfor ikke er alt for hård.

Hårdhedsgrad er tilsyneladende en meget relativ størrelse. Hører man til dem, der synes, at to timers uafladelig opadgående cyklen er hårdt, skal man nok holde sig til Schweiz' decideret lette ruter, hvoraf der er masser. Det er til gengæld adrenalininducerende at cykle tilbage til hotellet - eller snarere bremse tilbage til hotellet, eftersom det foregår ved konstant brug af cyklens bremser. Efter endt nedbremsning ved hotellet konstateres det, at mens den opadgående cykeltur havde taget to timer, har den nedadgående bremsning taget 15 minutter.

Et tiltrængt bad senere fortsætter dagen med et spabesøg i Bad Alvaneu, der ligger midt på en frodig mark omkranset af bjerge. Bad Alvaneu er bygget op om en svovlholdig varm kilde, og spaen holder åbent året rundt. Med et kort dyk og et enkelt svømmetag i pølen befinder man sig udendørs, hvor vandets høje temperatur viser sig ved mængden af damp, der stiger til vejrs.

Udsigten over bjerglandskabet er massage for sjælen, mens vandets temperatur hurtigt betyder en total afslapning. Hvis ikke kombinationen af de to er nok, sørger vanddyserne langs bassinets kant for det sidste skub.

De riges legeplads

Sidste stop inden returrejsen til Danmark er den dobbelte OL-by St. Moritz, der ligger i Engadin-dalen. Her erfarer man hurtigt, at det ikke er uden grund, at særligt amerikanske skientusiaster kalder St. Moritz for Europas pendant til Aspen i Colorado, USA, der frekventeres af de rige og berømte. Hver en gade er flankeret af skinnende designerbutikker som f.eks. Prada, Gucci, Bulgari, Donna Karan, Ralph Lauren, Versace og Cartier.

Byen blev oprindeligt besøgt af turister om sommeren, og selv om højsæsonen nu er om vinteren, har byen med de store søer masser af forårs- og sommertilbud. Søerne og den friske Maloja-vind, som fejer igennem dalen, gør det muligt bl.a. at vindsurfe, kitesurfe og sejle.

Hvert år fragtes flere hundrede konkurrencesejlskibe til bjergbyen, når f.eks. Schweiz- eller Europamesterskaberne skal afgøres.

Schweiz tilbyder noget for enhver - i særdeleshed når det ikke er vinter. Samtidig gør den pålidelige infrastruktur det nemt at komme omkring. En infrastruktur, som i modsætning til i nabolandene Italien og Frankrig ikke bærer præg af middelhavskulturen, hvor tilgangen hyppigt lader til at være, at tingene går, som de vil. I Schweiz er der styr på tingene.

Læs også: 10 steder du skal se - før de forsvinder