Levende historie i oldefars landsby

Mens 45 vilde slædehunde og deres ejere boltrede sig på de historiske arealer ved Andelslandsbyen Nyvang, kunne de øvrige besøgende nyde varmen, røverhistorierne og de økologiske pølser i den gamle smedje og i Madam Blå-cafeen.

Lønnen er tre halve stykker højt belagt smørrebrød og dertil en sodavand eller en kold pilsner. Så hvis vi bare kommer her ofte nok, behøver vi ikke at gå sultne i seng,« siger Svend Jeppesen. Det viltre skæg dækker over mundens linjer, men øjnene afslører, at den ældre smed er ganske godt tilfreds med sin tjans, selv om arbejdet mestendels må bære lønnen i sig selv.

»Desuden får vi jo en ganske fin habit til rådighed,« siger han og peger på sin blå, åbentstående kedeldragt.

Svend Jeppesen er én ud af en stab på 507 frivillige medarbejdere, der i øjeblikket er beskæftiget ved det kulturhistoriske museum Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk. Sammen med områdets åbne kulisser som f.eks. Faurbjerg Smedje, Søstrup Andelsmejeri og Sct. Stefanskirken udgør staben en autentisk og levende scene fra den blomstrende andelsperiode i Danmark ca. 1870-1960. En scene, der elegant suger den besøgende ind i en svunden tid, hvor størstedelen af de danske familier havde en børneflok på fem-otte, og hvor ”Så går vi rundt om en enebærbusk” ikke blot var en sjov sangleg, men en sand fortælling om storvasken på landet.

I Nyvang står gruekedlen ikke udstillet som et smukt og majestætisk klenodie. Her snurrer den - med både sæbe og kogetøj. I smedjen er der heller ikke snor for ilden. De besøgende har mulighed for at gå tæt på ambolt og esse, mens smeden svinger hammeren på de glohede stykker jern, så gnisterne springer - mens han underholder med historier fra egnen.

»Det var jo sådan, det foregik. Hvorfor skulle vi så gøre det anderledes?« lyder det fra Svend Jeppesen.

Forargelse oplyser

På de historiske jorder ved Holbæk trækker man de besøgende hen til kanten - og gerne lidt over - så indtrykkene kan bane sig vej ind i folks bevidsthed.

»Sidste sommer slagtede jeg en dværghane på gammeldags maner. Da hovedet var kappet af med øksen, blev de omkringstående børn bedt om at lægge hænderne på fjerene for at mærke varmen. En lille pige var frisk på ideen, indtil hendes mor kom farende, mens hun skrækslagent råbte, at den stakkels pige skulle passe på salmonellabakterier. Da denne scene gentog sig for tredje gang samme dag, måtte jeg med bestemt stemme forklare de omkringstående, at det ikke var et farligt foretagende, vi havde gang i - men at det faktisk var sådan, man gjorde for ikke særligt mange år siden,« siger Lotte Lumholt, kommunikationschef i andelslandsbyen.

»Folk skal røre historien - selv om det kan skabe forargelse. På den måde opstår en særlig fordybelse, der giver begivenhederne mulighed for at sømme sig fast i hukommelsen«.

Med det princip for øje hersker en speciel energi og stemning over Nyvang. Hvor mange andre virksomheder er mere regelrette og initiativløse i disse økonomisk trange tider, satser Nyvang på kreativitet og provokation:

»Hellere tilgivelse end tilladelse,« lyder det fra en grinende Lotte Lumholt.

Iltre hunde

Nyvangs historiske bygninger, der blev opført i 1992, er hovedsageligt åbne for besøgende fra april til oktober. Enkelte begivenheder i vintermånederne får dog også landsbyens ”beboere” til at trække i hatte, støvler og kedeldragter. På denne halvtriste januarsøndag er flere end 45 polare slædehunde - og deres respektive ejere - samlet til det årlige slædehundeløb. Og netop hundene har i den grad forstået, hvad det vil sige at være udstillingsobjekt på et levende museum: Med en glammen og en gøen, der bevæger sig et godt stykke over et acceptabelt decibelniveau, kaster de sig hovedkulds ud i løbene på de brede stier, mens det hundeglade publikum jubler. På grund af det grønne vintervejr er slæderne i dagens anledning udskiftet med trehjulede vogne, venlocykler, og de hvide pelse bliver mere og mere brune, som dagen skrider frem. Men hundene er tilsyneladende ligeglade: Når først håndbremsen på vognene er slækket, går der ikke lang tid, før de iltre dyr er ude af syne.

For publikum er der også andre glæder på Nyvang i dagens anledning. Efterhånden som kulden æder sig gennem frakkerne, og larmen når et sandsynligt tinnitus-skade-niveau, trækker folk ind i cafeen Madam Blå for at få tiltrængt ro, en nystegt økologisk pølse eller en hyggesnak med hinanden og personalet.

Her møder man landsbyens stamkunder, som der angiveligt er en del af.

»Jeg kommer af og til herud med mit barnebarn. Der er så mange arrangementer, at hvert besøg fodrer os med nye historier og ny viden om perioden. Og så bliver man underholdt. I dag har der f.eks. været foredrag med slædehundeeksperten Jørgen Junge Busch,« fortæller gæsten Dorrit Retbøll, mens hun nyder roen og en kop varm, hjemmelavet hyldebærsaft.

Danmarks største pensionistklub

Umiddelbart inden kaffeslabberasen har Dorrit Retbøll besøgt Svend Jeppesen i smedjen, der har givet kyndige instrukser i, hvilke typer jern der egner sig bedst til smedearbejdet - krydret med en god håndfuld røverhistorier.

»De ved så meget herude, og det er jo skønt, at de har tid til at dele ud af deres viden,« siger hun.

Særligt nyder hun stemningen, der syder af både ro og energi. At det er muligt, skyldes i høj grad karakteren af frivillig-staben, lyder forklaringen fra Lotte Lumholt.

»Da langt størstedelen af de frivillige er godt oppe i alderen, kalder vi staben for ”Danmarks største pensionistklub”. Den titel forpligter: Nyvang skal emme af en hyggelig ”bedsteforældre-stemning”, hvor gæsterne kan komme ned i gear - også selv om aktivitetsniveauet er højt.«

Den relativt høje alder vækker imidlertid bekymrede miner hos flere af landsbyens levende kræfter.

»Vi brænder for projektet. Vi brænder for at vise folk historien frem. Men mon generationen efter os også gør det?« spørger Gurli Lillesø, der har tilbragt dagen med at stege økologiske pølser på det gamle komfur i Madam Blå.

»Vi kan jo huske det her komfur fra vores forældres køkken. Og vi har deltaget i gymnastiktimerne i forsamlingshuset. På godt og ondt. Min generation har et særligt forhold til en tid i danmarkshistorien, som vi gerne vil give videre til nye generationer. Jeg er usikker på, om en ny generation også har lyst til det.«

Tid til smørrebrød

Foreløbigt kan Gurli Lillesø, Svend Jeppesen og de 505 andre frivillige i Nyvang nyde deres løn på tre halve stykker smørrebrød og en kold pilsner i sikker forvisning om, at stedet også vil tjene publikum de næste år.

»Sidste år havde vi over 61.000 besøgende - og det giver jo gode penge i kassen. Derudover har vi adskillige projekter i støbeskeen. F.eks. vil jeg gerne udvide den visuelle historiefortælling med QR-koder i de gamle bygninger, så besøgende via mobiltelefoner får adgang til spændende videoer fra hele landsbyen,« siger Lotte Lumholt.

Om få uger er det vinterferie, og det betyder, at Nyvangs ”beboere” igen må trække i arbejdstøjet.

»Og vi frivillige glæder os til at komme igen. For så skal vi have smørrebrød og hygge os med gæsterne,« siger Svend Jeppesen.

Andelsbevægelsen

Tanken bag andelsbevægelsen er, at flere slutter sig sammen om en opgave, som den enkelte ikke kan løfte alene. Sammen skaffer man startkapital, og senere er man fælles om at dele overskud og tab. Man kan altså løse større opgaver og sikre en bedre og mere ensartet kvalitet - eller gennem storindkøb få en bedre pris og større udvalg.

Man regner oprettelsen af den første brugsforening, Thisted Arbejderforening, i 1866 for startskuddet til andelsbevægelsen i Danmark. 16 år senere fulgte stiftelsen af det første danske andelsmejeri, Hjedding Andelsmejeri, og i løbet af 1880'erne oprettedes andelsmejerier over hele landet. Især årene 1886-89 var præget af en sand "mejerifeber". Det anslås, at en tredjedel af samtlige landbrug i 1890 var medlemmer af et andelsmejeri.

I 1896 samlede Severin Jørgensen de danske brugsforeninger i Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB). Tre år senere stiftedes Andelsudvalget, der skulle varetage andelsvirksomhedernes fællesinteresser udadtil. Et vigtigt talerør blev Andelsbladet, som blev udgivet af udvalget fra 1900.

I 1939 rummede den danske andelsbevægelse bl.a. (ud over brugsforeningerne) 1.339 andelsmejerier, 61 andelsslagterier samt 5 andelsfoderstofforretninger.

I 1950'erne betød en gennemgribende strukturrationalisering i dansk landbrug, at antallet af andelsforeninger blev kraftigt reduceret, og i dag fremtræder de fleste enkeltvirksomheder inden for andelsbevægelsen uden noget særligt særpræg i forhold til ikke-andelsvirksomheder.

LÆS OGSÅ: Nyt liv i Holmegaards glasovne