Fortsæt til indhold
Rejser

Tag på oplevelse i rustikke Rouen

Normandiets største by har en særlig plads i den franske historie.

JESPER MØLLER

Det høje slanke kors står lidt afsides på et lille stykke græs, og umiddelbart kan det være svært at forholde sig til, at en af de mest skelsættende begivenheder i den franske historie foregik lige netop her.

Korset er nemlig rejst på det sted, hvor den franske nationalheltinde Jeanne d’Arc i sin tid blev brændt på bålet af englænderne. Måske er korsets placering et par meter unøjagtigt, men det var her på markedspladsen i den nordvestfranske by Rouen, at den blot 19-årige kvinde den 30. maj 1431

Jeanne d’Arc blev dømt som kætter – blandt andet fordi hun gik i mandetøj og angiveligt udøvede gudsbespottede. Nok så vigtigt var det, at den unge pige var en betydningsfuld figur på den franske side i slutningen af Hundredeårskrigen mellem England og Frankrig.

Sidenhen er Jeanne d’Arc blevet udråbt som en Frankrigs største heltinder gennem tiderne – måske den største – og hun har opnået både at blive helgenkåret af den katolske kirke samt i mange år at optræde på franske frimærker.

Derudover er der blevet rejst statuer af hende flere steder i landet, ligesom en stribe bygninger er blevet opkaldt efter hende. Her på markedspladsen i Rouen gælder det Jeanne d’Arc-kirken med det sorte skifertag, der inden i rummer en stribe overdådige glasmosaikker. På pladsen finder man også et lille museum, der fortæller ikonets historie.

Idyllisk plads

Denne lørdag eftermiddag er det dog ikke Jeanne d’Arc’s skæbne, der optager sindene på den gamle markedsplads, der stammer helt tilbage fra middelalderen. Place du Vieux Marché er derimod fyldt med mennesker, der nyder weekenden og de flotte omgivelser.

En vækkelsesprædikant deler løbesedler ud om verdens snarlige undergang, men heller ikke det forstyrrer idyllen på markedspladsen.

Klokkehuset Gros Horloge går henover gågaden af samme navn. Foto: Jesper Møller.

Pladsen er blevet kåret til en af Frankrigs smukkeste, og det forstår man udmærket, når man ser rundt på de høje og særdeles velholdte bindingsværkshuse, der omkranser en stor del af pladsen.

Et af husene rummer Couronne, som er intet mindre end Frankrigs ældste eksisterende spisested. Siden år 1345 har der været restaurant her, så måske Jeanne d’Arc’s bødler i sin tid snuppede sig en middag her efter veludført arbejde.

Mange turister besøger restauranten for at smage Rouens kulinariske signaturret, der dog ikke umiddelbart lyder specielt appetitlig. ”And i blod” – canard au sang – hedder retten, og her får andrikkerne først drejet halsen om, så de ikke mister blodet. Herefter bliver den halvstegte and bragt ind i restauranten, hvor en særligt udvalgt tjener højtideligt færdiggør retten ved blandt andet at presse blodet ud af andekroppen og lave sovs heraf sammen med den knuste andelever, lidt rødvin samt et skvæt cognac. Nogle elsker retten, mens andre har mere end svært ved at kapere den blodige sovs, men uanset hvad er det lidt at oplevelse at prøve denne særegne egnsret.

Historisk skatkammer

Rouen er en gammel middelalderby, og selv om den også modtog sin andel af allierede bomber under Anden Verdenskrig, gik store dele af den gamle bydel heldigvis ram forbi. Derfor er det store historiske centrum et sandt skatkammer af smukke gamle huse, og der findes blandt andet over 2000 træhuse – heraf mange i bindingsværksstil.

Mange af de fornemste bygninger i Rouen er udsmykket efter alle kunstens regler. Foto: Jesper Møller.

Når man slentrer rundt i bydelen, der i øvrigt er dejligt velforsynet med gågader, er det som at bevæge sig gennem et levende arkitekturmuseum.

Byens hovedstrøg er gågaden Rue du Gros Horloge, der løber mellem markedspladsen og katedralen. Selv om trængslen kan være stor – ikke mindst på lørdage – bør man ikke snyde sig for tur her.

En blomsterhandler har på et gadehjørne bredt et mindre tæppe af farvestrålende buketter ud, og længere fremme breder den salige duft af friskbagte makroner sig fra en bod på hjul. Andre gadesælgere faldbyder højlydt deres mange forskellige produkter.

Er man til mere traditionel shopping, er der talrige muligheder for at lade kreditkortet gløde, og vi andre kan nøjes med at beundre folkelivet og de mange imponerende bygninger. Størst respekt aftvinger klokkehuset Gros Horloge, som gaden er opkaldt efter.

Huset er bygget henover gaden, og et vidunderligt gyldent ur fra 1300-tallet lyser op få meter over de nedenfor passerende. Såfremt tiden tillader det, bør man gå op i klokkehusets gotiske tårn og nyde udsigten over kvarterets aldrende hustage.

Livlig by

En tur rundt i Rouens historiske bydel er ikke fuldendt uden en visit i en af de imposante kirker. Det være sig i pragtkatedralen Notre Dame med Frankrigs højeste kirketårn eller den tilsvarende imponerende Saint-Ouen-kirke.

Derudover rummer den gamle bydel et væld af andre spændende gamle bygninger, men man bør dog passe på ikke udelukkende at fortabe sig i den vidunderlige arkitektur. Der skal også være tid til at slentre rundt i den stemningsfulde middelalderby, som adskillige tusinde universitets-studerende er med til at gøre ganske livlig.

Med sine knap 150.000 indbyggere i selve bykernen – og godt en halv million inklusive forstæder - er Rouen blandt de tre byer i Normandiet med flere end 100.000 indbyggere. De to andre, Le Havre og Caen, når dog ikke Rouen til flodbredderne, hvad angår intimitet og en behagelig atmosfære.

At Rouen så samtidig er klart den smukkeste af de tre, gør ikke valget svært, hvis man under et besøg i Normandiet ønsker lidt storbystemning.