Fortsæt til indhold
Rejser

Köln er let at nå og let at fordøje

Byen er mere end synet af en sort domkirkes spir, når man drøner forbi på motorvejen.

MOGENS HANSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

"Luk vinduerne! Vi nærmer os Sibirien."

Udtalelsen tillægges Konrad Adenauer, Vesttysklands første kansler efter Anden Verdenskrig, men da ordene ifølge overleveringen faldt, var han overborgmester i Köln i mellemkrigstiden. Adenauer brugte den nedladende vending, når han begav sig over på den østlige side - den ”forkerte” side - af Rhinen, som gennemskærer millionbyen Köln i det vestlige Tyskland.

Bemærkningen afspejler, at der er forskel på den lette, næsten sydeuropæiske eller latinske tilgang til livet langs Rhinen, hvorimod livsanskuelsen i det østlige Tyskland med magtens centrum dengang og nu, Berlin, i vest anses for at være præget af prøjsisk kæft, trit og retning - som Adenauer ikke brød sig om.

Lettilgængelig, letfordøjelig

Köln er lettilgængelig for danskere med sin placering ved et net af motorveje, bl.a. A1, som mange danskere benytter, når de kører sydpå mod især Frankrig, og med sin direkte flyforbindelse til København.

Byen er også letfordøjelig med sin moderne indretning, sit overskuelige centrum og et prisniveau, der i hvert fald hvad fortæring og overnatning angår forekommer lavere end det tilsvarende danske. Köln egner sig til kortere ophold, f.eks. en udvidet weekend med fly eller et stop en eller to nætter på bilturen til eller fra Sydvesteuropa.

Rhinen er byens hovedpulsåre med en livlig trafik af tungtlastede flodramme og udflugtsbåde. En godt sted at begynde er en en-times-tur med en udflugtsbåd op og ned ad floden i det centrale byområde. På tysk og engelsk forklares undervejs, hvad man passerer af bl.a. kirker, bygninger, broer og verdens fjerdestørste messeområde med 77 udstillinger i 2009.

Efter sejlturen kan man rundt til meget andet seværdigt. Under færdiggørelse er futuristiske byggerier i Rheinauhafen, de såkaldte ”kranhuse”, med både boliger og kontorer, udtænkt af arkitekt Hadi Teherani, så man skulle tro, at tyngdeloven lokalt er ophævet. Langs floden, hvor man kan spadsere, omdannes gamle pakhuse til moderne boliger og kontorer, men man bevarer byens fortid i form af istandsatte lastekraner og en middelalderlig bymur.

Kig ned og bemærk for dine fødder byens værn mod den største nutidige trussel: At Rhinen går over sine bredder og i værste fald ødelægger udsatte bydele. I fortove og vejbaner sidder diskret indretninger, hvori kan rejses meterhøje stålvægge, som vil sørge for, at floden nogenlunde vil forblive i sit leje.

Den sorte katedral

Centralt ligger også Kölns berømte domkirke, som er sort af forurening, men ikke desto mindre Tysklands største turistattraktion med ca. seks millioner besøgende hvert år. Især katolske pilgrimme tiltrækkes af det skrin i kirken, som skulle rumme jordiske rester af de hellige tre konger. Der blev bygget på domkirken i gotisk stil fra 1248 til 1880, og Kölns centrum huser desuden 12 kirker i romansk stil, som også tiltrækker sig opmærksomhed, om ikke andet, så fordi kirkernes tårne og spir rager op over alt andet, og især domkirkens spir kan ses fra stor afstand.

Imellem alt det gamle - Köln fører sin historie 2.000 år tilbage til romertiden - pulser den moderne metropol med butikker, stormagasiner, gågader, sporvogne, metro og tæt biltrafik.

Når man er mæt af alle disse indtryk, kan der slappes af på byens 3.300 værtshuse, cafeer og restauranter.

Sulten kan stilles med sære ting som ”Halven Hahn” (ikke en halv kylling, men en rug-rulle med ost), ”Himmel und Ääd” (”himmel og jord” i skikkelse af kartoffelmos med æblemos) og Kölscher Kaviar (blodpølse med løg). Pizza og kebab ses dog også - det ”internationale” køkken er nået frem!

Tørsten kan slukkes med ”Kölsch”, den lokalt bryggede, overgærede øl, som serveres i glas på kun 20 cl. Det er jo ikke meget for en øl-tørstig sjæl, men pas nu på: Øl-brikken, som glasset står på, skal lægges oven på glasset, ellers kommer serveringspersonalet, kaldet ”Köbes”, med én til. Prost!

Læs også: Berlin - den nære storstad