Det bedste rejsemål i Europa

Det er lige præcis, når man står højt oppe på den smalle bjergsti mellem småbyerne Vernazza og Corniglia, at man for alvor forstår, hvorfor danskerne strømmer til Cinque Terre.

Dér står man og indsuger synsindtrykket af to af de fem maleriske småbyer, der ligger klinet ind i kløfter i bjergene ud til det klare Liguriske Hav - med den særlige form for god samvittighed, som følger af et større stykke fysisk arbejde - og så må man bare udstøde et livsbekræftende »aahh!«

Da Morgenavisen Jyllands-Posten for et par år siden bad sine læsere udpege, hvilket rejsemål de helst ville til, kom Cinque Terre ind på en klar førsteplads i Europa.

Danskernes begejstring for området kan godt mærkes, når man færdes der; man hører dansk over det hele. Men man bliver ikke irriteret over at være rejst så langt hjemmefra og så høre en bredbaget dame fra Ballerup stønne sig op ad en af stierne. Tværtimod sender man hende et medvidende nik, fordi man er ude i en fælles oplevelse af dette skønne stykke Italien. Og når man kommer ned efter turen og på en trappesten i skyggen i en af de små byer skyller en flaske koldt vand ned, lytter man beredvilligt til Ballerup-damen og andre danskeres vandrehistorier fra dagens ture mellem de fem byer - for man skal selv på den igen i morgen.

Hver sin dialekt

De fem byer - Monterosso, Vernazza, Corniglia, Manarola og Riomaggiore - ligger på Italiens vestkyst mellem Genova og Livorno. De figurerer ikke på standard-atlas, for de er ganske små. Faktisk bor der uden for sæsonen kun omkring 6.000 italienere i de fem byer tilsammen, mens tallet mere end fordobles om sommeren.

I rigtig gamle dage, dvs. før jernbanen blev anlagt i 1871, var der kun adgang til de fem byer fra vandsiden og fra stierne mellem byerne og ned til byerne oppe fra indlandet. Hver af de fem byer var så isolerede, at de havde hver deres dialekt, selv om de lå få kilometer fra hinanden i luftlinje.

Folk levede af fiskeri og af vindyrkning - det sidstnævnte et møjsommeligt arbejde. Vinbønderne huggede terrasser ud af bjergsiden, lavede gærder ved at stable sten og hentede jorden fra indlandet, fordi der ikke var nogen muldjord på bjergskråningerne. Med de høstede druer kunne de så drage til markederne inde i landet og bytte vinen til korn, grøntsager og andre livsfornødenheder.

De fem byer er kilet ind mellem bjergsiderne med små, smalle gader, der strækker sig fra havnen og op ad bjergsiden. Byerne med de gule og lyserøde huse med karakteristiske grønne skodder skaber i dag en perlerække, hvis lige ikke ses noget andet sted i Europa.

Nationalpark

Med jernbanens åbning i 1871 blev der skabt større kontakt fra byerne til omverdenen, og da vejen i højlandet blev færdig i 1963, blev det muligt for besøgende at opleve de fem byer.

Men ikke kun almindelige rejsende blev betaget af Cinque Terres skønhed.

Geologer, havbiologer, kulturgeografer og andre forskere konstaterede, at kombinationen af terrasse-vindyrkning, økosystemet i havet ind til kysten, den særlige byplanlægning og den storslåede naturlige skønhed var noget enestående, der burde bevares. I 1997 kom Cinque Terre på FN-organisationen Unescos liste over bevaringsværdig verdenskulturarv, og området omkring de fem byer fik betegnelsen Nationalparken Cinque Terre.

Det betyder, at området får støtte fra bl.a. den italienske regering, naturbeskyttelsesorganisationer og EU til at sikre, at det bevarer sit særpræg og beskyttes mod masseturismens mindre positive bieffekter.

Det betyder også, at det ikke er Cinque Terre, man skal vælge, hvis man går efter en decideret badeferie. Tag i så tilfælde hellere til lidoen øst for Venezia eller den italienske riviera vest for Genova.

Ganske vist kan man også bade i Cinque Terre, men strandene er få, små og stenede. I Cinque Terre bør badningen være blot en del af den samlede naturoplevelse - man springer typisk i vandet for at blive kølet ned efter en gåtur mellem byerne.

Små stumper strand

De fem byer er alle charmerende.

Tager vi dem nordfra, kommer man først til Monterosso. Det er den af de fem byer, der mest ligner almindelige kystbyer ved den italienske riviera, og det skyldes i al væsentlighed, at Monterosso har det, der mest ligner en strand.

Der ligger stumper af strand både ved togstationen og ved selve byen, og begge steder har de lokale hoteller sat sig på størstedelen af stranden. Det betyder, at man skal betale for at komme ind på stranden og for at leje parasol og liggestole. De små, offentlige stumper strand er klemt inde mellem de private. Strandene er stenede, og det bliver hurtigt dybt, så de er ikke så velegnede for små børn.

Monterosso adskiller sig fra de øvrige byer ved at have mange hoteller. Hele 28 er der af dem, og det bidrager til at give byen et præg af traditionel middelhavs-badeby.

Særegen byplanlægning

De fire øvrige byer i Cinque Terre er derimod væsentligt anderledes, end hvad man ellers finder i middelhavsområdet. Det er ikke badebyer, selv om de har mindre strande, og de har kun få hoteller. Langt de fleste overnatningssteder for turister er bed & breakfast eller private pensioner.

Det er faktisk først ved by nummer to regnet nordfra, Vernazza, at man oplever den særlige byplanlægning, der har skabt de særegne fem byer. Ved den lille strand ligger byens havn med cafeer og restauranter, og op ad klippen strækker byen sig med små, hyggelige gader med de karakteristiske huse.

Den næste by, Corniglia, er bygget op efter samme naturlige model, smukt i klemme mellem klipperne. Ved den lille mole helt nede ved vandet er der begrænsede bademuligheder, men vandet er klart og indbydende og nærmest kalder på én, når man er nået frem til byen efter en vandring fra syd eller nord.

I de smalle gader kan man med fordel købe frisk brød, skinke, ost og tomater og lave sin egen lille frokost under de gamle oliventræer på det lille torv. Eller man kan tage en pizza med derhen.

Både foran husene

Manarola, by nummer fire nordfra, virker ægte og uspoleret. Hovedgaden er fyldt med både, som ejerne har slæbt op på land og parkeret foran husdøren som en anden folkevogn. I mange andre byer ville bådene være blevet fjernet, og der ville være cafeer, hvor de stod. Men ikke i Manarola. Man bader fra klipperne i havnen, hvilket er fint, hvis det er for en enkelt dag eller to.

Den sydligste af byerne, Riomaggiore, har en lang, charmerende gade fra havnen og op ad bjerget. Ud ad halvåbne grønne skodder sidder gamle koner og følger med i byens liv, og om aftenen sætter de sig på stentrappen ved huset sammen med nabokonerne og kigger på turisterne, der køber ind hos lokale bagere og slagtere, eller som har slået sig ned på en af de små restauranter.

Rundt om en lille pynt mod syd finder man en lille stenstrand med klart vand, hvor der er godt at snorkle efter små fisk.

Det er ikke tilladt at køre ind i de fem byer i egen bil. Lejer man en lejlighed eller et hotelværelse, får man at vide, hvor man skal stille bilen uden for byen eller i et parkeringsanlæg. Man kan godt køre fra by til by, men det er besværligt at finde p-pladser i udkanten af byerne, når man kommer frem. Desuden er det slet ikke meningen, at man skal køre selv - man skal opleve.

Den smukkeste måde at komme rundt mellem byerne er at gå ad de smukke ruter langs kysten (se separat artikel).

Men bliver man træt af dagens vandring, kan man altid hoppe på toget, der kører mellem de fem byer, det meste af tiden inde i tunneler i bjergene. Det tager kun få minutter at køre fra en by til en anden, og den samlede rejsetid fra Monterosso til Riomaggiore er blot 20 minutter. Priserne er yderst rimelige, f.eks. koster en enkeltbillet for hele denne strækning kun 1,40 euro eller ca. 10 kroner.

Man kan med fordel købe et togkort, der er kombineret med det obligatoriske adgangskort, som man skal købe for at komme ind i Nationalparken Cinque Terre. Et sådant kombinationskort koster 8,50 euro for én dag for en voksen. Tjek turistinformationen for særlige rabatter til familier, børn, ældre og grupper.

Man bør desuden mindst en af dagene tage færgen, der sejler mellem byerne - dog ikke ind til Corniglia - og på den måde opleve Cinque Terre også fra vandsiden.

Terrasser på klipperne

Set fra vandet bliver det endnu tydeligere, hvorfor Unesco har sat Cinque Terre på listen over bevaringsværdige steder. F.eks. kan man på hver side af Vernazza se kontrasten:

På den ene side af byen er der store områder, hvor beboerne over hundredvis af år har opbygget terrasser til vindyrkning. Terrasserne har de hugget ud i klippesiden, de har stablet sten på sten uden brug af mørtel og cement for at holde på jorden, og jorden har de tilmed hentet mange kilometer inde i landet. Her vokser nu de ranker, der giver Cinque Terre druer til vinproduktionen. Bl.a. via lokale kooperativer sørger de enkelte kommuner for, at når en vinbonde bliver for gammel, står yngre kræfter klar til at fortsætte med at dyrke jorden.

På den anden side af byen kan man se, hvad der sker, hvis mennesket ikke længere passer terrasserne. Bjergvæggene gror til, jordskred sætter ind, og terrasserne eroderes væk.

Havet ud for de fem byer hører med til nationalparken. Og her patruljerer både nationalparkens både og det lokale havnepoliti årvågent for at hindre uønskede både, fragtskibe og lystyachter, der kan beskadige det særlige økosystem, som kysten og havbunden ved Cinque Terre består af.

Explorer var med i marinebiolog Claudio Valeranis hvide gummibåd med to store Honda-motorer, da Valerani en formiddag passede en stor lystyacht med blåt skrog op et sted tæt på kysten.

Bådens ejer havde fået kaptajnen til at føre yachten tæt på kysten og kaste anker dér, så han kunne tage sit morgenbad i havet ud for Cinque Terre. Da yachtens ejer steg op af havet og tog imod det store, grønne frottehåndklæde, som et hvidklædt besætningsmedlem stod parat med, råbte Valeranis, at yachten skulle væk.

»Dette er en nationalpark - og det skal det blive ved med at være!« konstaterede marinebiologen.

Læs også: Vandring mellem byerne