Mod Nordkap med Hurtigruten

NORGE

De dybe fjorde og de høje bjerge er rammen om den maritime evighedsmaskine, som på 11 dage fører os til 36 havne på Norges kyst, halvdelen i dagslys på vej op fra Bergen til Kirkenes, den anden halvdel i dagslys på vej tilbage.

”Verdens vakreste sjøreise” kalder nordmændene selv Hurtigruten, de sejlende rutebiler, som dels bringer nordmænd fra én havn til en anden, dels giver turister mulighed for på den 7.000 km lange ekspedition at opleve en natur, hvis lige næppe findes, en rejse, som byder på dramaer om bord på ”MS Nordlys”, og som viser landet fra sin smukkeste side med sol, for minutter efter at skifte til regn og rusk.

Hver dag klokken 20 året rundt forlader et af Hurtigrutens 11 skibe Bergen, juleaften, nytårsaften, altid er skibene på vej - Bergen, der er en af verdens smukkeste byer, men til gengæld plages af en næsten evindelig regn.

Historien fortæller, at en gæst engang på Fisketorget spurgte en dreng, om det altid regnede sådan i Bergen.

»Det ved jeg ikke,« svarede drengen. »Jeg er kun 13 år.«

Af sted kommer vi og får plads i kahyt 610.

Eller rettere sagt, vi tror, vi kommer af sted, for er der ikke noget galt, da kaptajn Kjell Jonassen beder rejselederen ved skranken på 4. dæk meddele i højttaleren, at vi nok bliver lidt forsinket, så passagererne kan blot gå i gang med buffeten?

Vi ved bord 6 med vinduesplads: Om vi havde noget imod at sidde sammen med andre, spurgte de ved bordbestillingen.

Her sidder vi så med 78-årige Sigrun fra Oslo, et livstykke, skal det vise sig, og 62-årige Kathy fra London. Kathy kan fortælle en grusom historie. Hun skulle på sit livs rejse med en veninde, der i toget på vej til lufthavnen i London opdagede, at hendes taske med pas, billetter og penge var stjålet. Hun ringede til myndighederne for at få nyt pas, men det var søndag, og hun fik en telefonsvarer i den anden ende.

»Vi græd som piskede,« beretter Kathy under buffeten, »der var imidlertid intet at stille op, og jeg måtte rejse alene. Hun har siden fortalt, at forsikringsselskabet ikke vil dække med den begrundelse, at rejsen ikke var begyndt. Men det var den jo. Nu skal hun så slås med selskabet. Måske går hun til aviserne. De har før hjulpet andre.«

Og kaptajnens besked om forsinkelsen?

Klokken fire næste morgen er ” Nordlys” endnu ikke kommet af sted mod Florø. Det viser sig, at en del i landgangsbroen er knækket.

Dag 2
Vågner ved syvtiden og kan gennem koøjet se, at vi endelig er på vej. Men på grund af forsinkelsen når vi ikke som planlagt ind til Florø og Måløy, dog tæt nok på til at se ”Vaskestasjon for fiskeflåten” i Måløy. Vasker de kuttere her?

Går for første gang op til det overdådige morgenbord med æg og bacon, pålæg, diverse fisk, forskellige oste, masser af juice. Har engang læst, at man på den store rundrejse tager fem kg på. Forelægger det for en af tjenerne, som siger, at man jo ikke behøver at spise det hele. Receptionen tilbyder i øvrigt at lave ekstra huller i livremmen.

Lægger til i Ålesund. Smukkere by findes næppe. I 1904 udbrændte byen under en kraftig storm. Siden skulle Ålesund genopbygges, men denne gang var der forbud mod træhuse. I stedet valgtes Jugendstilen, eller art nouveau, som nogen kalder det. Og resultatet er storslået.

Tager derefter på udflugt til Geirangerfjorden, der af UNESCO er optaget på listen over klodens mest værdifulde kultur- og naturarv, et naturens mesterværk. Var her på samme tidspunkt året før i strålende sol, men mødes denne gang af elendigt vejr med dis og regn.

Nu er det skiftende vejr langs den norske kyst ikke altid ensbetydende med kuldegrader, for takket være Golfstrømmen bliver her aldrig rigtig koldt. Uden den ville Norges kyst være befolket af et fåtal eskimoer på samme måde som Grønland, Labrador og Arktisk Canada. Og alle fjorde ville være spærret af is i mange og lange vintermåneder.

Jeg var med Hurtigruten i et par døgn for et år siden og beklagede mig over, at kahytterne var for små, og at man kan kalde det norske køkken meget, men næppe raffineret.

Nu er vi to i kahytten, kona mi, som de siger på norsk, og undertegnede. Og ved at anbringe den store kuffert i en boks nede i skibet bliver der masser af plads her på 6. dæk med udsigt til mågerne.

Hvad angår maden, bliver det en glædelig overraskelse.

Blomkålssuppe, sjørøye, som er en slags laks, og panna cotta.

Sådan er det aften efter aften, altid med tre retter og aldrig noget at beklage sig over.

Vi bestiller en vandpakke til 300 norske kr., cirka 280 kr., og kan så få alt det danskvand, vi ønsker i de 11 døgn.

Dag 3
Anløber Trondheim i silende regn, lidt efter skinner solen, og så siler regnen igen ned. Har i forvejen bestilt seks af de dyre udflugter, der bør indgå i rejsen, og skal på besøg i Nidarosdomen og Ringve musikmuseum, hvor en høj og smuk kvinde synger og spiller på flere af museets instrumenter.

Siden fortsætter ”Nordlys” mod Rørvik og passerer Kjeungskjær Fyr, der indtil 1987 var beboet af fyrpasser med kone og børn plus lærerinde. Nu automatiseret.

Er begyndt at læse Sara Blædels ”Kun ét liv”, men den fænger ikke og beslutter derfor at gå i boghandel næste dag i Bodø.

Får laks, kyllingefilet og kage og slutter aftenen med en tur rundt på dækket i blandet vejr.

Dag 4
Bliver snydt med hensyn til boghandel. Det er 17. maj, Norges nationaldag, og da har alle butikker lukket. Til gengæld bliver vi en del af festlighederne, der begynder med, at kaptajnen hejser flaget klokken 8. Klokken 12 passerer ”Nordlys” Nyholmen Skanse, mens der affyres en salut, og et kvarter senere står 17. Maj Komitéen klar på kajen sammen med hundredvis af festklædte nordmænd. Kaptajnen holder tale og folkedansere underholder, mens det norske flag blafrer i vinden. I samlet flok går vi, de fleste af passagererne og officererne, op til centrum.

Ingen er så nationale som nordmændene. Og det bliver vi en del af.

Men vi bliver også del af et drama, der udspiller sig senere på dagen, da skibet lægger til i Stamsund. Til kajen ankommer to ambulancer, og vi forsinkes en time, fordi en passager er blevet syg, meddeles det.

På Hurtigrutens skibe deles middagsgæsterne op i to hold. Vi er på hold 20.30, og da vi skal ind i restauranten, får vi besked om at vente. Pludselig ruller en båre ud med et menneske. Der kommer ingen officiel forklaring, men siden fortæller jungletrommen, at en 85-årig englænder med sukkersyge er død i restauranten.

Lettere rystede kan vi så sætte os til bords og spise grillede kammuslinger, rensdyr og rabarberkompot, mens Kathy fra London fortæller sin historie. Den 62-årige kvinde er østrigsk jøde, og allerede i 1933 flyttede hendes far til London for at arbejde.

»Han havde nu nok lugtet lunten,« mener hun.

I 1939 var der i hvert fald ikke tvivl hos den 16-årige pige, der senere blev Kathys mor. Hun flygtede og kom til London, hvor hun mødte Kathys far.

Passerer ved midnatstid gennem Trollfjorden, der er en af Norges andre store seværdigheder og så smal, at ”Nordlys” kun lige kan være her.

Står på dækket kl. 1 nat og venter på, at det skal blive mørkt. Men på denne tid har midnatssolen fået fat.

Dag 5
På vej mod Tromsø i fantastisk solskinsvejr, som de fleste passagerer nyder ude på dækket, hvor der er masser af liggestole.

Lægger fra morgenstunden kursen om og springer æg og bacon, rundstykker med tandsmør og spegepølse over, nøjes med müsli, for nok kan de udvide livremmen i receptionen …

Klokken 10.30 passerer ”Nordlys” Polarcirklen. Derfor har kaptajnen som Kong Neptun inviteret til fest på øverste agterdæk. Øvelsen går ud på, at passagerer får hældt isterninger ned ad ryggen. Til gengæld modtager de en bjesk. Og dermed har de passeret Polarcirklen.

Det har vi andre nu også - og med tørre bukser.

Tager på byrundtur i Tromsø og genser for tredje gang den smukke Ishavskatedral. Har en kusine i byen, men husker ikke, hvad hun hedder til efternavn og opgiver at finde hende.

Bruger en del af dagen på at sidde i solen og læse i ”Kun ét liv”, der efterhånden fænger, selv om forfatteren skamrider sin research.

Får om aftenen suppe, torsk og dessert.

Lægger klokken 22.45 til i Skjervøy. Går i land, for hvor mange kan prale af at have været her? Sejler 10 minutter senere mod Honningsvåg, hvorfra der er udflugt til Nordkap.

Dag 6
Tager på udflugt i bus til Nordkap, der hævdes at være Europas nordligste punkt. Det holder imidlertid ikke, da Knivskjellodden ligger halvanden kilometer nord for Nordkap-klippen.

Her er i virkeligheden ikke meget at se, medmindre man går en etage ned i Nordkaphallen, den største souvenirbutik, jeg har set, for i supervideografen at overvære en fremragende film om landskabet, fortrinsvis filmet i fugleperspektiv.

Men selvfølgelig lader man sig fotografere foran punktets vartegn, globussen.

En af guiderne spørger, hvorfor jeg altid tager bussen med engelsk guide, når hun mener, at jeg forstår norsk. Det gør jeg for så vidt også, vel 25 procent, og den forklaring har hun det ikke godt med.

Andre har været på stedet før os.

I 1664 skrev en italiener, som kom forbi:

»Her står jeg ved Nordkap, ved Finmarkens yderste spids, ved selve verdens ende. Her, hvor verden slutter, slutter også min nysgerrighed, og jeg vender fornøjet hjem.«

Tilbage i Honningsvåg tager en ny kaptajn imod, Tor Iver Benjaminsen, der er en stor, kraftig mand.

Vi sejler videre mod Mehamn, hvor jeg for nogle måneder siden var på fisketur. Den blev ledet af lokale Vidar Karlstad, som har gjort det til sin levevej at guide turister på mere eksklusive ture og bagefter indlogere dem i sin rorbuer, gammelt norsk udtryk for logi til fiskere, men i dag mest anvendt af turister.

Nu vil jeg selvfølgelig igen opleve Mehamn, selv om opholdet kun varer et kvarters tid. Og hvem møder jeg på vej ud fra skibet? Naturligvis Vidar, der skal hente et nyt hold turister.

Det bliver til et glædeligt gensyn med den brave nordmand.

Vi slutter dagen med alt godt fra havet.

Er man ved at få fisk på hjernen?

Dag 7
Vi er nået til Kirkenes på grænsen til Rusland helt oppe i toppen af Europa. Siger farvel til Kathy, som skal tilbage til London.

Tager med på grænseturen, der er en del af udflugtspakken.

Den kvindelige - engelsksprogede - guide i bussen er veloplagt.

»Det er ikke tilladt at stå op i bussen,« præciserer hun. »Rent faktisk er intet tilladt i Norge.«

Hun fortæller også, at der bor 43 nationaliteter i området, heraf 10 procent russere.

»Vi har ikke noget mod russerne, det har kun tabloidaviserne i Oslo.«

Vi passerer en stribe russiske kuttere, der alle ligner rustbunker, nogle værre end andre, og de værste er da også beslaglagt af myndighederne.

Hvordan må det være at leve om bord på dem?

Kirkenes blev slemt ramt under Anden Verdenskrig. 320 huse lå i ruiner, da krigen sluttede, og derfor findes i dag ingen gamle huse. Tilbage ligger derimod resterne af en del bomber, hvilket får guiden til at sige:

»Stakkels Norge. Vi har penge til at sende soldater til Afghanistan, men vi har ikke råd til at rydde op efter krigen.«

Passerer en JYSK, inden bussen kører tilbage til båden.

Nu er kursen sat sydpå med fem døgn tilbage. Sover en time om eftermiddagen og gør Blædel færdig.

Går kortvarigt i land i Båtsfjord, igen for at have noget at prale af. For der er ikke meget at se.

Diner: Pastinaksuppe, svinefilet og brownies.

Dag 8
Lægger til i Hammerfest, der stort set blev udryddet under krigen. Vejret er diset, men går alligevel ind til byen. Forsøger at købe en ny skjorte. Ingen er stor nok!

Sejler mod Tromsø, og spiser forinden toast med brie, peberbagt ørredfilet og grande dessert.

Tager til midnatskoncert i Ishavskatedralen ligesom mange andre. Den er lidt af en skuffelse, for de tre unge musikere mangler udstråling.

Og atter udspilles et drama, denne gang for øjnene af os. En engelsk kvinde, der aldrig havde virket stærkt, begynder at ralle højlydt, inden hun synker sammen lige foran os. Musikerne ved ikke, hvad de skal stille op, skal de fortsætte eller ringe efter en ambulance? Gode venner hjælper kvinden ned bag i kirken, hvor hun bliver lagt på en bænk. Herfra følger hun resten af koncerten. Næste dag er hun igen frisk.

Dag 9
Det bliver en stor dag med udflugt fra morgenstunden til Vesterålen/Sortland og siden til Lofoten - det ene sted smukkere end det andet, viser det sig.

Med afgang fra Harstad i strålende vejr og veloplagt guide, som siger om Nordland, hvor vi befinder os, at når al sprutten er drukket, madrassen sunket sammen på midten og alle kvinderne gravide, så er det forår i Nordland.

Han siger også, at Norge er verdens dyreste rejseland. Det kommer nu ikke bag på den, som om bord betaler 79 kr., ganske vist norske, for 20 Prince.

I Harstad passerer vi endnu en JYSK og føler os atter lidt hjemme.

Besøger Trondenes Kirke fra 1250, hvor præsten holder en kort fælleskirkelig gudstjeneste på dansk, tysk og engelsk.

En af de amerikanske turister spørger, om han må synge en salme på vej ud af kirken. Og det må han selvfølgelig.

Nok er her smukt i Vesterålen, men intet overgår Lofoten, større og mere dramatisk landskab findes næppe.

Vi tager af sted på Lofoten-udflugten hen under aften, og guiden fortæller, at det gamle fiskeområde ikke er, hvad det var engang.

»Der er ikke mange fisk tilbage, og hvor vi før havde 30.000 fiskere, er her nu kun 1.400,« fortæller han.

»I dag arbejder de fleste i serviceindustrien, som mig i turismen. Og vi klarer os godt i Norge. Det er verdens bedste land at leve i, og gennemsnitsindkomsten er 360.000 kr.«

Ydermere kan den veloplagte guide berette, at en amerikansk turist engang spurgte, om fjordene var åbne efter klokken 18.

Han foreslår, at vi fotograferer Lofotenvæggen fra ”Nordlys”, når skibet lægger fra Svolsvær i midnatssol, men nu begynder regnen at sile ned, så det bliver aldrig til noget.

Slutter dagen af med suppe, kalv og dessert.

Dag 10
Det bliver en halvtrist dag med elendigt vejr, hvor ikke mange opholder sig ude, selv om solen kigger frem i perioder.

Går i land i Sandnessjøen og hæver penge i en automat, men bliver kun i byen en halv times tid, da Hugos Tivoli endnu ikke er åbent.

Får ved bord 6 ristet brød med asparges, røget sej og dessert.

På den stærkt blæsende aften er kahytten det bedste sted. Begynder på Camilla Läckbergs ”Isprinsessen”.

Dag 11
Skibet bliver angrebet af virus, og en del ligger med dårlig mave, også kona mi. Hun kommer sig nu hurtigt. Meget blæsende ved afsejlingen fra Trondheim. Tilbringer en del tid i skibets panoramasalon med at følge det elendige vejr.

Springer aftensmaden over og går tidligt i seng med Camilla Läckberg.

Dag 12
Pakker, spiser den sidste buffet og forlader ”Nordlys” i Bergen klokken 14.30.