Alpernes lillesøster i Tjekkiet

På de lave tjekkiske bjerge vokser grantræerne tæt, og selv om vinteren har holdt sit indtog, har sneen endnu ikke dækket de slanke kroner helt. Først da vi nærmer os enden af skiliften og befinder os i 1.235 meters højde, er omgivelserne helt hvide.

Træer, himmel og pist går næsten i ét med hinanden. Luften foran os bliver til en sky, som vi forsvinder ind i. Vi kan hverken se hinanden eller andre.

Det blæser, og kulden bider i hagen, som stort set er det eneste, der er fri for op til flere lag fleece og gore-tex.

Det er vores sidste dag på ski i byen Spindleruv Mlyn, inden vi skal hjem til Danmark. Og det er første gang, at det er så koldt. De to foregående dage har temperaturen kun ligget lige omkring frysepunktet, og den smule rigtige sne, der har ligget på pisterne i en nødvendig blanding med den kunstige af slagsen, har været som slushice.

Solen har ikke været fremme på noget tidspunkt, heller ikke i dag. Men i nat har det sneet, og nu er det minusgrader. Der var jubel over den tjekkiske ris-morgengrød på hotellet, og det gik hurtigt med at få klikket støvlerne i skiene.

Nu står vi så i en sky og tøver lidt med at sætte i gang, fordi vi ikke kan se, hvilken vej vi skal køre. Men pisterne er velpræparerede, og underlaget føles godt under skiene, så vi kaster os af sted alligevel.

»Det blæser nok til, at skyerne forsvinder hurtigt igen,« siger vores lokale guide, Josef, der med stor umage har vist os rundt i området de sidste par dage.

Han får ret. Kun fire store sving længere nede ad den blå pist, stopper vi op igen. Skyerne foran os trækker sig fra hinanden, og bjergsiden på den modsatte side af dalen kommer til syne i et klart øjeblik.

Solen strejfer de brune hytter, der ligger på snoede veje i små klynger. Som små landsbyer. Det er ikke turisternes territorium, vi kan se. Det er her, den lokale tjekkiske befolkning med stor tilknytning til bjergene bor. Med udsigten foran os fortsætter vi ned ad pisten, der snor sig mellem grantræerne.

Det glemte Østeuropa

Tjekkiet er for mange blot lig med Prag og billig øl. Hvis det går højt for sig, husker man måske også på forfatteren Franz Kafka. Men derudover er det nok begrænset, hvad der dukker op i vesteuropæernes bevidsthed, når de tænker på det tidligere Tjekkoslovakiet, der var kommunistisk under Den Kolde Krig.

Og det er måske ikke så underligt, at det er sådan, tingene forholder sig. For ligesom så mange andre af de tidligere østblok-lande er Tjekkiet endnu forholdsvis uudforsket af vestlige turister.

På trods af jerntæppets fysiske forsvinden for snart 25 år siden, har den mentale blokade mellem Øst- og Vesteuropa været længere tid om at blive nedbrudt. En åbning er undervejs, men mange tænker ikke på Tjekkiet, når de taler om Europa. Og da slet ikke som en skidestination.

Ikke desto mindre er der andet at komme efter i Tjekkiet end Prag og billig øl. I Spindleruv Mlyn, der ligger i nationalparken Krkonose, kan man stå på ski i en størrelsesorden, der minder om flere steder i Norge og Sverige. Og man oplever, at tjekkerne er mindst lige så entusiastiske skiløbere som vores svenske og norske naboer.

Naturen er dog mere rå, gold og ensom end i den skandinaviske idyl, men man savner ikke de røde træhytter. Den upolerede byggestil langs de snoede bjergveje mod Krkonose er ganske spændende på sin egen måde på grund af den kulturelle historie, der ligger bag.

Ingen off-piste

Bjergene i Krkonose støder op til den polske grænse, men hvis man skal stå på ski, skal man holde sig på den tjekkiske side.

Her investerer man i disse år mange penge på optimering af skiturismen i et forsøg på at oparbejde et skiområde, der kan måle sig med sydeuropæiske standarder. Men på trods af overraskende gode faciliteter, er der er alligevel nogle forhindringer fra start.

Først og fremmest fordi terrænet ikke ligger højere, end det gør. Der er ikke altid garanti for sne, men de er dog flittige med snekanonerne på pisterne. Muligheden for at stå i off-pisten er næsten lig nul, fordi træerne vokser for tæt, så lad lavinebipperen og de brede ski blive hjemme.

Desuden er området så småt, at man som øvet skiløber har svært ved at blive ved med at føle sig udfordret på en uges ferie. Men Spindleruv Mlyn er blot én ud af flere skibyer i Krkonosebjergene, og for variations skyld kan man prøve nogle af de andre steder af, for eksempel Harrachov eller Janské Lázne, der ligger en times tid væk. Det kræver dog en bil, men med en afstand fra Danmark halv så lang som til Alperne, er det overskueligt at køre dertil.

Lifterne i Spindleruv Mlyn er endnu ikke er opgraderet til moderne kabine- og gondollifter. Men systemet fungerer næsten upåklageligt, og liftkøerne er ikke dræbende lange. I hvert fald ikke i hverdagene. Området er en populær weekenddestination for tjekkerne selv, og derfor er der større trafik på pisterne lørdag og søndag.

Tjekkisk bjergmad

Da vi på turens første dag ankommer til hotellet, skal vi som det første have stillet sulten. Det er mange timer siden, at den 80 kr. dyre morgenkomplet med en rugbolle og en café latte søvnigt blev fortæret i København Lufthavn. For næsten det halve af den pris kan man indtage et stort frokostmåltid på tjekkisk vis.

Vi kigger søgende på menukortet under ”Czech specialities”, men vores guide Josef tøver ikke et sekund:

»Jeg ved, hvad jeg skal have,« siger han begejstret og lukker menukortet igen.

Tyksteg serveret i bacon-flødesovs med friterede brøddumplings på siden. Toppet med flødeskum og lidt marmelade.

Josef forklarer, at det er en af Tjekkiets hofretter og en del af den traditionelle tjekkiske bryllupsmenu. Han serverede den også til sit eget bryllup. I den bedste tro lukker vi straks vores menukort og siger til tjeneren, at vi tager det samme som Josef.

Men der er en grund til, at Tjekkiet ikke er verdensberømt for sit køkken.

I hovedstaden Prag skal man nok kunne finde en række restauranter, der har formået at sætte et moderne præg på de traditionelt tunge og robuste retter, men når man bevæger sig ud på landet og op i bjergene, får man maden serveret, som det nu engang var meningen. Og det er ofte en farveløs fornøjelse uden smag. Grøntsagerne, hvis de er der, er enten kogt til formløshed eller hældt direkte ud af konservesdåsen. Kødet er som oftest mørt, men ret fedt. Sovsen er tyk og gerne klumpet. Det var også tilfældet med bryllupsspecialiteten.

Så selv om man altid bør stræbe efter at få smagt så meget af den lokale mad som muligt, blev vi under turen mere og mere tilbøjelige til at ty til turisternes yndling – steak frites. For den slags kan man også sagtens få.

I Spindleruv Mlyn by finder man nemlig et passende miks af ægte tjekkiske hyttelignende restauranter, en række både autentiske og tvivlsomme værtshuse og rundt omkring et par neonrør, der skriger ”Steak House”.

Tilsammen udgør det et overraskende kønt syn. Skoven ligger i kanten af byen, og floden Labe, der udspringer fra Elben i Tyskland, løber igennem. Byggestilen minder overvejende om den, man møder i skibyer i Italien og Østrig, og flere huse ser nærmest victorianske ud. Kun enkelte bombastiske beviser på den kommunistiske fortid dukker op rundt omkring, men det er blot med til at give området sit særpræg.

Bedst for børnefamilien

Den sidste formiddag på ski er ved at være slut, skyerne har trykket sig sammen igen, og minusgraderne er blevet til plusgrader. Vi står i sjap på parkeringspladsen for foden af pisten og skifter fra skistøvler til gummisko, inden turen går mod lufthavnen i Prag.

Tjekkiske skolebørn på dagstur i bus og russiske børnefamilier i store biler dominerer gadebilledet. Vi har ikke mødt andre danskere i de tre dage, vi har været i området. Kun 5 pct. af de årlige turister i regionen kommer fra Danmark.

»Jeg håber, l har lyst til at komme tilbage hertil. Måske med jeres familier,« siger Josef, idet vi sætter os ind i bilen.

Og familier er måske nok det publikum fra Danmark, der vil få størst udbytte af en skiferie i Tjekkiet. Området har en overskuelig størrelse for børn, pisterne er begyndervenlige, og der er flere aktiviteter uden for pisten, der retter sig mod børn, for eksempel vandlandet Aquapark. Og så er der mange penge at spare på både mad, drikke, liftkort og skileje.

Men set med øjne, der måske er vant til franske bjergsider og friskbagt baguette, er kvaliteten af den samlede skiferie en anelse lavere. Med undtagelse af øllene, der flittigt og fortjent drikkes til afterski.

LÆS OM skiferier PÅ GUIDE.DK