Tyrkisk travetur

Vi er først i april, og årets tidlige turister baner sig vej forbi forretningsstrøgets flisestabler og mørtelbassiner. Sammen med temperaturen og antallet af charterfly stiger stress-niveauet blandt Bodrums 35.000 beboere, som næsten alle lever af at servicere de hundredtusinder, der strømmer til den tyrkiske ferieby fra ind- og udland.

Velhavende tyrkere fra Istanbul og Izmir er allerede kommet og fylder godt op på de små, hippe cafeer langs vandet. Og de første nordeuropæiske plask er hørt i de eksklusive hotellers omfangsrige pool-områder.

Byens indbyggertal 10-dobles, og dens stigende puls markeres med tunge dunk fra piloteringsmaskinerne, som lægger meter efter meter til den nye havnekaj i byens østlige del. Her vil kæmpemæssige luksuslinere lægge til og sende nye turistmængder ind i cafeernes og souvenirforretningernes villige skød.

Grønne ruiner

De regelmæssige dunk giver genlyd i bjergene omkring Bodrum. Men de afføder kun skuldertræk på torvepladserne i de små landsbyer, som omkranser halvøens hektiske hovedby.

Mellem de skrå bjergvægge hersker naturens egen rytme året rundt. Her sås, plantes, dyrkes og høstes. Tobak, oliven, bomuld, frugt og honning.

En sindig uforstyrrethed ligger som en dyne over landsbyerne. Halvvilde hunde døser på torvene, og lyden af de gråstubbede mænds evige backgammon og kortspil er mere bemærkelsesværdig end det fjerne ekko fra den hektiske turistby.

Nogle få kulørte pærer omkring de små velholdte landsby-moskeer er det tætteste, man kommer den spraglede turistzone ved Det Ægæiske Hav.

»Er dette ikke enestående?« spørger Erkan Sehirli endnu en gang. »Og bag det hele ligger årtusinders historie.«

Den tætte, solbrændte tyrker peger på nogle klippeformationer, som viser sig at være en græsbevokset byzantinsk murrest. Erkendelsen afslører med et trylleslag konturerne af flere græsklædte antikke ruiner mellem klipper og oliventræer i landsbyens udkant.

I tæt samspil med det uberørte og frugtbare bjerglandskab ligger unikke, flere tusinde år gamle fortidsminder. Overset af turister og stort set upåagtet af det officielle Tyrkiet og af de lokale beboere, hvis kvæg og får græsser mellem ruinerne af korsfarerborge og Zeus-templer.

»Hvorfor nøjes med hotellets øl og pool, når dette her er en mulighed?«

Erkan har været her mange gange før, og som guide og iværksætter har han selvfølgelig en plan.

Mere indhold

Vi har vandret i nogle timer over grønne enge og på støvede stier gennem de små bjerge et halvt hundrede kilometer nordøst for Bodrum. Over en lille kop tyrkisk kahve (kaffe) og et glas sød tschai (te) fortæller Erkan Sehirli om sine visioner.

»Tyrkiet har tidligere udviklet sig fra at være et specielt og eksotisk rejsemål til at handle meget om solen, poolen og nattelivet,« fortæller han. »Nu er der atter mange, som vil have mere indhold i deres rejse, og kombinationen af aktivitet, natur og historie ligger lige for fødderne her.«

Og netop disse oplevelser skal nydes med vandrestøvler på, insisterer Erkan.

Bevæbnet med en gps har han gennemkrydset de historiespækkede klippelandskaber og kortlagt natur- og kulturoplevelser ud over det sædvanlige.

Han har fundet ruter i bjergene, der kombinerer unik natur med kulturelle oplevelser som f.eks. resterne af Heraklias' bymur, klosterruiner og ældgamle huler dekoreret med kristne motiver. Samtidig fører vandreturene gennem maleriske og uberørte landsbyer, hvor beboerne stadig følger århundredgamle traditioner.

Der er tale om dagsture på 10-12 kilometer. Ture, som ikke kræver meget andet end en nogenlunde fysik og et par fornuftige vandrestøvler.

»Populært sagt alle mellem 9 og 99 år kan være med på disse ture. Om ikke andet, tilpasser jeg ruterne lidt efter deltagerne,« griner den krøllede guide og sender et skævt blik ned på mine ben. Han har mere krævende vandreprojekter undervejs; en flere dage lang vandretur gennem de magiske Latmos-bjerge med overnatninger hos gæstfrie landsbyboere er Erkans Sehirlis næste projekt.

»Det er vigtigt at respektere bjergene, naturen og beboerne. Jeg har tidligere arbejdet med jeepture og offroad-oplevelser, men nu har jeg valgt vandrestøvlerne, fordi jeg finder en personlig tilfredsstillelse i roen og i at være i nærkontakt med naturen og de ligesindede, som tager med på mine ture.«

Erfaren iværksætter

Det med roen er noget nyt.

Den tyrkiske iværksætter har haft fart på hele livet. I årtier har han arbejdet i turistbranchen - i Danmark, Nederlandene og i de sidste mange år i fødelandet Tyrkiet. Han har guidet verdensberømte film- og popstjerner; sågar besætningen på et af USA's største hangarskibe har under et ophold i nabobyen Marmaris oplevet Erkan Sehirlis specielle talenter.

Karrieren har lært ham adskillige sprog, ført ham gennem en række projekter fra paragliding til jeepsafarier og givet ham et navn, som får selv de ansatte i Milas-lufthavnen til at løfte øjenbrynene og tillade en vis overvægt, hvis man hilser fra ham.

Erkan er en ivrig fortæller, og tiden går hurtigt i hans selskab. Politik og religion bider ikke rigtigt på ham. Han er som stort set alle andre tyrkere muslim, men praktiserer kun religion i begrænset omfang. Selv om familien stammer fra den anatolske højslette, har årtiers ophold i det nordlige Europa sat sine spor. Og Tyrkiets politiske leder, Recep Tayyip Erdogan, som er en religiøs strammer i det sekulære rige, er tilsyneladende ikke helt hans kop tschai.

»Never mind, det er kun en meget lille procentdel af den tyrkiske befolkning, som overhovedet beskæftiger sig med den slags politik. Herude har man travlt med helt andre ting,« griner Erkan og sender et blik ud over den søvnige torveplads.

Nå, de små kaffekopper er tømt ned til grumset. Vi snører støvlerne igen og sender en hilsen til landsbyens gamle mænd, som blotter deres forfaldne tandsæt hen over spillekortene.

Som tyrkere kan de se tilbage på utallige forfædre; hattiere, hittitter, grækere, frygier, persere, romere, arabere, korsfarere, seljukker og mongoler. En stribe af folkeslag, som har efterladt kulturminder over alt i det kæmpemæssige land og en melankolsk grundtone i folkesjælen.

Snart er vi atter på vej op ad de stille, krydderiduftende stier. Erkan sætter et behageligt tempo. En vandrer har sjældent grund til at skynde sig.

»At vandre giver gode ben - og fred i sjælen.«