Oplev Valencias anden verden

Valencia er vant til tredjepladser i Spanien.

Med 800.000 indbyggere er Valencia den tredjestørste by, fodboldklubben Valencia FC den tredjebedste, og byen den tredje mest besøgte af turister. ”Los valencianos” har for længst affundet sig med Madrids og Barcelonas podieplaceringer, og de må da også erkende, at storebrødrene overgår Valencia i mange henseender.

Har Valencia noget, som den ene ikke har, sidder den anden ofte med trumfkortet. Et godt eksempel er strandende i Valencia-regionens Costa Blanca og Costa del Azahar. Madrid har ingen strande, men det har catalanerne og endda blot et kvarters gang fra Ramblaen. Og mens man i Valencia føler, at man ikke træder de øvrige turister over tæerne som i Barcelona, kan det samme siges om Madrid takket være byens enorme areal.

Trods svære odds lykkes det dog Valencia at gøre opmærksom på sig selv, og især på to områder kan Madrid og Barcelona ikke være med: Børneaktiviteter og futuristisk arkitektur. Den usædvanlige kombination finder man i Valencias Ciudad de las Artes y las Ciencias (Kunst- og Videnskabsby).

Den rette timing

På hotellet antyder en ældre receptionist, at min plan om at besøge videnskabsbyen tidligt på dagen er dårlig.

»Tag denne brochure. Der står ikke noget om, at skoleeleverne har undervisning på stedet og først tager hjem ved 15-tiden, men ellers er den brugbar. Hvis jeg var dig, ville jeg bruge formiddagen nede ved katedralen,« siger hun og viser mig morgenmadssalonen.

Det ender alligevel med, at jeg nærmer mig videnskabsbyen, inden dørene åbnes kl. 10. Fra en bro har jeg udsigt til dens fire hovedbygninger, der er som taget ud af en science fiction-film. En af ”rumstationerne”, verdens højeste operahus Palau de les Arts Reina Sofia, ligner en gigantisk bille og flankeres af den øjeformede Hemisfèric, der består af en IMAX-biograf, et planetarium og et rum med lasershow.

Det er dog ikke dér, skolebusserne stopper.

Undervandsverden

Det gør de ved L'OceanogrÀfic, som jeg også har sat kursen mod.

Eleverne stiger ud og får besked på at stille sig på række og vente på, at gitteret glider op. Spændingen er uudholdelig for én af drengene, der begejstret siger »tiburónes« (hajer) til sin makker et par gange i minuttet. Kl. 10 er det slut med at vente, og forude venter 500 dyrearter i Europas største oceanografiske park, der kan fylde 15 olympiske svømmebassiner.

På den anden side af gitteret er der trappenedgange til hvert verdenshav, så man eksempelvis kan nyde Stillehavets liv i én hule og de smilende hvidhvaler fra Ishavet i en anden. Udefra ligner den sidstnævnte hule en månestation, mens den indenfor leder tankerne hen på en overdimensioneret iglo.

Enkelte have er forbundet med et underjordiske stisystem, hvor der er udsigt til stimefisk og forskellige hajarter. Det er da også her, drengen fra køen befinder sig - med åben mund og fingeren rettet mod en tre-fire meter lang hvidtippet revhaj.

Foucault og Wolverine

Timerne går, og efter mødet med en yogaklasse, der mediterer i et rum under Det Røde Hav, går turen videre til den største af de fire hovedbygninger, det interaktive videnskabsmuseum Príncipe Felipe.

Museet, der er på størrelse med Operaen på Holmen og ligner et hvalskelet, er mindre besøgt end L'OceanogrÀfic, men ikke mindre interessant og lærerigt. Det første, der springer i øjnene på den nederste af tre etager, er en kæmpe model af Foucaults pendul, som optager en gruppe skoleelever, der har sat det i gang.

Stedet huser mennesker i alle aldre. Et ægtepar stiller sig på skift op på en maskine, hvor de hopper så højt, de kan, for at få målt deres fysiske kapacitet. Manden, der fortæller, at han har rundet 69 år, erkender, at det så bedre ud for nogle år siden.

Størstedelen af de yngste gæster befinder sig på øverste etage, hvor superhelte og videnskab kombineres. Ved en figur af Wolverine følger en pædagogisk tekst om, at »enhver kan få brug for implantater, hvis ulykken er ude«. Herefter lyder missionen på en skærm: »Se patientens implantater ved at køre scanneren henover ham.«

Den hellige gral

Valencias videnskabsverden er ikke det eneste arkitektoniske eksperiment i byen, viser det sig den følgende dag.

Den næsten 800 år gamle Santa María-katedral er en blanding af fire forskellige stilarter, som afspejler de skiftende byggetrends fra det 13. til 15. århundrede: Hovedporten er fra barokken, østsiden romansk, og endelig er kuplen, kirketårnet og Apostlenes Dør fra gotikken. Inden for murene finder man et bæger i et glasmontre, der menes at være den hellige gral - altså det bæger, som Jesus drak af i den sidste nadver. Ud over at være den formentlig mest fotograferede genstand i Valencia er bægeret blevet brugt af flere paver i tidens løb, senest Benedikt XVI i 2006.

Det ser ikke ud til at imponere to fyre, der er enige om, at bægeret er overraskende lille og mindre end VM-pokalen i fodbold. Sammen med en nonne på bagerste række er fyrene de eneste i kapellet, der ikke har et kamera i hånden.

LÆS OGSÅ: Den spanske smeltedigel