Franske finesser i campingvognen
Caravelair har 50 års erfaringer, men er ikke et alment kendt mærke på det danske marked.
Der hersker ingen tvivl om, at de tyske, slovenske og svenske producenter sidder godt og grundigt på det danske campingvognsmarked. Det er en af årsagerne til, at franske Caravelair ikke har fået ordentlig fat i danskerne. Det kan også skyldes, at de billige campingvogne ikke er faldet i danskernes smag. Men nu kan det billige image manes i jorden, for selv om prisen stadig er lav, får man meget for pengene. Caravelair Antares Luxe 400, der er producentens billigste serie, er et godt eksempel på dette.
Utraditionel indretning
Indretningen er utraditionel for så lille en rejsevogn. Til venstre for indgangen er der et lille, kompakt køkken. Det har alt det, et køkken skal have med varmt og koldt vand, komfur og køleskab. Køkkenet tager ingen plads, men er fuldt ud funktionelt. Skabspladsen er også godt udnyttet. Personligt ville jeg nok have fortrukket låger foran alle hylder for at udnytte opbevaringspladsen optimalt. På de åbne hylder kan man ikke have ting under transport.
Toiletindretningen fungerer, og med det nye Thetfort-kassettetoilet viser Caravelair, at man er med på det sidste nye på markedet. Toilettet er praktisk, og især i forhold til rengøring er det i topklasse. Resten af badeværelset er i skrabet udgave. Det fungerer og set i forhold til vognens pris er det klart, at der skal spares visse steder. Det er der så gjort her, men nu er der forhåbentlig heller ingen, der tager på ferie for at holde den på toilettet.
Åbent, lyst og venligt
Hjertet i campingvognen er åbent, lyst og venligt. Naturligvis er pladsen udnyttet til sidste kvadratcentimeter, for det er en lille campingvogn, men den er udnyttet fornuftigt, og man føler sig ikke klemt inde. Der er fornuftig plads i stuens siddegruppe. Der er tv-bord og garderobeskabe, og alle overskabe, som man tidligere så bygget ud i loftet, er væk, så man fremhæver det rummelige. Det er dygtigt gjort i så lille en campingvogn og er lykkedes til fulde for franskmændene. Valg af lyse træsorter og runde låger sammen med den moderne polstring i caffe latte-farver får det hele til at fremstå indbydende.
Tjek dobbeltsengene
Den store dobbeltseng i soveværelset er komfortabel, og det er vigtigt i en campingvogn til et par. Sengen er bygget på tværs, og det vil kræve, at den ene kravler over den anden, fordi man ikke kan gå rundt om sengen. Ønsker man ikke denne sengeindretning, skal man se nærmere på modeller i Allegra- eller Venecia-serierne.
Caravelair kalder denne vogn for Luxe, og det er det eneste sted, hvor den franske cafe au lait er kommet lidt galt i halsen. Holdt op imod markedets virkelige luksusvogne er denne en skrabet model. Prisen er værd at lægge mærke til, for man får meget campingvogn for pengene, hvis man kun camperer om sommeren og et par gange forår og efterår. Ønsker man mere komfort i de kolde måneder, skal campingvognen varmeoptimeres.
En yderst væsentlig ting, der er med i prisen, er polyestertag og -sider, så man undgår haglskader. Gaskassen er meget rummelig, taget vognens størrelse i betragtning, og de konstruktionsmæssige finesser er i orden så som runde greb, der anvendes, når campingvognen skal skubbes på plads.
Vægten er også værd at give et ekstra point for i en tid, hvor bilerne også bliver mindre. Denne model kan trækkes af de fleste biler på det danske marked. Vægten og størrelsen giver en optimal frihed på rejsen, og man kan komme frem overalt. Caravelair støtter dermed kerneværdierne i ferieformen camping.
LÆS OGSÅ: En sej rejsevogn for de voksne