De stille kanarieøer

Der er kanarieøer, og der er kanarieøer.

Afstanden fra masseturismens Tenerife og Gran Canaria er behersket, men atmosfæren på ”de stille kanarieøer” - La Palma, La Gomera og El Hierro - er en ganske anden. Her, på de mindste og fjerneste af de syv kanariske øer, finder man ro og uberørthed, og vi har besluttet os for et månedlangt ophold for at fordybe os i øerne.

Vi har ikke villet låse os for fast på forhånd. Så hjemmefra har vi blot sikret os, at der står en udlejningsbil klar til os i La Gomeras havneby, San Sebastián, og et overnatningssted til de første dage på øen. Resten tager vi derfra.

Vort fly fra København lander på Tenerife ved middagstid. Varme, sol og blå himmel møder os. At komme fra lufthavnen til havnen i Los Cristianos er problemfrit. Vi tager en taxa, men konstaterer, at der også er busmuligheder. Lige så let er det at finde færgen til La Gomera.

Vort overnatningssted i den isolerede lille by Alojera er ikke et ubetinget heldigt valg, skal det vise sig. Der er havudsigt mod vest, jovist, men højt hævet over havet. Omtrent 10 minutters kørsel ned til den stenede strand - alternativt 20 minutters vandring ned ad det stejle bjerg.

Og når man så er dernede på Playa de Alojera, er bølgerne denne tidlige forårsdag høje for at sige det mildt. Og vandet ikke ligefrem varmt. Dette er jo altså også det yderste vest. Herfra er der åbent hav helt til Florida. Men de lokalt fangede fisk på landsbyens eneste åbne restaurant er lækre.

Man kan foretage en grundig rundtur på La Gomera i bil på én dag. Vi står ud og vandrer rundt ved Vallehermosa og i El Cedro. Begge landskaber kan anbefales. Vi finder frem til flere stenede og vindomsuste badesteder på den nordlige del af øen.

Logi på Casa María
Vi kommer ned til ”Storkongens Dal”, Valle Gran Rey. Berømmet for sin skønne natur og berygtet som øens turistmagnet. Det første er sandt, konstaterer vi. Det sidste ikke så slemt endda, er vort indledende indtryk. Dette indtryk er så stærkt, at vi vælger at ”flytte” hertil efter Alojera.

Arne Falk-Rønnes bog fra 1988, ”Øerne i solen”, inspirerer os også:

»Jeg er kommet her med jævne mellemrum igennem snart 20 år og har flere gange boet på det noget forfaldne, men charmerende hostal Casa María, der stadig er et af de mest prunkløse, hyggelige og billige overnatningssteder, jeg kender.«

Da der er gået endnu 20 år, siden disse ord blev skrevet, forventer vi egentlig ikke at finde den beskrevne pension og slet ikke i den omtalte stand. Den er heller ikke så let at få øje på. Men vi bliver lokket af en mindre bygning med en bar, Las Jornadas, mest fordi der er levende musik, som i vore øren lyder nærmest cubansk, indimellem mexicansk. Det viser sig, at huset også har servering af mad og udlejning af værelser - og på markisen står ordene: Casa María.

Det synes lige så forfaldent som beskrevet, og billigt er det at bo der. Vi får et dobbeltværelse med balkon, hvorfra man ikke alene kan se, men også høre bølgerne slå ind mod stranden, for 20 euro pr. nat.

Los de María, som husorkestret kalder sig, spiller seks aftener om ugen. To af guitaristerne arbejder på Casa María- den ene er Marías søn, den anden hendes nevø.

María selv er ikke helt ung længere, men hun er stadig mester for en fiskesuppe, som både lokale og turister kommer igen og igen for at nyde.

De tyske hippier
Arne Falk-Rønne har stillet os yderligere en Valle Gran Rey-specialitet i udsigt, nemlig hippier.

»De foragter enhver form for charterturisme (men benytter sig dog gerne af de billige flypriser), og de mener at opfylde et kulturelt behov ved med deres blotte tilstedeværelse at færdes blandt den lokale befolkning. I begyndelsen kaldte de sig blomsterbørn og vandt i Franco-tidens sidste år en vis sympati hos befolkningen. Men den satte de hurtigt over styr med deres missionsagtige marxistiske indstilling til omgivelserne, der gik i spænd med en udpræget ulyst til at give penge ud.«

Overvintrede hippier fra 1970'erne (og deres hippiebørn) fylder stadig en del i Valle Gran Rey. De ejer butikker og driver hoteller, men mere usædvanligt: På stranden neden for Casa María er der hver aften ved solnedgangstid trommedans med messende sang.

De fleste af disse hippier taler tysk. Det samme gør de forretningsdrivende. Og deres kunder. Tyskerne er de turister, der er flest af på disse øer, især på La Gomera, og vi vænner os til at blive tiltalt på deres sprog, fordi alle regner med, at vi også er tyskere.

Verdens højeste ø
Næste stop er La Palma. Ved hjælp af Den Spanske Stats Turistbureau i København er vi blevet indlogeret i en renoveret herskabslejlighed i et ældre hus i Santa Cruz de la Palma, den lokale hovedstad. Faktisk ikke øens største by, men den ældste og den, hvor bebyggelsen er mest koncentreret. I denne lille storby - 18.000 indbyggere - er der forbavsende få turister. De synes at være ude i de storslåede landskaber og på de få strande.

La Palma regnes som verdens højeste ø i forhold til sit areal, og den har en spektakulær natur, men det kan være svært at se den, fordi der ofte er tæt pakket med skyer, når man kommer lidt væk fra kysten. Reglen er, at der er nogenlunde klart først på dagen, men at skyerne sidst på formiddagen smyger sig ind over toppen af bjergryggen og derfra kryber nedad, så det gælder om at komme tidligt op.

I påskeugen (fra fredag før påske til påskelørdag) er der dagligt processioner gennem byen, ledsaget af trommer og messingblæsere, mest mellem kl. 21 og 23. Tunge processioner med hætteklædte børn og voksne, deriblandt mange barfodede og adskillige, der slæber rundt på fodlænker som symbol på afsoning for synder. Metal mod brosten.

Hver procession er arrangeret af sit broderskab og har sit religiøse tema. Det er givetvis ikke hensigten, men man kan næsten ikke undgå at få associationer til et vist nordamerikansk broderskab, som også er kendt for at skjule sig bag høje hætter. Mange deltagere er tydeligvis medlemmer af flere broderskaber, for de går igen aften efter aften.

Under alle omstændigheder imponerende, hvordan alle uanset alder lever sig ind i dette religiøse rollespil og dets ganske dystre stemning.

Den cubanske forbindelse
Vi finder to charmerende tascaer, dvs. barer med mulighed for indtagelse af tapas. De hedder pudsigt nok det samme som Ernest Hemingways to yndlingsbarer i Havana, La Bodeguita del Medio (her forkortet til La B del M) og El Floridita.

På begge tascaer mikses udmærkede mojitoer, den cubanske drink, som består af rom, lime, rørsukker og mynte. På La B del M er der mest folkeliv. Det synes at være et af de vigtigste mødesteder for santacruzianerne. El Floridita, som drives af det cubanske ægtepar Lola og Eduardo, er nærmere et mødested for byens latinamerikanere.

Vi holder os til Cuba, da vi forlænger opholdet i Santa Cruz med tre overnatninger på Pension La Cubana, som hedder sådan, fordi den første ejer - for over 50 år siden - var cubaner. Der er lavt til loftet og tynde vægge mellem værelserne, men hyggeligt og billigt.

Forklaringen på de mange cubaneres - og en del venezuelaneres - tilstedeværelse på øerne er enkel: Her var fattigdom for 80-100 år siden, og mange udvandrede. I dag er der - bl.a. takket være turismen - ikke længere nogen fattigdom at tale om, og derfor vender mange udvandreres efterkommere tilbage.

Verdens ende
El Hierro har vi på forhånd ikke forventet os alverden af, men vi vil gerne have øen med, bl.a. for at se, hvor den gamle vestmeridian gik - den gamle verdens ende mod vest og det sydligste europæiske punkt.

I lufthavnen mødes vi af modne damer både hos Europcar og i turistinformationen. Vidende, alvorlige og ærligt opsatte på, at turisterne skal have det bedst mulige ud af opholdet på deres ø.

Vi har læst os til, at der er langt mellem busforbindelserne, så vi har på forhånd lejet en bil uden at forhøre os nærmere. Først efter at have set en del småbusser rundt om på vejene får vi fat i en busplan, som afslører, at der i hvert fald mellem byerne er ganske gode forbindelser. Men da vi vil ud i naturen uden for almindelig bebyggelse, er bilen praktisk nok.

Øen virker noget forblæst, og dens symbol er et gammelt træ, som bøjer sig for vinden. Vi oplever både en del blæst og tåge eller lavthængende skyer. De første par timer når vi en stor del af øen rundt. Alt for meget vind, for køligt og ingen badestrande. Skyerne skjuler det øverste af den ellers imponerende bjergvæg, der hæver sig over den nordvestlige dal, El Golfo.

Vi kører over bjerget til det sydligste udsted, fiskelejet La Restinga, vort sidste håb. Hér skinner solen, der er en lille strand, og så finder vi en pension, Casa Kai Marino, hvor vi får et rummeligt værelse med en stor terrasse til en rimelig pris. Vi beder om fire dage, men forlænger senere.

Det milde vand
Turistdamen i lufthavnen har fortalt om et underligt fænomen: Mar de las Calmas - farvandet ud for den lange sydvestkyst, som er én stor bugt, og hvor vandet altid er mildt og roligt. Vi tror vel ikke rigtigt på det, men efterprøver det de få steder, som det er muligt at komme frem til ved hjælp af bil eller vandrestøvler. Og det passer!

Både ved Orchilla længst ude mod vest og ved Tacorón omtrent nede ved sydøstspidsen er vandet forbløffende behageligt. Oppe fra de forblæste højder kan vi se, at havet er roligt langs hele den langstrakte bugt, men har høje, hvide bølgetoppe et godt stykke ude.

Tacorón bliver yndlingsstranden - en klippestrand, som asfaltvejen går omtrent ud til, og hvor der ligger en herlig italiensk udendørsrestaurant, Bar Pizzeria Tacorón. Få hundrede meter derfra ligger en sværere tilgængelig sandstrand, som man oftest har for sig selv.

Skriften på bjergvæggen
En dag har vi også guiden Juan Miguel for os selv. Vi er blevet opmærksomme på ”kulturparken” El Julan, som primært består af hieroglyf/rune-agtige tegn fundet på nogle store sten oven for Mar de las Calmas. Vi er kommet i besiddelse af nogle flyveblade, som fortæller, at der er åbent kl. 8-15 og guidede ture kl. 10.15. Så en dag er vi på vej ind i området ved 14-tiden, men møder et par jeeps med folk på vej bort derfra. De siger, at selve parken er lukket nu, at man kun kan komme ind i den med guide, men hvis vi vil det, er vi velkomne på en hvilken som helst dag kl. 10.15.

Den invitation tager vi imod, og Juan Miguel fører os ned ad bjergsiden et par timer, indtil vi kommer til nogle af stenene med graveringer på - graveringer, som man ikke har tydet endnu, men som man mener har fællestræk med skriftsprog fundet i Nordafrika.

Den barske del af dagen er tilbageturen - to timer op ad bjerget.

Vi stifter bekendtskab med andre store oplevelsesmuligheder på den mindste kanariske ø: Den bjergtagende udsigt fra udsigtspunktet La Peña, hvor en stilfuld restaurant er blevet føjet ind i landskabet af arkitekten César Manrique. Den 28 km lange pilgrimsrute Camino de la Virgin fra kapellet Ermita de nuestra Señora de los Reyes til øens hovedstad Valverde. Og den 800 meter lange vandresti til Djævlens Grotte, en noget besværlig - for ikke at sige risikabel - sti ved Tacorón.

Vi havde på forhånd regnet med at overnatte nogle gange på Tenerife, enten undervejs mellem øerne eller i slutningen af vores kanariske måned, men planerne realiseres aldrig. Vi har nok i de stille småøer.

jakob.lambertsen@jp.dk