Har du en kniv?

Dunk! Det store, brune får med de stirrende øjne springer lige ud foran bilen, så vi ikke har nogen chance for at undgå at køre det ned. Selv om jeg får bremset kraftigt ned, rammer jeg det store dyr med pæn kraft, hvorefter det triller rundt og ligger og spræller midt på vejen. Og hvad gør man så? Jeg springer ud og stopper den første bil. »Jeg har ramt et får, hvad skal jeg gøre?« lyder min lettere febrilske stemme. »Har du en kniv?« lyder det uden tøven fra den midaldrende kvinde, der viser sig at være på vej til sin mors begravelse. Og ja, vi har ikke mindre end to skarpe knive i bilen. Men jeg aner ikke, hvordan man skal dræbe et stort får med en kniv - og den venlige kvinde er heller ikke ligefrem klædt på til fåreslagtning, som hun står der midt på vejen i småregn iført sit pæneste tøj. Vi stopper derfor en tredje bil med tre unge fyre i. Deres første kommentar er: »Har du en kniv?« Den ene af fyrene vælger resolut den skarpeste af vores knive og beder os kigge væk, mens han skærer halsen over på fåret, så blodet fosser ud. Det er tydeligt, at det at aflive et stort dyr er den naturligste ting i verden for færingerne. Da vi med vores bymentalitet beklager drabet på fåret, forklarer den unge fyr os, at fåret blot har fået forkortet sit liv med et par måneder, da det under alle omstændigheder skulle have været slagtet til efteråret. Det hjælper lidt på samvittigheden.

Tæt på naturen

Når man rejser rundt på Færøerne, kommer man rigtig tæt på en af de ældste kulturer, der findes i kongeriget Danmark. Færingerne har gennem århundreder lært at leve i pagt med naturen. De har forstået, at naturen tager og naturen giver. At nogle fiskere omkommer på havet, mens andre bliver velhavende af fiskeriet. At nogle år er magre år, mens økonomien på andre tidspunkter går bersærk. 97 pct. af Færøernes eksport handler om fisk. Men turismen stormer frem og er nu de forblæste atlanterhavsøers næststørste industri. Det er på trods af, at vejret på Færøerne ikke altid ligefrem indbyder til turisme. Eller måske netop derfor. Det er næppe tilfældigt, at færingerne selv har en ganske sigende forklaring på, hvordan man ser forskel på sommer og vinter: »Om sommeren er det lyst, når det regner.« Når det er sagt, så kommer man ikke udenom, at Færøerne har noget af verdens mest spektakulære natur. Så spektakulær, at øriget af det velansete naturmagasin, National Geographic, er blevet kåret til verdens mest uspolerede ødestination. Måske fordi det barske vejr i den grad har skabt en unik natur og et unikt samfund.

Perfekt til øhop

Selv om det kan lyde mærkeligt, er Færøerne et ideelt sted at tage på øhop. Man kan uden problemer hoppe rundt mellem de 18 øer, hvad enten man er i bil, på motorcykel eller rejser med lokale transportmidler. Bilen er dog på mange måder at foretrække. Ikke mindst på grund af det lunefulde vejr. Hvis man vælger bilen eller motorcyklen, bliver man mødt af en imponerende infrastruktur. Det lille øsamfund er skruet sammen af fine, velholdte veje og et fantastisk net af tunneller. De fleste er gratis, mens man skal betale for enkelte af de længste tunneller. Her er Tórshavn en udmærket base, fordi afstandene er så små, at man sagtens kan komme rigtig meget rundt på dagsture. Der findes også campingpladser, ligesom man kan leje sig ind i private feriehuse. En dagstur kan meget passende gå til Saksun på hovedøen Streymoy. Her kan man ved lavvande tage på en spektakulær vandretur langs med stranden og rundt om en klippeø ude i den lille fjord. Men det kræver, at man inden har sat sig grundigt ind i tiderne for høj- og lavvande. Ellers kan man let ende med at strande ude på øen, hvilket jævnligt sker for turister. En anden flot tur går til Gåsedalen på øen Vágar langt mod vest, hvor fjeldene knejser, og vejret ofte viser sig fra sin mest barske, men også meget imponerende, side. En vandretur her fører en ud i ødemarken samtidig med, at man kan nyde udsigten over havet og Færøernes vestligste ø, Mykines. Har man bilen med til Færøerne - eller har man lejet en - bør man også unde sig selv en tur op nordpå forbi Klaksvík, Færøernes næststørste by, der er fyldt med smukke træhuse. Og så vil det være synd ikke også at fortsætte helt op til Vidoy, den nordligste af de 18 øer, som Færøerne består af.

Søpapegøje på menuen

Her i bygden Vidareidi serverer værtinden på den lille, lokale kro, Elisabeth, søpapegøjer eller lomvi til middag. 240 kr. for en stegt søpapegøje. Retten er så spektakulær, at folk gerne kommer langvejs fra for at nyde den lokale specialitet. Hvis man altså nænner at sætte tænderne i et eksemplar af den elegante fugl, som nærmest er Færøernes nationalsymbol. Men igen kommer natur-kulturen frem. Uanset hvor smuk og elegant fuglen er, så kan den spises. Og den smager angiveligt ganske godt. Vi springer dog over. Da vi senere tager på sejltur til fuglefjeldene ved Vestmanna og hører, at bestanden af søpapegøjer er gået stærkt tilbage de senere år, fordi sildene, som de lever af, er trukket længere ud i havet, er vi godt tilfredse med, at vi valgte en bøf i stedet for en fugl til middagen. Sejlturen ud langs fuglefjeldene er ofte en kold og blæsende fornøjelse. Men spektakulær. Her er fjeldene på det nærmeste skudt op af undergrunden - et enkelt fjeld, der har form som en pilespids, rager ikke mindre end 144 meter i vejret. Har man ikke oplevet de barske fjelde på nært hold, har man ikke rigtigt oplevet Færøerne.

Får på nakken

Om foråret sejler bønderne her deres får ud i noget af verdens mest barske natur med klipper, der er så stejle, at bønderne må tage fårene på ryggen og klatre op med dem. Når fårene i løbet af sommeren har tredoblet deres vægt ved at æde løs af tang og græs, der er propfyldt med særlige salte og mineraler, kommer bønderne tilbage og henter dem. Deres kød er særligt eftertragtet på grund af en unik smag. Turen ud til fuglefjeldene byder desværre kun på enkelte søpapegøjer, en del lunder og en enkelt havsule, Færøernes største fugl med et vingefang på mellem 130 og 160 centimeter. Men vi nyder i bogstaveligste forstand at få naturen helt ind på kroppen - i takt med at regnen og bølgeskvulpene gør os våde. Undervejs kommer vi også forbi en lille bygd, der blev forladt i 1964. Fordi det dengang tog tre-fire timer at gå til den nærmeste anden bebyggelse, hvis man da ikke valgte robåden, som på den tid var det foretrukne transportmiddel. I dag er Færøerne berømt for nærmest at have en tunnel til hver eneste bygd. Det er ikke helt sandt, selv om der er ekstremt mange tunneller i forhold til indbyggertallet på øerne. En af de få øer, det kræver ekstra tid at besøge, er den sydligste ø, Suduroy. Den når vi ikke, da en tur herned ikke kan klares på en enkelt dag.

Søndag er hellig

Hvis man besøger Færøerne på en søndag, skal man være klar over, at hviledagen i det dybt religiøse samfund er ualmindeligt hellig - i hvert fald efter dansk standard. Man må hverken slå græs eller gå på arbejde på en søndag eller en helligdag. Der er sågar en lov, der forbyder det. Gør man det alligevel, kan man være sikker på, at naboerne vil klage. Kirken har - måske på grund af det hårde liv og den megen modgang, som befolkningen gennem århundreder har været udsat for - en meget stærk rolle i det færøske samfund. Selv om Færøerne fortsat er en del af kongeriget Danmark, byder et besøg her på en rejse ind i en helt anden kultur, natur og mentalitet. Og det er absolut et besøg værd.

LÆS OGSÅ: Selvfølgelig spiser de heste i Island