En legeplads for skinørder

Skicrossen er for vild – jeg fører konkurrencen lige nu, så jeg følger med på app’en, om jeg kan holde pladsen,« forklarer junior med skistavene flagrende om sig i bare henrykkelse.

Føringen holdt desværre kun, indtil de lokale børn fik fri fra skole og åbenbart tog direkte ud på Lofsdalens skicrossbane, hvorefter placeringen raslede ned i turistklassen.

Men pyt, så kan man da kæmpe for at forbedre sin egen tid mest muligt. Der er ellers noget at slås om, for der er flotte præmier hver måned til de tre hurtigste løbere i banen – sat på højkant af landsholdet i skicross og deres sponsorer, der således sætter fokus på denne underholdende variant af alpint skiløb.

Skicross er det nye sort heroppe i Lofsdalen, hvor den første bane i Sverige blev bygget. Sporten går ud på at udfordre sig selv i en bane med sving, skarpe kurver og hop.

De heldige med smartphones kan hente en app, der tjekker gennemsnitsfarten, hvor stor g-kraft man blev udsat for, højeste hastighed undervejs, hvor meget af tiden man svævede uden ski på sneen og ikke mindst den samlede tid. I skicross handler det nemlig om komme først! Sporten, der opstod i USA i 90’erne, har været olympisk disciplin siden OL 2010 i Vancouver, hvilket har gjort skicross endnu mere populært i Sverige, og landsholdet træner netop her i Lofsdalen, hvor banen er åben for alle, der har lyst til at prøve kræfter med udfordringen.

Begynd besindigt

I internationale konkurrencer løber man i heat af fire, hvoraf de to hurtigste deltagere går videre. Men et godt råd til alle, der ikke har skicross-rutine, er at løbe én eller to ad gangen i begyndelsen for ikke at ramle sammen på banen. Deres udsendte kan, klog af skade, berette, at farten kan blive rigtig høj – og kontrollen over skiene lige pludselig blive rigtig beskeden. Hvorefter man kan slå sig rigtig, rigtig hårdt!

I stedet for at lege Karl Smart i første forsøg, gør man således klogt i lære banen at kende: Hvor kommer der sving og store bump, hvor man mindst venter det? Hvilke hop kan man magte, og hvilke skal man løbe uden om? Der er nemlig valgmuligheder undervejs, så man kan graduere sværhedsgraden efter teknik, styrke og vovemod. Dog er man nødt til at holde sig i det mest krævende spor, hvis man skal have en chance for at score de flotte præmier.

Fuld fart nedover

Så snart man krydser målstregen, popper tiden op på app’en, der registrerer, hvornår man kører fra start. Det er godt nok smart, og den 14-årige tager turen igen og igen for at tjekke ud, om det svarer sig at hoppe langt, køre de vildeste genveje eller tage den sikre rute. Det er lige dele skiglæde og fascination af app’en, der driver værket, og der arrangeres konkurrencer med andre drenge, der ikke behøver at kende hinanden for at have det sjovt med at sammenligne resultater.

Mens musklerne er varme, hvorfor så ikke kaste sig over den anden friske fart-attraktion, som Lofsdalen kan prale med, nemlig Sveriges tredje-stejleste skipist: Tag Expressliften fra bunden af området og fortsæt med Toplifterne. Derfra sætter man ned over pisten Topvägen, der går på tværs af bjerget.

Her dukker den stejle Rännan op som vinkelret sidevej til den fredelige røde transportpist. Det sorte bæst viser mere tænder heroppe, end da man kækt studerede pistekortet over morgenkaffen. Pisten er 600 meter lang med en hældning på 42 grader, så strækningen bliver også brugt til speedskiingkonkurrencer, hvor rekorden er 176 km/t., sat ved de svenske mesterskaber.

Det er en kæk fart på et par ski, men man kan jo vælge et mere moderat tempo, om end man ikke skal tøve meget i svingene, før det går tjept! Til gengæld er pisten ikke supersmal, så der er plads til at krydse, hvis man ikke har i sinde at gå efter fartrekorden.

Hyggelige og dejlig lange pister

Men rolig nu – der er masser af helt almindeligt skiløb i Lofsdalen, hvis man helst vil nyde livet med en skiferie classic uden tidtagning, rygskjold og vilde hop. Faktisk er det et super familieområde, netop på grund af variationen:

Terrænet er praktisk og nemt at overskue, for trækker man en vandret streg midt på pistekortet er alt, hvad der er under stregen, let og børnevenligt. Over stregen er der flere udfordringer og muligheder for at kombinere de 26 velanlagte og fint præparerede pister til, efter midtsvenske forhold, gode lange ture.

Ingen liftkø

I den nedre ende har man – lidt usædvanligt – valgt at fråse med liftkapaciteten: Expressen er den første lift fra centrum af anlægget: Det er en hurtig stolelift med plads til seks personer på stribe, så man er fri for liftkøer i stil med dem, der minder om hovedindgangen til Magasin på første udsalgsdag.

Tværtimod sender den effektivt folk op i terrænet, hvorfra man tager videre til de fire toppister øverst på Hovärkenfjeldet i 1.125 meters højde. Det er over trægrænsen. Herfra kan også begive sig over på den anden side af området, hvor der er mere plads. Eller suse ned over den populære grønne og imødekommende pist, kaldet Lången, og helt ned til bunden igen. Det giver over 2 km skiløb på denne luksuriøst brede pist, inden man atter hopper på liften.

Det rækker fint, når man ikke er så rutineret, og man er en del af festen ude i bakkerne, i stedet for at være henvist til en afsides og kort begynderpist.

Fine kombinationer

Det er nemt at kombinere sig frem til skønne skioplevelser, selv om terrænet ikke hører til Sveriges største. Skal der længde på, så nup den røde pist 11 fra toppen af det hele og ud til randen af området, hvorefter man fortsætter ad den lange blå 9’er. Det giver 3,2 km skiløb i et stræk.

Er man glad for lidt tekniktræning, er pist 24 og 25 på den anden side af fjeldet rigtig fine. De varierer nemlig hele tiden. Et godt fif er at løbe herovre om formiddagen, hvor det myldrer lidt mere omkring det centrale restaurant- og skiudlejningsområde.

Off piste-muligheder er her sandelig også, inde mellem den røde Sadelsvängen og den sorte Puckelpisten oppe fra fjeldtoppen. De har nemlig snekanoner, og sneen blæser også ind i skoven langs pisterne.

Og hvis man ikke har fået nok i løbet af dagen, er der aftenski – ikke at forveksle med after ski – en gang om ugen på Sveriges længste oplyste skipist: Der er 3.150 meter kolde, hvide og flot oplyste piste-meter at kaste sig ned over. Selv skienes swissh, swissh-lyde forekommer helt anderledes i den svenske vinternat end i det klare dagslys.

Praktisk eller rigtig charmerende

De nybyggede hytter, Fjällterrasserne, er herlige, hvis man ikke orker at motivere en fire-årig skidebutant ud på en længere travetur, når skidagen slutter. Alt over 50 meter er nemlig en udfordring, der i reglen ender med, at forældrene slæber på både børn, ski, stave og eget udstyr i én stor kaotisk bunke, mens de kappes om, hvis idé det var at bo i yderkanten af området.

Fjällterrasserne er således guld værd for familieidyllen, da de er nabo til børneskiskolen, en stor restaurant og sportsshoppen, hvor man lejer udstyr, henter liftkort og køber alt det, man ikke vidste, at man fik brug for.

I den anden grøft frister en lille flok hytter i canadisk luksus-skovhuggerstil med tykke bjælker og græs på taget. Smukt og stille putter de sig mellem høje graner ned til søen, hvorfra der er et stykke vej til pisterne.

Så enten må man tage bilen over til P-pladsen eller trave frisk af sted med skiene over skuldrene. Det er umagen værd, for Fjällripan Lodge er superlækker med gedigne møbler, store kanesenge og køjer i alkovestil med udskåret træ, fint dekoreret efter svensk almuetradition. Fede badeværelser og søudsigt.

Her kan selv den største skifreak fristes til at tage tidligt hjem fra pisten for at tænde fyrfadslys og hygge med en god bog i sofahjørnet, mens lyset svinder derude.

Fem råd til rejsen

LÆS OM skiferie PÅ GUIDE.DK