Elsket og forhadt
I Spanien kan man få sig en ganske speciel turistoplevelse, man bestemt ikke lades uberørt af.
Tyren står skulende en snes meter fra den elegant klædte tyrefægter, der er i lys dragt med guldpalietter. Han vifter udfordrende med den røde kappe, hvilket tirrer tyren, der sætter et angreb ind.
Toreroen kan dog sit kram, og med et elegant hoftevrid finter han tyren til den ene side, mens han selv træder til den modsatte. Tyren har ikke givet op, og den fortsætter sine angreb, omend resultatet hver gang er det samme. For hver gang tyrefægteren undgår tyrens potentielt dødbringende horn, tiljubles han fra de stopfyldte tilskuerrækker.
»OLÉ!!« lyder det med stadig stigende lydstyrke ned mod den cirkelrunde arena, hvor matadoren tydeligt nyder at modtage folkets hyldest.
Fornem arena
Velkommen til en af klodens mest omstridte og forkætrede underholdningsformer - tyrefægtning. Vi befinder os i La Real Maestranza i Sevilla, der regnes for en af verdens to fornemste arenaer.
Det er første aften i Feriaen, som er Sevillas ugelange byfest i april. Tyrefægtning er en vigtig del af Feriaens aktivitetsprogram, og ugen igennem viser Spaniens bedste matadorer deres evner i La Real Maestranza.
Hver aften er der stuvende fyldt med 14.000 besøgende på lægterne, og forud for de enkelte matcher summer tilskuerrækkerne af forventning.
At få lov til at optræde i La Real Maestranza er enhver tyrefægters drøm, men drømmen kan let ende som et pinligt mareridt, såfremt den optrædende ikke leverer varen. Det lokale publikum er kendt for at være særdeles kritisk, så det er ikke enhver forundt at få jubelen til at rulle.
Explorers udsendte har været heldig at få plads på en af de forreste rækker, hvor man kommer helt tæt på udøverne. Her kan man se deres ansigtsudtryk og høre deres udbrud, og selv om man ikke altid forstår det hele, giver nærværet en ekstra dimension, som man ikke har fra de bagerste rækker.
En imponerende tyr
Det er også på de forreste rækker, at man finder hovedparten af de ægte kendere – de såkaldte aficionados. De går op i tyrefægtningen med liv og sjæl, og for en nybegynder er de perfekte at have siddende omkring sig.
På deres opildende råb og kommentarer som »bueno« og »vamos« får man hurtigt en lille indsigt i de finesser og udfordringer, som kun det trænede øje ser.
»Olé!« og ikke mindst det langstrakte »Oléeee!« anvendes, når tyrefægterne med succes har udført en af de mere farlige manøvrer.
Det er dog ikke kun tyrefægterne, der får anerkendende ord med på vejen. En ægte aficionado har også indsigt til at lade sig imponere af en tyr, der ikke så let lader sig narre, eller som udviser stort mod.
Blandede følelser
I løbet af en tyrefægtningsaften må adskillige tyre lade livet. De enkelte matcher foregår efter helt faste regler, der næsten altid ender med, at tyren bliver dræbt.
Undervejs kan det blive en halvblodig affære, når tyrens kræfter langsomt tappes, ved at små spyd og lanser stikkes i dens nakke.
Meningerne om tyrefægtning er mildest talt delte, og forud for mit besøg var jeg meget i tvivl om, hvordan jeg selv ville reagere, når først blodet begyndte at flyde fra de store dyr. Min egen reaktion viste sig at være lige så delt som holdningerne til den brutale sport.
På den ene side var det umuligt ikke at lade sig forarge over de lidelser, som de stakkels tyre må igennem, blot for at blodtørstige mennesker kan få deres trang til voldelig underholdning opfyldt. På den anden side kunne jeg på ingen måde sige mig fri for at blive grebet af spændingen. I modsætning til en fodboldkamp, en koncert eller en anden kulturel adspredelse, så indeholder tyrefægtning i bogstaveligste forstand det element af liv og død, som det er umuligt ikke at blive grebet af. Selv om det er voldsomt og brutalt, så skal man altså lige se kampen til ende – for hvem ved, om det uventede måske sker?
Hepper på tyren
I modsætning til hvad de fleste tror, kan en tyr nemlig godt overleve en spansk tyrefægtning. Hvis en tyr udviser usædvanligt stort mod, kan tilskuerne finde på at vifte med deres hvide tørklæder. Det kan igen få præsidenten for aftenens stævne til at frede tyren, så den får lov til at forlade arenaen i live og leve et behageligt otium som eftertragtet avlstyr.
Det sker dog yderst sjældent, men der er en stor fornøjelse i at sidde og heppe på tyrene i deres kamp mod den menneskelige overmagt. Ikke med håbet om, at en af tyrefægterne kom alvorligt til skade, men med tanke på, at tyren skulle overleve. Denne aften gik det dog ikke sådan og man skal som tilskuer gøre sig klart, at der er død på programmet under en tyrefægtning.
Den spanske lidenskab
Som kølig nordbo kan det være svært at forstå, hvad der får spanierne til at tillade, billige og ligefrem betale for at overvære de forkætrede tyrefægtninger. Verden over er kampene i årevis blevet fordømt som det rene dyremishandling, så hvad er det, der får spanierne til at fastholde deres lidenskab for dem?
Hvis man spørger manden på gaden, så handler det ikke mindst om fascinationen af mod og mandshjerte. Der skal cojones (nosser, red.) af stål til for at stille sig op ansigt til ansigt med 5-600 kg rå og vred muskelkraft, der ovenikøbet har et sæt horn forrest. Blot et øjebliks uopmærksomhed i arenaen kan i værste fald koste livet, og det er ikke mindst beundringen for de mænd, der tør det, som får spanierne til at elske tyrefægtning.
Dyrevelfærd
Samtidig handler det også om begejstring for den klassiske kamp mellem mand og dyr – rå styrke mod finesse og smartness – som vi kender det helt tilbage fra gladiatorernes tid. At dyrevelfærd heller ikke står helt så højt på dagsordenen som herhjemme, spiller formentlig også en rolle.
Endelig hylder man i Spanien og i Sydeuropa generelt sine helte mere, end vi gør i Skandinavien. Derfor behandles sportsstjerner ofte som guder, og de tilbedes på en måde, som det kan være svært at forstå på vores breddegrader.
Fodbold er noget af det største i Sydeuropa, og for spaniere er der mange lighedspunkter mellem fodbold og tyrefægtning. Når matadoren finter tyren, svarer det i spaniernes øjne til, at en fodboldspiller udmanøvrerer sin modstander, og at score mål kan sammenlignes med at plante lanserne i tyrens nakke.
Som en aldrende spanier forklarede på vej ud af arenaen i Sevilla:
»Når jeg ser en tyrefægter elegant snyde en tyr til den forkerte side, så er det en lige så stor fornøjelse for mig, som da jeg i sin tid nød Michael Laudrup snøre forsvarsspillere på stribe i den spanske fodboldliga.«
Tre råd til rejsen
Billetter: Tyrefægtning er populært i Spanien, så det kan betale sig at købe billet i forvejen, såfremt man ønsker at overvære et stævne. I Sevilla sælges billetterne ved selve tyrefægterarenaen, Plaza de Toros de la Maestranza. Man kan købe til samme aften fra tidlig formiddag og frem. De dyreste billetter kan i visse tilfælde komme op på 100 euro (750 kr.) eller mere, men mindre kan også gøre det. Billetter kan også købes over nettet:
Placering: Spanien i sommerhalvåret er ofte en lun affære. Medmindre stævnet foregår efter solnedgang, vil de fleste foretrække at reservere en siddeplads i skyggen (sombra) i arenaen frem for i solen (sol). Man ser også bedre, når man ikke har solen i øjnene. Desværre stiger prisen også for en skyggeplads.
Regler: Man får størst udbytte af at overvære tyrefægtning, hvis man på forhånd har sat sig lidt ind i reglerne. Og er man usikker på, hvad tyrefægtning er, kan det være interessant at surfe lidt på følgende hjemmeside. Alt er på spansk, men man får fornemmelsen alligevel: