Italienernes eget sted

Den venlige københavner ved swimmingpoolen på hotellet i Alghero, som skulle til at rejse hjem med eftermiddagsflyet, lænede sig frem i liggestolen og sagde til de nyankomne med et vidende nik.

»Vil I høre, hvorfor Sardinen er så dejlig? Det er, fordi det er italienernes eget sted. Det er her, de selv kommer,« sagde han og blinkede hemmelighedsfuldt.

Det så nærmest lidt komisk ud, da han sagde det. Men de næste par uger skulle vise, at han havde en pointe.

Allerede på førstedagen på Sardinien pegede tre ting i retning af, at Sardinien er italienernes eget sted:

- På hotellet om morgenen lagde receptionisten en stak friske turistbrochurer på skranken med en oversigt over de bedste strande på Sardinien. Men brochuren ”Le spiaggi piú belle della Sardegna” fandtes kun på italiensk.

- Lidt senere på dagen, da vi sejlede ud på en heldagstur på havet med den lille båd ”Attilio Regolo”, fortalte skipperen Antonio vidt og bredt om grotterne, korallerne og bugtens historie, men kun på italiensk, selv om mindst halvdelen af de 30 passagerer var nordeuropæere.

- Og om aftenen inde på promenaden i Alghero var det ældre italienske ægtepar, der sad på den lune havnekaj og kiggede på de velklædte italienske børnefamilier, der promenerede forbi.

Selvfølgelig hørtes også fransk, hollandsk og dansk i de små gader sådan en varm sommeraften. Men det var slet ikke i samme omfang som på det italienske fastland i byer som Firenze, Rom eller Venedig, Verona eller Siena, som Jyllands-Postens udsendte tidligere har besøgt.

Og de følgende to ugers rejse rundt på øen skulle bekræfte tesen om, at Sardinien er italienernes eget sted. De har hidtil haft øen lidt for sig selv.

Men det er ved at ændre sig.

Det skyldes bl.a., at der nu er billige fly at få fra både Kastrup og Billund samt fra tyske lufthavne som Hamburg og Bremen.

På baggrund af den voksende interesse fra danskere for at besøge Sardinien satte Jyllands-Postens sig for at give en introduktion til Sardinien for begyndere til danskere, der gerne vil besøge Sardinien i en eller to uger i sommermånederne. Den udsendte familie bestod af to voksne og tre børn i alderen otte, 14 og 17 år.

Først er det afgørende at slå fast, at Sardinien er en stor ø - og at man derfor slet ikke kan nå at besøge hele øen, når man kun har et par uger til rådighed. Øen er på hele 24.000 kvadratkilometer - det er mere end halvdelen af Danmarks størrelse.

Sardinien er over 250 kilometer lang og mere end 100 kilometer bred, så at ville ”gøre” hele Sardinien på et par uger, vil være det rene stress.

På den baggrund besluttede Explorer sig for at koncentrere sig om den nordlige del af øen med tre-fire overnatninger på fire forskellige destinationer - i alt 15 overnatninger. Erfaringerne viser, at det giver en vis balance mellem på den ene side det at se meget af et område og på den anden side at kunne have en base med lidt ro i nogle dage i træk.

En sådan tur på Sardinien kræver en bil. Det offentlige transportsystem er ikke så veludviklet, at det lader sig gøre at komme rundt. Man kan enten flyve til Sardinien og leje en bil, eller man kan køre hele turen til Italien selv og sejle over fra eksempelvis Genova eller Livorno. Flere færgeselskaber har billige jackpotbilletter på visse afgange.

Man kan naturligvis også sagtens tage en uge eller to på Sardinien uden bil, eksempelvis ved at flyve til Alghero og blot nyde livet dér med de udflugter, der arrangeres af bureauer, eller som man selv kan organisere. Det er også fint. Men at have bil til rådighed gør det muligt at opleve Sardinens forskellighed.

Alghero-området

For den førstegangsbesøgende er Alghero et naturligt sted at begynde, for hertil går der flere flyruter, og byen er let at nå med bil fra færgehavnene på østkysten.

Byen har rigtig gode strande, spændende natur, oplevelser på havet, gode restauranter med overkommelige priser og hyggelige snævre gader med et livligt aftenliv omkring de mange små forretninger.

Den bedste strand er Il Giovanni, der ligger lige midt i byen og strækker sig over mere end en kilometer. Her er der en blanding af gratis offentlige strande og de private strande, der hører med til det italienske strandliv, og hvor man skal af med de obligatoriske 15 euro for at leje en parasol og to liggestole for at kunne benytte stranden.

Lidt uden for Alghero ligger Maria Pia-stranden, som er smallere, fordi den ligger ved en pinjeskov. Her er der til gengæld lidt gratis skygge at få. Der er god sandstrand begge steder. Der er dog en vis hage ved stranden i Alghero. Byen har fået sit navn af, at der hver vinter kommer store mængder alger ind fra havet, og selv om sommeren ligger store bunker af indtørrede alger i et enkelt område på stranden, og ved visse vindretninger kan det lugtes.

Fra havnen i Alghero er der gode muligheder for at tage på havet. Der ligger små og lidt større både, der bl.a. tilbyder heldagsture til gode snorkle- og badesteder med frokost om bord inklusiv. Klart anbefalelsesværdigt. Flot er også turen til grotterne. Man kan også sejle ud om eftermiddagen for at se delfiner, men man skal være forberedt på, at det kun er otte af ti gange, at delfinerne er der. Der er også mulighed for at komme ud at dykke. Alt i alt - er man i Alghero, bør man sørge for at komme på havet.

Fra Alghero kan man køre på flere forskellige heldagsture. Man bør køre de godt 20 kilometer op til Capu Cáccia og gå de 656 trin ned ad trappen mod havet og ind i Grotta di Nettuno, Neptuns Grotte, som giver mulighed for en guidet tur ind i grotten, der nærmest ligner en hel katedral.

Man kan også tage på endagsture til stranden Stintino - se mere om den i beskrivelsen af næste stop på rejsen.

Om aftenen er Alghero hyggelig at opholde sig i. Det vrimler med folk langs strandpromenaden, og her er kunstnere, musikere, restauranter og forretninger. Igen er det helt klart mest italienske turister, der færdes i gaderne, og ekspedienter, tjenere og gadesælgere taler stort set ikke engelsk. Man kan begynde aftenen med at gå op på det lille fæstningsværk på pynten af byen og se en smuk solnedgang over bjergene og så ellers nyde bylivet med restauranter, gelateriaer med den bedste italienske is samt indkøb i de små forretninger i de snævre gader, hvor der er åbent til meget sent.

Generelt om prislejet, så er Sardinien overkommeligt i forhold til andre dele af Italien. Med noget så simpelt som pizzapriserne på restaurant som sammenligningsgrundlag, giver man typisk syv euro for den pizza, der inde i Firenze, Rom eller Siena ville koste 10.

Hvad angår overnatningsmuligheder, har Alghero alle muligheder - lige fra camping, bed and breakfast til lejligheder og de bedre hoteller ved stranden. Explorer valgte fire overnatninger i lejlighed med fem sovepladser, hvilket kostede 1.500 kroner pr. nat.

Camping i nord

For at variere indkvarteringsformerne valgte Explorer til område to at booke plads på en campingplads i den nordlige del af Sardinien, nærmere betegnet øst for byen Porto Torres nord for Sassari. Den skulle efter sigende være en livlig campingplads med aktiviteter for børn og unge.

Men igen viste Sardinien sig at være italienernes sted. Al kommunikation omkring eftermiddags- og aftenaktiviteterne foregik på italiensk, og personalet talte meget lidt engelsk. Dertil kommer, at temaerne ved aftenunderholdningen - eksempelvis karaoke og kåringen af det smukkeste barn - var noget overgearede, i alle tilfælde efter danske forhold, så man opgav snart at deltage og sad snarere med en vis munterhed og betragtede, hvad der foregik her på italienernes sted.

Det var på den ene side befriende, at der ikke var gået så meget masseturisme i stedet; på den anden side betød det, at familiens børn og unge hurtigt stod af de fælles aktiviteter.

Til gengæld er sådan en italiensk campingplads med fire stjerner veludstyret med swimmingpool, baner til tennis, fodbold, basketball og beachvolley, så der var masser af aktivitetsmuligheder for familien - ud over det indlysende ved, at campingpladsen lå lige ned til en flot hvid sandstrand.

Explorer valgte at bo i bungalows på campingpladsen til omkring 900 kroner pr. nat for to bungalows. Det fungerer meget fint med et udendørs køkken på en terrasse og er meget anbefalelsesværdigt.

Ellers er selve byen Porto Torres ikke noget at skrive hjem om. Det er en havneby med en stor petrokemisk industri, og de mange skorstene inviterer ikke ligefrem til et besøg. Det er ikke sådan stedet, man tager ind om aftenen for at hygge sig og gå på restaurant.

Derimod er det værd at tage en heldagstur de omkring 20 kilometer til Castelsardo, som er en meget meget charmerende by, der ligger på toppen af et bjerg, har snævre små gader med meget liv, og som har en lille sandstrand med lækkert rent vand.

Er man virkelig til strandliv, bør man også tage på en heldagstur mod vest til strandboen Stintino, der er kendt for sine hvide strande med det fineste sand, man kan forestille sig. Men man skal være opmærksom på at komme helt ind til sandstrandene, før man stiller bilen, for de første strande ved indkørslen til byen er stenstrande. Det vrimler med mennesker på strandene i Stintino, men til gengæld er de lange og med usædvanligt fint sand.

Tværs over Sardinien

På vej mod det tredje område, som Explorer ville besøge - området ved Cala Gonone på østkysten - gik turen i bil tværs over Sardinien. Turen understregede, at man oplever mest, hvis man har en bil til rådighed under sit besøg på øen.

Naturen skifter karakter fra kysten i nord og vest, efterhånden som man kommer ind i landet. Bakker bliver til bjerge og frodige vinmarker kravler op ad skråningerne.

Oppe i bjergene ligger små landsbyer, som i alle tilfælde kan kalde sig italienernes egne steder, for her kigger folk stadig nysgerrigt, når en bil med lyshårede turister triller ind på torvet.

Man skal undgå at komme ind i en af de små landsbyer i middagshviletiden, for på det tidspunkt er alt lukket. Gaderne ligger øde hen, der er ikke et menneske at se nogetsteds, selv hundene er trukket væk fra gadebilledet og har gemt sig under skyggen af et træ.

Vi kørte i sådan en middagsstund ind i den lille by Sédilo lige midt på Sardinien og kørte rundt i ti minutter - på jagt efter noget at drikke - uden at se en levende sjæl.

Lidt heldigere var vi i den næste lille by, Orotelli, hvor en driftig yngre kvinde, der sad og sludrede med nabokonerne i middagsstunden, øjnede mulighederne for at gøre lidt forretning ved at tilbyde de tørstige og sultne turister sin cafés eneste frokostret: En tallerken med pølse, skinke og ost, serveret med det særlige sardinske brød, som er papirtyndt, sprødt og ganske lækkert. Det var et anderledes og spændende møde med Sardinien - en lille tidslomme blot få minutter fra hovedvejen. I disse små landsbyer ligger der flere små kirker, der er åbne, og som lukker ind til lidt svale, ro og fred på en steghed sardinsk sommerdag.

Længere ude mod øst kommer man til byerne Nuoro og Dorgali, begge smukt placeret oppe i bjergene med en betagende udsigt over solbeskinnede frodige dale.

Især Dorgali er en hyggelig by, hvor gamle mænd sidder og spiller kort og drikker kaffe om formiddagen på små fortovscafeer. Når man forlader Dorgalis grønne skråninger inde i bjergene, kører man gennem en tunnel, og lige pludselig ligger havet foran en ved udkørslen i den anden ende af tunnelen. En nedkørsel af hårnålesving fører ned til Cala Gonone.

Cala Gonone

Det tredje mål for rejsen var Cala Gonone på østkysten af Sardinien. I selve Cala Gonone er der kun en enkelt, men meget fin strand. Men man kan tage med både ud til nogle af de andre små strande, der ligger langs kysten ude på den midterste del af østkysten. Cala Gonone er derfor et meget populært feriested med masser af hoteller, lejlighedskomplekser og en meget fin campingplads, som Explorer slog sig ned på - igen i en af disse bungalows med udekøkken, skygge og hygge - pris for to bungalows, der kunne rumme i alt fem personer, var igen omkring 900 kroner pr. nat.

Man kan sagtens tilbringe flere dage på stranden i Cala Gonone, men de mange bådture og ”mini-cruises”, der reklameres for overalt i byen, får havet til at lokke. Men så begynder det at koste.

Det såkaldte minikrydstogt, hvor man besøger fire forskellige strande, snorkler tre forskellige steder og får frokost om bord, koster 40 euro - godt 300 kroner pr. person - og med en familie på fem løber det op.

Man kan så i stedet vælge at sejle ud med en båd, der lægger til ved tre strande til 24 euro eller nøjes med at tage båden til den smukkeste af strandene, Cala Luna, en tur frem og tilbage til 15 euro.

Men har man energi til det, er der en bedre måde at komme til Cala Luna på. Man kan køre i bil fra Cala Gonone to-tre kilometer ud til Cala Fuili, hvor vejen stopper. Derpå kan man vandre hele vejen oppe i bjergene langs kysten i omkring to timer. Husk vand. Det er en flot vandretur ad stenede stier og klipper, og den kan forceres af de fleste, også større børn. Belønningen for strabadserne er en usædvanlig smuk og dejlig strand ved Cala Luna, hvor man kan bade og snorkle. Der er kæmpestore grotter, som man kan gå til, og grotter under vand, som man kan svømme hen til.

Cala Gonone om aftenen er meget charmerende. Restauranter og gelaterier ligger langs strandpromenaden, hvor månen kaster et langt lys i det blinkede vand. Stedet er bestemt anbefalelsesværdigt. Der er da også danske rejsebureauer, som arrangerer rejser hertil.

Det fjerde område, som Jyllands-Posten besøgte, er kyststrækningen Costa Smeralda. Men det område er en historie helt for sig, og den kommer i næste nummer af Explorer.

Karakteristisk nok for Sardiniens evne til at leve lidt i det skjulte er det, at Politikens Forlag, som ellers har en Turen Går Til-guide til andre Middelhavsøer som Kreta, Rhodos, Korsika og Sicilien, ikke har en sådan guide til Sardinien. Bevares, der findes en ”Politikens Visuelle Guide Sardinien”, men det er en oversættelse af en engelsk guidebog, som slet ikke har den danske indfaldsvinkel, som TGT-serien ellers har. Men i takt med, at der kommer flere flyruter fra Danmark til Sardinien, har også Politikens Forlag planer om at udgive en TGT til Sardinien; den kommer i 2012. Så vil tiden vise, hvordan øen på trods af en voksende strøm af turister fra Nordeuropa vil kunne formå at beholde det særpræg, der giver dem den kompliment, det er at være italienernes eget sted.

LÆS OGSÅ: Korsika for begyndere