Vandretur i dødens dal

En katastrofe for 50 år siden i de italienske alper kostede 2.000 menneskeliv.

Artiklens øverste billede
De Julianske Alper, hvor Østrig og Slovenien møder Italien, har fotomotiver i særklasse.

Vores udgangspunkt er Casso, en bjerglandsby i naturparken Dolomiti Friulani i Norditalien. Selv om det er hen på eftermiddagen, er her forbavsende mennesketomt, men det lykkes os da at købe kaffe og vand på landsbyens café.

Fraværet af mennesker har sin forklaring i, at Casso i dag kun har 18 fastboende, og kun halvdelen af husene er beboede. Men hvorfor bor så få i de solidt og smukt byggede kalkstenshuse, hvoraf en del har et let rødligt skær, fordi kalken indeholder ler?

Fordi Casso blev ramt af en katastrofe for næsten 50 år siden, den 9. oktober 1963. En dæmning over Vajont-dalen neden for Casso var blevet opført i årene forinden, og den kunstige sø bag dæmningen var ved at være fyldt med vand.

Vandet gjorde bjerget Toc på sydsiden af dalen ustabilt, og kl. 22.39 den 9. oktober 1963 skred den ene side af bjerget ned i den kunstige sø. 260 millioner m3 jord, klippe og træ og den flodbølge, det skabte, ødelagde fem landsbyer og dræbte op mod 2.000 mennesker, men Casso og dens søsterlandsby Erto blev kun let skadet.

Alligevel blev de evakueret tre dage efter katastrofen, og i tre år var landsbyerne mennesketomme. Da vendte nogle trods forbud tilbage til området, og den lille kommune Erto e Casso har i dag omkring 400 indbyggere.

Mange evakuerede blev boende nye steder, bl.a. fordi jordskredet havde ødelagt den landbrugsjord, hvor de dyrkede grøntsager og græs.

Et stykke af bjerget faldt ned

Fra Casso følger vi en vandresti forbi udyrkede terrassemarker og gennem tæt skov ned mod Vajont-dæmningen. Vandringen er let på den gode sti, men visse steder går det stejlt ned.

Dæmningen er med sine 262 meter blandt verdens højeste, og vores følgesvend, Antonio fra parkvæsenet, anslår, at vi er et tilsvarende antal meter over dæmningen, alt i alt ca. en halv kilometer over dalens bund, som vi på intet tidspunkt får at se, men som vi på en måde hører, efterhånden som vi kommer nærmere: Lyden af løbende vand bliver tydeligere.

Men hele vejen fra Casso til dæmningen har vi en flot, men skræmmende udsigt til Toc-bjerget.

Rodebunke

Hvis ikke Antonio havde fortalt os om 1963-katastrofen, havde vi næppe reflekteret over, hvorfor bjerget er næsten bart på den side, der vender mod Vajont-dalen, men det er det altså stadig, og jord og sten udgør en umådelig rodebunke i bunden af dalen.

Antonio fortæller, at det er blevet beregnet, at det vil tage 700 lastbiler 700 år at fjerne jord og klipper, som nu fylder op der, hvor den kunstige sø skulle have været.

Efter ulykken blev den selvfølgelig tømt, og dæmningen står uvirksom hen. Den var så solidt bygget, at selv om en 250 meter høj flodbølge med 50 millioner m3 vand skyllede hen over den og ødelagde byen Longarone på den anden side, tog dæmningen ikke nævneværdig skade. I Longarone alene omkom 1.450 mennesker.

Skandale-byggeri

Monte Toc ser ud, som om bjerget på nordsiden er blevet skrællet med en stor kniv eller kartoffelskræller. Når man ser på det og samtidig får at vide at "toc" på den lokale dialekt betyder noget i retning af skive eller stykke, kan man ikke lade være med at tænke: Har de, der navngav bjerget, vidst noget, som geologer og ingeniører i 1960’erne ikke vidste – eller måske ignorerede?

At de lokale kendte til bjergets ustabilitet, understøttes af, at Monte Toc havde øgenavnet "det vandrende bjerg".

Vi nærmer os dæmningen ovenfra, og bag det kolossale bygningsværk, hvis beton er 27 meter tykt i bunden og 3,4 meter på toppen, ser vi det usædvanlige, at dalbunden er smukt bevokset, fordi den ikke er fyldt med opstemmet vand.

Lidt efter når vi en asfalteret vej, som er flankeret af et rækværk, hvorpå er fastgjort små stykker farvet stof, hver med et navn på et af de mange børn, der omkom: Antoinetta 12 år, Maria Maddalena 15 år, Walter 11 år, Chiara 16 år, Olga 12 år, Constantino 15 år ...

Geologer og ingeniører var skyldige

Hvordan kunne det gå så galt? FN-organisationen Unesco var ikke i tvivl, da den i 2008 lagde skylden på geologer og ingeniører og kaldte Vajont-katastrofen for en advarsels-historie eller et lærestykke.

Hurtigt efter, at byggeriet var begyndt i 1957, sås de første tegn på ustabilitet i Monte Toc, og uafhængige eksperter advarede det private energiselskab SADE, som opførte dæmningen, mod at fortsætte.

Journalister sagsøgt

De blev ignoreret, dæmningen blev gjort færdig, og i februar 1960 fik energiselskabet autorisation til at fylde bassinet med vand. Hen over sommeren kom der små jordskred, men i stedet for at reagere på advarslerne sagsøgte den italienske regering de journalister, der skrev om hændelserne.

I november 1960 havde vanddybden nået 190 af de planlagte 262 meter, og et større jordskred ramte søen. Vandstanden blev midlertidigt sænket, og der blev bygget foranstaltninger mod flere skred.

Ledelsen ignorerede advarsler

I april og maj 1962 var vanddybden 215 meter, og den opskræmte lokalbefolkning rapporterede om fem betydelige jordskælv. Alt blev ignoreret, også advarsler fra energiselskabets egne ingeniører.

I marts 1963 overgik dæmningen til et offentligt energisleskab, men ledelsen fortsatte, og stadigt alvorligere advarsler blev overhørt, indtil katastrofen indtraf den 9. oktober 1963.

Et enkelt eksempel om omfanget: Lufttrykket fra jordskred og flodbølge anslås til dobbelt så stort som ved atombomben mod Hiroshima, og folk, som befandt sig udendørs, fik flået tøjet af.

Efter ulykken opstod et politisk og medie-arrangeret slagsmål om skyld og årsager. Både Guds vilje og naturens tilfældigheder blev inddraget. Premierminister Giovanni Leone, der havde lovet ofrene retfærdighed og erstatning, blev senere leder af et advokat-team, som på energiselskabets vegne reducerede erstatningerne og fik 600 ofre udelukket fra erstatning.

Et mindre antal SADE-ingeniører blev retsforfulgt og efter flere år idømt lempelige straffe. Endnu i dag er der i Italien uenighed om årsagerne til katastrofen. Regn og jordskælvs mulige betydning indgår i argumenterne.

Natur i verdensklasse

Når man har fordøjet denne dystre historie, skal man ikke overse, at naturparken Dolomiti Friulani – ja, det meste af regionen Friuli Venezia Giulia – er en naturoplevelse af de store.

Parken, der dækker ca. 370 kvadratkilometer, er på Unescos liste over verdens naturarv, og der er mulighed for stort set alt i udendørsaktiviteter med bjergvandring og –klatring som de store tilløbsstykker.

En rigtig naturperle finder man også i det nordøstlige hjørne af Friuli Venezia Giulia i det område, kaldet De Julianske Alper, hvor Italien, Østrig og Slovenien støder sammen.

 Hovedbyen Tarvisio med godt 8.000 indbyggere ligger 7 km fra Østrig og 11 km fra Slovenien. Tarvisio er om vinteren centrum for skiløb, der ikke er overrendt trods den kendsgerning, at her er der koldest og mest snefyldt i Alperne.

En sommerdag med klart vejr er en tur med svævebanen til Lussari-bjerget anbefalelsesværdig. Fra ca. 750 meter over havet har man en enestående udsigt til dramatiske bjerge og snedækkede tinder i de tre lande, som mødes her. På toppen er en lille landsby med kirke, turistbutikker og restauranter.

Fire råd til rejsen

Friuli Venezia Giulia:  Selvstyrende region i Italiens nordøstlige hjørne med grænser til Østrig og Slovenien og med Trieste som hovedby.

Arealet på 7.858 kvadratkilometer er domineret af 62 pct. bjerge og bakker.

Regionen har godt 1,2 millioner indbyggere.

Der er varierede indkvarteringsmuligheder med dominans af hoteller, gårde og landhuse, bed and breakfast, værelsesudlejning og ferielejligheder. Desuden 25 campingpladser.

Bo i træerne: Nær byen Claut på sydsiden af naturparken Dolomiti Friulani kan man bo i træerne.

Her er små hytter bygget to-fire meter oppe i træerne med plads til maksimalt to voksne og to børn. Man overnatter i soveposer, og harpiks på fingre og tøj kan næppe undgås.

En overnatning, der koster 160-200 kr. pr. person, indbefatter morgenmad i det fri med lokale, økologiske produkter – og indtages nede på jorden. Trælandsbyen er udgangspunkt for flere vandre- og cykelruter.

Vandterapi: Et af træ-landsbyens tilbud til gæsterne er at prøve en del af den såkaldte Kneipp-terapi. Man går ned til en nærliggende flod, tager sko og strømper af og smøger bukserne op.

Selv på en varm sommerdag er flodvandet 8-10 grader. Det første minut føles det kølende, så bliver det koldt, og efter flere minutter så iskoldt, at man må op. Så stiller man sig på en solvarm sten, og den omvendte effekt opnås: Først dejligt lunt, så varmt og endelig skoldhedt under fodsålerne. Tilbage i det kolde vand og så fremdeles nogle gange.

"Kuren" sætter fut i blodomløbet, og man går fra oplevelsen fyldt med ny energi.

Økonomi: Prisniveauet føles generelt lidt lavere end i Danmark. Dobbeltværelse på turisthoteller i prislejet 80 euro (ca. 600 kr.), gode og rigelige frokoster/middage med tre-fem retter inkl. drikkevarer for 30-35 euro (ca. 225-260 kr.) En sandwich med en sodavand til frokost for under 50 kr.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.