Polareventyr i evigt dagslys

Man skal have respekt for autoriteterne. Også selv om myndighedspersonen er en ung kvinde på 19 somre. Det erfarer to danskere på en havkajaksejlads på Adventfjorden ved den norske øgruppe Svalbard i Grønlandshavet.

»Det er en dårlig idé at gå i land før jeres guide. Der er cirka 3.000 isbjørne på Svalbard, og de er livsfarlige. For eksempel blev en kvinde, der var gået alene lidt uden for Longyearbyen (Svalbards hovedby, red.), dræbt af en isbjørn i 1996. Derfor skal man altid være sammen med en bevæbnet person og lade vedkommende gå forrest uden for bebyggede områder,« formaner Guro Skatvedt, mens hun tager sin oppakning, deriblandt en Mauser-riffel, op af sin havkajak.

Hun har lige krydset den tre kilometer brede og lavvandede fjord i elegant stil i en enerkajak, mens hendes to danske og to spanske ledsagere padlede, puklede og plaskede sig fremad, og af og til på slingrekurs, i hver sit tomandsfartøj.

Svalbard set fra søsiden er et på en gang imponerende, dragende og ugæstfrit syn. Tunge skyer er som et tykt rullegardin trukket ned over de sne- og slaggeklædte fjeldsider, hvis eneste bevoksning er hårdfør mos, lav og græs.

Manglen på buske og træer, en næsten knugende tavshed i fraværet af fuglesang, et stålgråt hav og en temperatur på fem sparsomme grader øger ikke gæstfriheden på en svalbardsk sensommerdag midt i august.

Trist turmad

Men bevidstheden om at være på højde med Thule-basen og kun 1.304 kilometer fra Nordpolen vækker den indre eventyrer, der tænder på kulde og rå skønhed. Og så har Guro Skatvedt frokosten klar.

Dagens ret er såkaldt turmad – orange poser med tørfoder, som skal blandes med varmt, helst kogende, vand.

»På posen står der, at turmaden skal trække fem minutter, men den har bedst af at få otte minutter,« forsikrer Guro Skatvedt med kendermine.

De ekstra tre minutter gør nu ikke meget for at hæve karakteren fra en til to dåseåbnere for smagen af den klæbrige masse med tørre fiskestykker. Men sulten slår kræsenheden, og ned ryger den norske friluftsføde i læ af muren fra et for længst forladt pakhus i resterne af Adventsbyen.

Fra 1905 til 1917 var det en udskibningshavn for kul fra minerne i fjeldene, i dag en spøgelsesby med forfaldne bygninger samt rustne rester af maskiner, jernbanespor, togvogne og biler …

Midt i det hele dukker en lille dreng op og tager sig en tur på en rutsjebane foran et nydeligt træhus.

»Et par familier har fritidshuse herovre. De må kunne lide at bo isoleret,« konstaterer Guro Skatvedt og serverer Nescafé og te inden sejlturen tilbage til Longyearbyen.

Kulden og stivheden af at sidde stille forsvinder hurtigt på søen den grå takket være pagajtagene. Det kniber stadig med at styre kajakken, hvis fodpedaler via stålwirer drejer roret i den modsatte retning af den fod, der trykker pedalen ned. Frisk polarluft ryger ned i lungerne, arktiske havterner dykker efter småfisk med knejsende fjelde som baggrund, og lidt uden for Longyearbyens havn ligger et krigsskib.

»Kystvagten patruljerer konstant heroppe. Ud over kul er her formentlig olie, gas og andre råstoffer, så mange er interesseret i Svalbard,« forklarer Guro Skatvedt fra sin kajak.

Efter knap en times sejlads skraber fartøjets køl mod bunden ud for en stenet strand i udkanten af Longyearbyen. Foran en af de små fiskerhytter hygger en gruppe godt påklædte nordmænd sig med øl og snak. Det er lige så lyst som ved afgangen med havkajak fra Longyearbyen midt på eftermiddagen. Et kig på mobiltelefonens ur afslører, at klokken nærmer sig 21.30. Tidsfornemmelsen forsvinder let, når midnatssolen sørger for lys i døgndrift. Men allerede i løbet af oktober sænker det totale mørke sig over Svalbard for først at give plads til sprækker med sol i horisonten i marts.

Øl og hval på kroen

Efter at have trukket havkajakkerne op på land, skyllet tørdragterne fri for saltvand og hængt tøjet til tørre er det farvel til Guro Skatvedt og goddag til en stor fadøl på baren og restauranten Kroa,

Skålet bliver der med Raquel og Veronica Acuyo, de to spanske søstre, som var med på turen tværs over Adventsfjorden.

»Vi er på rundrejse i Europa og ville så langt nordpå som muligt. Her er vildt,« siger Raquel Acuyo.

Tjeneren serverer røget hval til forret og koteletter i appelsinsauce til hovedret. Maden kræver endnu en fadøl, inden det er midnat og sengetid. Godt, at værelset på Basecamp, et hotel indrettet i stil med en fangerhytte, er forsynet med mørklægningsgardiner.

Da gardinerne rulles op næste morgen, har intet forandret sig. Lyset er det samme, langs vejen står stadig en flåde af snescootere og venter på tilsneet terræn at køre i, og både skyer og fjeld er fortsat truende dystergrå.

Nedslidt Klondyke

Inden morgenmaden er der tid til en løbetur. Men kun til byskiltet og advarselstrekanten med billedet af en isbjørn.

Et kig på Longyearbyen efter morgenkaffen afgør, at Svalbards metropol ikke er en skønhedsåbenbaring. Nogle kulørte træhuse lyser lidt op, men ellers står den på betonbyggeri, fabrikker og en nedslidt Klondyke-stemning. Den herskede sikkert også, da den amerikanske mine-entreprenør John Munro Longyear grundlagde byen i 1906.

Nogle regler er der dog i Det Vilde Norden.

»Vi tillader ikke våben i butikken. Brug gerne vort våbenskab. Henv. i tippedisken,« forkynder et skilt således på glasdøren ind til Coop-supermarkedet.

Skråt overfor triller en butiksassistent en mægtig udstoppet isbjørn ud foran sin souvenirbutik. I byens købecenter lidt længere nede ad den 500 meter lange gågade er en kvinde ved at åbne Taste of Thai Café, der kalder sig ”Verdens nordligste Thai-Kafé”.

»Jeg mødte min mand i Phuket i Thailand. Vi flyttede herop i for et par år siden, da han fik job i mineindustrien. Jeg havde et rengøringsjob, men for at prøve noget nyt overtog jeg en café og åbnede den som restaurant i foråret. Forretningen går fint,« fortæller 36-årige Rung-Arun Sianglam.

Hun repræsenterer en af Svalbards 42 forskellige nationaliteter. Høje lønninger, momsfritagelse, lav skat og nul visumpligt, kun et krav om at have et job, er hovedårsagerne til øgruppens multietniske samfund.

Havsafari med hård massage

Efter et besøg på Svalbard Museum, der fortæller om hvalfangere, lykkejægere, minebisser, turisme og hverdagsliv på Svalbard, er næste programpunkt en havsafari. Målet er dinosaurjæger Jørn Hurums lejr og jagt på forstenede fortidsøgler på Janusfjeldet.

På med overlevelsesdragter i Spitsbergen Travels lokaler, ind i en minibus og ned til havnen. Om bord i en otte meter lang åben speedbåd med en Yamaha-påhængsmotor på 250 hestekræfter. De kommer i brug, da båden er kommet ud på åbent hav. Her flyver søpapegøjer om kap med fartøjet eller dykker forskræmt under overfladen ved synet af det røde fartmonster. Meterhøje bølger medfører en voldsom kropsmassage, når båden hamrer ned i havoverfladen.

Efter en times sejlads lægger hurtigsejleren til ved en stenet kyst. Efter at være kommet i land er det tid til turmad igen. Kosten vækker lykke blandt havsafariens ti nordmænd. Uforståeligt for danskerne, som heller ikke helt er med på guidens glæde over dagens næste programpunkt.

»Vi krydser de to små elve, og så drejer vi til venstre og går op ad fjeldsiden til Hurums lejr. Det bliver godt. Vældig godt,« forsikrer han og peger mod en næsten lodret skråning, der forsvinder i tågen.

Afgang og hen til en opstigning, der udløser høj puls og en del kommentarer som »Hold kæft, hvor er det hårdt«. Anderledes tavse er nordmændene, der forcerer fjeldet i støt tempo uden at kny. Også den yngste deltager, en pige på 6 år, og den kvindelige alderspræsident på 70 år.

Den halvanden time lange tur til toppen byder på svimlende udsigter og et glimt af nogle svalbardrener, inden tyk dis og iskold støvregn bringer sigtbarheden ned på få meter.

Årets fund

Pludselig dukker konturerne af nogle telte op, og en langskægget mand indpakket i sweater, pelshue, skibukser og støvler byder velkommen.

»Vi er i fint humør heroppe, for efter otte somres søgen fandt vi i går på en af denne ekspeditions sidste dage et forstenet kranium af en svaneøgle. Det er første gang, det er sket på Svalbard, så for os er det årets fund,« jubler Jørn Hurum.

Efter et tænderklaprende kig ned i udgravningen, hvor han og hans mandskab fandt det 140 millioner år gamle øglehoved, går turen tilbage til båden.

En halv time efter at være kommet tilbage fra den tågede intethed og dinosaurjægerne på fjeldet står den på gourmetmiddag på Restaurant Huset i Longyearbyen. Restaurantens vinkælder rummer 11.000 vine og har tre år i træk fået to ud af tre glas i vinkendernes månedlige bibel, The Wine Spectator.

Svalbard er et kontrastfyldt eventyr. Også selv om det er lyst døgnet rundt om sommeren.