En tur i sandkassen

Ko Phayam

Stedet, som har modstået civilisationens begær, er Ko Phayam, en stolt lille ø med lange strande i skyggen af cashewtræerne. Perfekt for den, som søger ro - og sit indre jeg.

Ko Phayam er ikke så lille endda - nogle kilometer fra den ene ende til den anden. Her bor et par hundrede mennesker, som i lighed med forfædrene har levet ubemærket gennem århundreder. De har dyrket jorden, høstet af havets rigdomme og fuldbyrdet livets gang. Ikke mange har hørt om den lille ø, der ligger på Thailands vestkyst lige præcis der, hvor Burmas sydspids på fastlandet forsvinder og går over i et øhav, som deles af de to nabolande.

Rygtet om den uberørte ø bredte sigmellem rejsende.

Selv om Ko Phayam sammen med sine mindre søsterøer Ko Chang (ej at forveksle med den større Ko Chang nær Cambodja) og Ko Lao udgør en nationalpark, er de formentlig de eneste af Thailands øer, der ikke nævnes i større omfang i de guidebøger, som ellers beskriver snart sagt hver eneste afkrog af landet. Og det til trods for, at øen i et par år har haft en - om end enkel - infrastruktur, der faktisk kunne indbyde til et behageligt ophold.

Fotograf Martin Cejie hørte om øen under en tidligere rejse i det sydlige Thailand. Tippet var ikke til at tage fejl af: »Rejs til Ko Phayam, før det er for sent. Turistboomet venter lige om hjørnet.«

En hundrede meter lang betonmole er det første, som møder en, når man kommer til Ko Phayam. Her lægger færgen fra kystbyen Ranong til.

Molen er det eneste, som sladrer om, at der faktisk er et lille samfund på øen.

I grønne omgivelser ligger en håndfuld prunkløse huse, som rummer butikker, et lille postkontor og nogle beskedne restauranter.

Det er ikke stort, men det føles, som om det er tilstrækkeligt. Ikke mange mennesker er i sigte, da vi ankommer. Derimod spankulerer nogle høns rundt, og på afstand hører vi en hund gø.

Formentlig ligger menneskene og hviler sig. De venter på, at det skal blive køligere. Efterhånden som dagen går på hæld, bliver varmen til en behagelig lun tropeaften.

Pan, en kvinde i 35-års-alderen, som driver Coconut Bungalows på den anden side af øen, har siddet og ventet ved molen for at slå en klo i de få besøgende, der kommer til øen.

»Velkommen til Ko Phayam,« siger hun, ler og fortsætter: »I er velkomne til at bo hos mig. I får et roligt og behageligt ophold.«

Vi tager imod hendes tilbud. Men kun en af os kan være på hendes lille motorcykel, så øens eneste taxi - også en motorcykel - befordrer den anden.

På Ko Phayam er der kun én vej, en meterbred betonbane, der er for smal til en bil. Men den er helt ny, bygget for mindre end et år siden. Før var der kun en sti, som blev ufremkommelig, når regntiden satte ind, og man måtte tage båden den lange omvej rundt om øen for at komme over på den anden side.

Vi hopper på motorcyklerne, og så går det ellers i rasende fart ud ad den lille betonvej.

Den snor sig fremad, og her og der hænger træernes grene så lavt, at man må dukke sig for ikke at slå hovedet. Det går hurtigt.

For at komme til Coconut Beach, hvor Pan har sine bungalows, må vi forlade betonbanen.

Vi kører nogle hundrede meter på bar jord i en skov med lave træer i lige rækker under et grågrønt løv med peberfrugtlignende frugter i spidsen af grenene.

»Det er cashewnødder,« skriger Pan for at overdøve motorcykellarmen.

»Det plejede at være vores indtægtskilde her på øen, men nu sætter vi lid til turismen. Det er meget sjovere, ikke helt så anstrengende, og betydeligt mere indbringende,« fortsætter hun.

Vi når stranden, hvor hendes bungalows skimtes bag palmebladene.

Hun, søsteren Dam og en lille datter driver den lille forretning, som består af en håndfuld beskedne hytter med flettede, tørrede palmeblade som tag. Flere hytter står på bambuspæle, andre har betonfundament.

Coconut Beach er den største af Ko Phayams strande. Den er ca. 50 meter bred og omtrent fire kilometer lang. Sandet er fint, og bølgerne tilpas høje, men vandet er ikke så klart, som man kunne forvente. Her er derimod roligt.

Langs hele den lange strand ligger kun tre, fire feriebebyggelser. Alle med beskedne bungalows. Strøm er der kun i nogle timer om dagen, mellem kl. 18 og 22. Men det er tilstrækkeligt. Resten af døgnet lever man med solens gang.

Grillet fisk

Flere steder på stranden er der bålpladser.

»Vi plejer at grille nyfangede fisk her. De kommer direkte fra bådene,« fortæller Pan og peger ud mod horisonten, hvor man kan se en håndfuld små fiskerbåde.

Friskere fisk fås næppe.

Udmattede efter den første dags rejse får vi hver sin bungalow med både badeværelse og bruser.

Over sengene er der myggenet, så vi kan sove i fred, da vi nogle timer senere går på hovedet i seng, og stilheden kun brydes af bølgerne, der ruller ind fra Det Indiske Ocean.

Vi vågner først, da solen er nået langt op over horisonten. Der høres ikke en lyd bortset fra det evige brus fra bølgerne. Vi vælger at begynde dagen med en lang spadseretur på stranden, hvor sandet er så porøst, at det tærer på kræfterne at gå i det.

De eneste andre væsner foruden os selv og nogle forskræmte krabber, som hastigt gemmer sig, da vi kommer vandrende, er nogle rovfugle, der kredser i det blå.

Efter nogle timers vandren og et morgendukkert vender vi tilbage til hytterne, hvor Pan og Dam allerede har været i gang i flere timer.

English breakfast med æg og toast og en eksotisk frugtcocktail står på menuen.

Mango, papaya, melon og nogle andre frugter glider ned, inden dagens eventyr begynder.

Vi vælger at tage til Kao Kwai - Bøffelhornstranden - som ligger på nordsiden af Ko Phayam.

Det bliver en lang vandretur gennem plantagen med cashewtræer, men også gennem mere junglelignende skov.

Et par flasker vand er gode at have med sig, når varmen gør én tørstig.

Da vi er kommet op over en bakke, breder Kao Kwai sig pludselig ud foran os. Stranden er boomerangformet og velsagtens et par kilometer lang.

Den er betydeligt smallere end Coconut Beach, kun nogle meter sine steder, men vandet er krystalklart, og sandet er fint og blødt. Udsigten er som hentet fra filmen "Den blå lagune".

Som Kao Kwai ligger der i en bugt lidt afsides i forhold til det store havs vilde vover, men tilpas åben, så det burmesiske øhav ligger indbydende foran os og lokker med sine smukke øer, er den et godt sted at være. Dette er Ko Phayams bedste strand.

Selv her findes en to-tre feriebebyggelser med beskedne bungalows.

Denne del af øen har sit særpræg. Det staves "chao lay" og betyder "havets folk" på thailandsk.

Kao Kwai er hjemsted for Ko Phayams minoritetsbefolkning, havnomaderne.

Deres forfædre var pirater. De kom fra øerne i regionen, men boede på deres hurtigtgående sejlskibe og var kendte for deres grusomhed.

Her i øhavet lå de på lur efter forbipasserende fartøjer på handelsruten gennem Malakkastrædet. Dengang blev farvandet betragtet som det farligste i verden, hvad piratangreb angår.

Men i takt med, at nabolandene slog til mod piraterne, begyndte de at opgive det eventyrlige liv til søs for at skaffe mere civiliseret beskæftigelse på land. De slog sig ned ved kysterne. Og nogle af dem havnede på Ko Phayam.

I dag benævnes de ofte "thai mai", "de nye thailændere", ikke mindst fordi de nu lever relativt integreret i samfundet og er blevet registreret som statsborgere. De ernærer sig hovedsageligt ved fiskeri og af at samle snegle og svalereder - en ingrediens, der bruges i det kinesiske køkken.

Men de har stadig deres eget sprog - et talesprog, men ikke noget skriftsprog. Sproget tilhører malaysisk-indonesisk og optræder i mange lokale stednavne.

De bedste nødder

Ko Phayam ligger i Ranong-provinsen i Thailand - en provins, som er kendt for sine cashewnødder. Her har nødderne fået deres eget navn: ka-yoo. Og på Ko Phayam dyrkes Thailands bedste cashewnødder.

Nødderne er kommet til at præge livet på øen. Det ses ikke mindst på restaurantmenuen. Cashewnødder kan tilsyneladende blandes i snart sagt alt muligt.

Cashewtræet - eller akajoutræet, som det også kaldes - har en luftig krone og lange grene, som somme tider næsten rører jorden. Længst ude sidder selve frugten, cashewnødden.

Høsttiden går fra januar til marts. Men i stedet for at plukke frugten fra træet, lader man den falde ned på jorden, hvor den ligger i nogle dage, før den bliver behandlet.

Træets frugt er selve nødden. Men frugtstilken, der svulmer op efter blomstringen og danner det, der kaldes cashewæblet, er mere bemærkelsesværdig end selve nødden. Stilken er gulorange. Nødden sidder direkte på cashewæblet.

På sin vis er cashewnødden blevet en lille ambassadør for Ko Phayam.

Der er kun tre udlændinge på Ko Phayam. Englænderen Richard, som er i 40erne, er en af dem.

Kærligheden til en thailandsk kvinde bragte ham hertil. Det er 12 år siden. Han åbnede og driver fortsat øens eneste vandhul, Oscars bar. Med store spejle, engelske fodboldflag og en stereoradio ser baren lidt malplaceret ud - den ligner en vesterlandsk ufo midt i den thailandske idyl.

»Det er det eneste sted, hvor man kan få en kold øl midt på eftermiddagen,« bekræfter Richard.

Han beretter om, hvordan turismen nu ganske langsomt er ved at forandre livet på øen.

»Enkelte rygsækrejsende og eventyrere begyndte at komme her for en halv snes år siden. Da blaffede man med de lokale fiskerbåde eller hyrede en båd fra Ranong,« beretter han.

»Da var Ko Phayam som Ko Samui var i 1970'erne,« tilføjer han.

For to-tre år siden skete der noget. Pludselig begyndte flere og flere turister at komme til stedet. Der skulle ikke mere til, end at nogen fandt vej hertil og begyndte at tale om det på rygsækgaden Kao San Road i Bangkok.

Richard har sin egen mening om, hvilken vej vinden blæser.

»I fjor solgte jeg gennemsnitligt 11 øl pr. aften. Nu er jeg oppe på over 50,« forklarer han og ler.

Desuden har Richard givet sig i kast med noget nyt. Han udlejer motorcykler. To stk. helt præcist. Det plejer at være nok. Efterspørgselen er ikke større. Men alligevel, for nogle år siden var der slet ingen efterspørgsel.

»Det er bare at tage dem. De koster 250 baht (små 50 kr.) i døgnet. Betal, når I stiller dem tilbage,« siger han.

Der bliver ikke udfyldt papirer eller taget kopi af vore pas. Han ved, at det ikke vil være så svært at finde os, hvis det skulle blive nødvendigt. Der er jo kun én vej på øen.

I hvilken retning går da udviklingen på Ko Phayam? Hvad er filosofien for fremtiden blandt de fastboende på øen? Ønsker man, at Ko Phayam skal udvikle sig i retning af et nyt Phuket med barer, diskoteker, massageklinikker, tingeltangelboder og skrålende rygsækrejsende?

Vi retter spørgsmålene til flere indflydelsesrige mennesker på øen og får nogenlunde samme svar.

»Vi skal sikkert bygge lidt mere, men Ko Phayam skal så absolut ikke blive noget nyt Ko Samui,« fastslår øens øverste myndighed, Mr Gai.

Han har stor indflydelse på de daglige og langsigtede beslutninger, som træffes vedrørende øen.

Øens fremtid

Ko Phayam er stadig det rolige paradis, som tiltrækker den, der vil opleve ro og ensomhed, men også det eksotiske, langt borte fra turisthoteller, barer og kræmmere.

Suratana Threrorung - eller khun Suratana, som thailandsk skik påbyder, at han tituleres - må stå som symbol på den fremtid, der venter Ko Phayam.

Det var nemlig han, som forbarmede sig over vor skæbne, da vi på førstedagen stod og hang med næbbet ved den lille anløbsbro i Ranong på fastlandet, fordi vi lige netop var kommet for sent til båden, som to gange dagligt udgør den eneste forbindelse til Ko Phayam.

Han tilbød os generøst plads i sin egen båd.

På gulvet så vi, hvad der venter Ko Phayam: Cementsække, byggematerialer og værktøj.

»Jeg ejer allerede et feriested på øen, men jeg bygger til. Snart vil det for alvor strømme til med turister, så det gælder om at være forberedt,« siger han.

Det funderer vi lidt over, da vi efter fire dage på Ko Phayam tager båden tilbage til fastlandet.

KO PHAYAM

ligger ved Thailands nordvestkyst, tæt ved grænsen til Burma.

Der er færgeforbindelse fra kystbyen Ranong to gange om dagen.