Gran Canaria viser nye sider af sig selv

Allerede i køen ved check-in er det tydeligt, hvem der skal ned og nyde strandlivet på Gran Canarias sydkyst, og hvem der har investeret i en aktiv ferie i bjergene på nordøen. En lille gruppe vandrere er mødt op i store stive støvler, så de ikke risikerer at miste en vandredag, hvis bagagen skulle blive forsinket. Som en lille flok med lettere masochistiske tilbøjeligheder blandt store mængder af livsglade danskere i sandaler, er de på vej på vandreferie.

De får aldrig nok

De 17 vandreentusiaster i alderen 14 til omkring 67 år, der er landet på Gran Canaria fra henholdsvis Billund og Kastrup er på meget forskellige niveauer, når det gælder vandring.

Nogle har aldrig tidligere taget netop den udfordring op, mens andre som Freddy og Bente Jespersen fra Ganløse på Sjælland er på deres vandretur nummer 20 til trods for, at de kun har kendt hinanden i 12 år.

»Vi besluttede os for at prøve en ferieform, som ingen af os havde erfaringer med fra vores tidligere ægteskaber. Vi skal helst af sted både forår og efterår. Det er motionen, naturoplevelserne og fællesskabet på turene, der trækker. Denne gang glæder vi os til at udforske Caminos Reales,« siger Freddy Jespersen.

Caminos Reales

Øens netværk af vandrestier Caminos Reales går helt tilbage til den oprindelige canariske befolkning guancherne, og i det 15. århundrede efter den spanske erobring blev stisystemet yderligere udbygget, da det skulle bruges til transport af sukkerrør på æselrygge til øens meget omfattende romproduktion.

I dag er sukkerrørene afløst af afgrøder som kartofler, citrusfrugter, mandler, avocadoer, bananer og tomater, og stierne i det flere hundrede kilometer lange stisystem på kryds og tværs af øen er igen blevet værdifuldt nu blot som vandre- og løbestier.

Det betyder, at skiltningen af Caminos Reales inden for de seneste år er blevet udbygget og renoveret betydeligt.

»Da jeg begyndte at vandre her i slutningen af 1980´erne, var der stort set ingen skilte. Vi gik udelukkende efter en kortbog,«fortæller turens danske vandreguide Inger Skov. Hun husker især den første gang, hvor hun sammen med sin mand stod på en rutebilsstation i Las Palmas og skulle med en bus op i bjergene for at vandre.

»Pludselig ringede de med en stor klokke, og alle busserne kørte. Der stod vi så tilbage i en støvsky,« fortæller hun.

Dengang var det nemlig ikke mulig at leje bil på øen, så turisterne var udelukkende ved strandene sydpå.

Det lille kontinent

Både charterturister og de få vandreturister, der gennem de seneste årtier er ankommet til lufthavnen i Gando på østkysten må have bemærket, at den 15 millioner gamle vulkanø ved første øjekast er mere brun og knastør end grøn og frodig.

Og sydpå ved berømte ferieområder som Playa del Ingles og Maspalomas regner det da stort set heller aldrig. Der er ligefrem en ørken, og de anlagte palmealléer kunstvandes. Men sætter man kursen mod bjergområderne i nord skifter øen fuldstændig karakter.

Her trækker vanddampe fra Atlanterhavet op over bjergene og skyerne ligger som store bjælker ind over de godt halvanden kilometer høje bjerge og kløfter. I folkemunde kaldes Grand Canaria »Det lille kontinent«, og det skyldes netop, at der på det forholdsvis besked areal på 1.560 km2 findes ikke mindre end tre klimazoner. Tropisk, subtropisk og tempereret i bjergene.

Og spørger man de lokale, findes der herunder 32 undergrupperinger, for vejret skifter markant i bjergene alt efter, om man går på en skrænt, der vender mod syd eller nord, nede i en dyb kløft eller oppe på en top.

I bjergene

Bjergskrænterne er klædt i lysegrøne, gule og lilla nuancer, skyerne befinder sig nedenunder de 17 vandrere, heroppe i 1200 meters højde bager solen alles nakker og lægge, og temperaturen ligger omkring de 21 grader.

En af deltagerne er tidligere biologilærer og bliver undervejs spurgt til råds om de næsten vulgære gule blomster, der ligner kæmpe mælkebøtter, samt lilla, blå og røde blomster, der ligeledes kunne være kæmpekloner af planter hjemme fra haven – og så alligevel ikke helt. Endelig er der fænomenet endemiske planter, altså vækster som kun findes i netop dette område af Grand Canaria samt de, der er endemiske for Makaronesien (en fælles betegnelse for De Kanariske Øer, Madeira, Azorerne og Cape Verde). Mange af disse i dag sjældne vækster fandtes ifølge den lokale guide Guillermo Morales faktisk på det europæiske fastland før istiden.

Træbalkoner og bocadillos

De daglige vandreture i forskellige dele af bjergområdet varer som oftest omkring fire timer, og et par gange er der mulighed for at tage turen tilbage igen – altså otte timer. Om søndagen ender turen i byen Teror, som er kendt for sine gamle huse med udskårne træbalkoner og markedet, hvor man kan købe alt fra de sidste nye iphone-covers til frisklavede bocadillos (sandwich). Her hænger de lokale unge ud foran isbaren på torvet, og de gamle mænd får sig et slag skak eller promenerer med deres familier i det pæne tøj.

På en anden vandring ad stejlere skrænter med dramatiske udsigter i området omkring byen Tejeda, fortæller Bente Jespersen om sin og ægtefællens allerførste vandretur for 12 år siden, som nemt kunne være blevet den sidste.

»Det var rædselsfuldt. Guiden var sur, og da vi skulle overnatte i et naturreservat frøs vi som små hunde og måtte nærmest slikke tallerknerne, for der var ikke mad nok,« fortæller hun.

Efter den oplevelse, skulle man tro, at Freddy og Bente Jespersen havde valgt en anden ferieform, men nej.

»Ingen af os ville erkende, at det havde været en dårlig tur, for det var jo vores første ferie sammen,« ler Bente Jespersen.

Ballerinaer og vabler

Hedvig Corneliussen fra Frederikshavn er den eneste, der må døje med vabler. Hun er af sted med to veninder fra Århus.

»Jeg skulle lige være lidt smart i ballerinasko den første aften, hvor vi gik langs Atlanterhavet i Las Palmas, men jeg har lånt et par bløde løbesko af en af de andre deltagere, så nu går det,« siger fortæller hun.

Selve Las Palmas, hvor gruppen bor på hotel de første fire nætter, inden den rykker op i bjergene, er meget farverig.

Hjemme fra bjergene smider alle de store støvler og tager en slentretur på det brede fortov paseo´en langs den berømte strand Las Canteras, hvor Atlanterhavet står ind med skum på bølgerne, som brydes af naturlige rev. Her daser især spanske turister i det gyldne strandsand i den ene ende, mens det lokale liv udspiller sig i den anden ende, hvor sandet er vulkansk og sort og paseo´en fyldt med graffitimalede mure, boldspillende unge og iscaféer. Lyset her er noget helt særligt i de sene eftermiddagstimer, når disen fra havet trækker ind og op over bjergene samtidig med at solen står lavt.

Gran Canarias forvandling

Charterturismen har siden 1960´erne udgjort Grand Canarias absolut største indtægtskilde, men krisen har også ramt her, og turistindtægterne er dalet markant.

Det har fået de lokale politikere til at prøve at brede turismen ud til andet end solferie. Planerne går blandt andet på at få flere professionelle sportshold til at placere deres træning på øen, ligesom man de seneste tre år har afholdt internationale konkurrencer i disciplinen trailrunning og hele tiden udbygger vandremulighederne.

Gran Canaria vil være for alle.

Tre råd til rejsen