Trekking i Tyrol

Alperne er mest kendt for skisport om vinteren, men om sommeren ændrer landskabet fuldstændigt karakter, og det hvide udskiftes med spirende grønne farver og grå nøgne klippesider.

Nyåbnede vandreruter bringer vandreren endnu tættere på naturen.

Det er næsten 50 år siden, at Dirch Passer, Susse Wold og Ove Sprogøe gjorde alperegionen Tyrol folkeligt kendt, da de holdt Sommer i Tyrol. Siden har Johnny Reimar sunget om at grine ad en tyrolerhat, og Tyrol har da også for mange været forbundet med en fjollet alpehat, lederhosen og jodlen.

Men Tyrol er slet ikke så latterlig. Her kan man nemlig på nærmeste hold opleve de svimlende panoramaer til alperne, og Tyrol byder om sommeren på bjergtagende vandreture blandt smeltevandsfloder og alpetoppe – når udsigten åbner sig, og man kan skue mange kilometer ud over bjergdalene mellem de mastodontiske alper, må man bare indtage det storladne og næsten ærefrygtindgydende landskab, der kryber ind under huden.

Her kommer man helt tæt på naturen, og bortset fra fuglenes kvidren, brusen fra de vilde floder og de klassiske klonk fra køernes klokker ligger stilheden som en dyne over Tyrol. En naturlig stilhed, der gør vandring i bjergene til en meditativ og afstressende oplevelse.

Fra alpetop til alpebund

Tyrol er en af Østrigs ni delstater, og provinsen er den mest bjergrige og tyndest befolkede del af Østrig. Om vinteren valfarter folk med hang til skisport til Tyrol, hvor det om sommeren er, som om bjergregionen hviler i sig selv og med den klassiske klædedragt og bondehusene bygget af store træplanker skaber den helt specielle og idylliske tyrolerstemning. Netop om sommeren er Tyrol et populært sted for klatring og rekreativ hiking med udsigt til de sneklædte bjergtoppe, og her kan alle være med.

Tyrol er de seneste år vokset i popularitet, og rejsende fra hele verden har fået øjnene op for de helt unikke muligheder for at vandre i alperne. Derfor har man i området omkring Lechtal og Allgäuer-alperne de sidste 10 år arbejdet på at udvikle et stisystem, der gør det muligt at trekke fra toppen af flere af alperne og helt ned til floden, Lech, der bugter sig igennem det meste af Tyrol. Ruten – den såkaldte Lechweg – er åbnet i 2012 og strækker sig over 125 km gennem Tyrol. Ruten langs floden bringer vandreren gennem tykke skove, grønne dale, glasklare bjergsøer og svimlende bjergtoppe fra den ene lille bjerglandsby til den næste.

Østrigs længste hængebro

Vi tilbringer en weekend med at trekke langs Lechweg-ruten og starter turen ved landsbyen Holzgau. Tidligt om morgenen ligger der stadig tåge om alpetoppene, så der er ingen mulighed for at se, hvor ruten vil tage os hen, men guiden beroliger med, at vejret nok skal klare op, når vi kommer op i højderne. Så vi begiver os afsted.

Efter en køretur på et par km op i bjergene, starter dagens hiking med at skulle krydse Østrigs længste hængebro, der fører fra det ene bjerg over en bjergslugt videre til næste bjerg. Og hvis nogen var nervøse for at skulle bevæge sig op i højderne, er det tidligt på dagen at få udfordret sin højdeskræk. Broen er mere end 200 meter lang, der er over 100 meter ned, og den er kun én meter bred.

Man forstår, hvorfor broen bliver kaldt Sky Walking, for underlaget er lavet af metalnet, så man kan se ned på trætoppene under sig, når man krydser. Til gengæld er udsigten heroppefra bjergtagende. Til den ene side kan man se den lille by Holzgau, på den anden strækker alperne sig ind i skyerne, og netop nu er tågen begyndt at fordampe, så stien, der skal føre os opad, kan anes forude.

Naturpark og vandfald

Den helt nyanlagte Lechweg åbner op for hidtil utilgængelige steder – f.eks. har man ikke tidligere kunnet vandre helt tæt på den enorme flod, Lech, der nogle steder er flere hundrede meter bred for at snævre sig ind til smalle og brusende flaskehalse. Eller man kan følge de små stier, der smyger sig op ad bjergsiderne mod toppen, så man får en fornemmelse af at vandre ind i himlen.

Lechweg er anlagt, så den rammer de fleste af bjergdalenes landsbyer, og på den måde kan man vandre mellem byerne og selv bestemme, hvor lang vandreturen skal være – for 125 km alpevandring kan måske være lidt af en mundfuld for selv de mest garvede bjerggeder.

Lechweg har sit udspring ved Formarinsee og følger herfra floden gennem den fredede naturpark Lechtal-Reutte for at slutte i det 12 meter høje vandfald Lechfall ved foden af Allgäuer-alperne på grænsen til Tyskland.

Som vi fortsætter vandringen, ændrer naturen sig konstant. Ruten er afmærket med et L. Det er symbolet for Lechweg, så man farer ikke vild på ruten, der pludselig går fra at bestå af tæt skov til med et stejlt fald at føre gennem blomsterenge med udsyn til flade grønne dale.

Skyerne snor sig om de sneklædte bjergtoppe, og man passerer jævnligt de ærke-tyrolske træhytter, hvor bønderne sommetider tilbringer natten, og hvor man også selv kan arrangere overnatning. Det føles som at gå fra det ene postkort til det næste, og alpelandskabet indfrir alle forestillinger om et klassisk Tyrol, som man kender det fra film og billeder. For foden af de nøgne alper strækker dalene sig frodigt og fladt. De i forvejen diminutive bjerglandsbyer ligner fra højderne legobyer, og man kan akkurat skue de klassiske rød/hvide kirketårne, der stritter op over hustagene.

Weisbier og wienerschnitzel

Tågen er lettet, solen skinner igennem, og de eneste pletter på himlen er de hvide skyer, der smyger sig om bjergtoppene. Dagens vandring er på otte km, hvilket måske ikke lyder af meget, men kan mærkes i benene, når det går opad. Vi har nået dagens højeste punkt, og herfra går det gudskelov kun nedad mod floden, som kan følges på dagens sidste par km.

Først smutter vi dog lige ind på en bjergrestaurant, hvor kroppen får lov at restituere med wienerschnitzel og weissbier med udsigt til Tyrols alper. Tyrol er absolut ikke noget at grine ad, Johnny Reimar, men det er til gengæld svært at tilbageholde et saligt smil med sådan en frokostudsigt.