El Fandis store dag

Den unge matador David Fandila, blot kaldet El Fandi, var fra starten overbevisende.

Frygtløs. Karismatisk og charmerende. Som han stod der overfor tyren, rank i sin traditionelle dragt, fyldte han hele tyrefægterarenaen i den gamle spanske by, Granada. Med selvsikkerhed. Kampglæde. Mod.

Og død, så smuk som den overhovedet kan være i en spansk tyrefægterarena.

El Fandi var dagens sidste navn. Rundt om ham var tribunerne fyldt med tusindvis af forventningsfulde lokale spaniere og ikke så få turister, deriblandt en del danske.

Indtil videre havde forestillingen - en af sæsonens første - lignet tyrefægtning, som den oftest tager sig ud, hvis man ikke tilhører den lille skare af de største og mest trofaste fans, de lidenskabelige affectionados: Seværdig, men i længden oftest mere eller mindre middelmådig.

Dagens fem første tyrefægtere, deriblandt et par af Spaniens bedste, var ingen undtagelse.

Til lyden af forestillingens obligatoriske orkestermusik trådte de ind i det runde arena som de folkehelte, de er i Spanien. Selvsikre og stolte.

Men kun El Fandi skilte sig ud, da det virkelig gjaldt.

I tyrefægtning belønnes matadoren, det er tyrefægteren, dels for sit vovemod, dels for sine manøvre omkring tyren. Jo tættere han går på tyren, jo farligere og dermed bedre. Jo mere elegant og selvsikker, jo bedre.

For meget rutine

Men denne dag så bevægelserne omkring tyrene lidt for sikre, lidt for indøvede ud. Der var for meget show og for lidt vovemod. For meget rutine, for lidt elegance. Eller også manglede den enkelte tyr kampgejst. Under en enkelt kamp regnede det endda.

Kun El Fandi var flyvende. Han entrede arenaen på knæ, satte sig og lagde - uden at sænke sit fremskudte bryst - umærkeligt sin orange-gule kappe hen over lårene, parat til tyrens dødsensfarlige opmærksomhed.

De tre banderilleros, der havde opholdt tyren, forlod arenaen til fordel for bandernes sikkerhed, og tyren begyndte en rasende galop hen mod El Fandi.

Og så begyndte det.

I et splitsekund, med tyrens horn en halv meter fra kroppen, kaster han kappen rundt i en stor, fuldendt cirkel, som et øjeblik skjuler både ham selv og tyren i et orange glimt; som en tryllekunstner, der ryster sit lommetørklæde og tryller en kanin væk.

Og så, næsten hurtigere end man kan se, er de der igen i arenaens oppiskede sand. Tyren forvirret og i fart nu mod ingenting; El Fandi med stolt løftet hage og fremskudt bryst mod publikums klapsalver.

Og igen. Rundt om sig selv, stadig på knæ - og en gang til. Tyren igen i målrettet trav mod den skrøbelige menneskekrop; endnu et blafrende slag med kappen. Væk. Der. Som er tyren igen tryllet frem, blot endnu mere forvirret.

El Fandi, den frygtløse

Og sådan fortsatte El Fandi. Stadig mere modig som publikums klapsalver steg i styrke. Og stadig mere frygtløs, som han lurede tyren dens kampfacon. Tættere og tættere gik han; smøg sig rundt om det store dyr. Nu med et stænk af tyrens blod på den kridhvide skjorteflip, som et tegn på kampens nærhed og elegance.

Og så var det kun en smagsprøve. En del af første akt.

Enhver tyrefægtning er delt op i tre akter - de såkaldte tercios, og til første akt hører også picadorerne. På stærke, blændede heste og bevæbnet med lange lanser er det deres opgave at stække tyrens kraftige nakkemuskler, inden de tre banderilleros - en slags tyrefægterassistenter - én efter én til fods graciøst og præcist placerer en række kulørte spyd - banderillas - i tyrens nakke.

Først da, endelig, trådte El Fandi igen ud på arenaens gule sand. Denne gang udstyret med sit sværd og den karakteristiske røde kappe.

Og så... Igen på knæ beslutsomt hen imod den nu stressede tyr, inden han standser op og afventer angrebet.

Med ben og knæ samlet, brystet skudt frem og uden at bevæge fødderne modtager han i en langsom bevægelse med kappen den fnysende tyr - nærmest i en halvcirkel omkring sin egen krop, hornene følger hans linier. Og igen, denne gang ståede.

En klassisk "verónica" - en manøvre set utallige gange før, men sjældent med samme magi. Det er som den unge mand i arenaen svæver over jorden, og - når de dødbringende horn kommer for tæt på - langsomt, men kraftfuldt letter de få nødvendige centimeter i sikkerhed. Hele tiden bevæger han sig tæt op af dyret - til lyden af rungende olé-råb fra publikum.

Ansigt til ansigt. Konstant konfrontation. Som var arenaen fyldt med elektricitet.

Og så pludselig sætter El Fandi pegefingeren i den tunge tyrs pande og kigger den direkte i øjnene. Der står han få centimeter fra det prustende dyr med sin spinkle hånd placeret mellem de mørke, frustrerede øjne. Arenaen holder vejret; det knitrer. Og så... vender den unge mand tyren ryggen, skyder brystet og al sin stolthed, al sin ære frem for at statuere sin overlegenhed. Skridt for skridt, sekund for sekund træder han langsomt, uberørt frem mod publikum, væk fra tyren, der står bag ham med sænkede horn og uden en bevægelse, skønt denne oplagte chance for at gøre det af med modstanderen. El Fandi rækker armene ud, frygtløs, som lå modstanderen allerede på jorden, uskadeliggjort.

Og endelig modtager han sin hyldest; euforiske klapsalver og hyldestråb, inden han vender tilbage til kampen. Endnu mere oplagt efter publikums accept.

Endnu mere elegant.

Han leger med tyren, der trods svækkelsen, kæmper bravt. Gang på gang danser han præcist forbi og omkring tyrens horn, og gang på gang lokker han dyret ind under sin blodrøde kappe. Og så alligevel ikke for længe. For inden nogen når at kede sig, indtager El Fandi den position, der indikerer tredje og afsluttende del af enhver tyrefægtning. Tyrens endeligt. Denne sidste manøvre - drabet - skal afgøre tyrefægterens sande talent - og hans held denne dag.

Publikums bedømmelse

Publikum afgør succesen. Jo flere der vifter med et hvidt tørklæde, jo bedre.

Er man begejstret, vifter man. Og er der nok, der vifter, tildeler præsidenten matadoren tyrens ene øre. Er tyrefægterens indsats exceptionel, får tyrefægteren begge ører, og har forestillingen været langt ud over det normale; ekstravagant og i absolut særklasse kan også tyrens hale tildeles.

I arenaen løfter El Fandi sit sværds greb op til ansigtet med spidsen rettet mod tyrens nakke. Koncentreret sigter han ned langs den 70 centimeter knivskarpe klinge, rejser sig op på tæerne, bøjer det ene knæ svagt og former umærkeligt hele kroppen i en spændt bue - med hovedet forrest og bagdelen bagerst - tredje akts højdepunkt, recibiendoen, hvor mand og tyr på samme tid angriber fra en position, hvor begge står stille overfor hinanden.

Der er stille i arenaen, da El Fandi fikserer den trætte tyr med sit blik.

Lykkedes alt, skal han om få sekunder sende sit sværd helt ned gennem tyrens ryg og direkte ind i dyrets hjerte, så det forbløder på få sekunder. Et rent drab.

Og så... I et ryk kaster de sig frem mod hinanden og El Fandi sender med al sin kraft sværdet dybt ned gennem ryghvirvler, knogler, muskler og tyrerasende livskraft. Sværdet går rent i gennem og i samme bevægelse smyger dagens mand sig få centimeter uden om tyrens spidse horn i en sidste undvigemanøvre.

Et skrig af begejstring fylder arenaen, da det går op for publikum, at drabet er gennemført perfekt i først forsøg. Matador del toro, den store El Fandi, Granadas søn, står overfor tyren, mens han triumferende vinker sin ene hånd ned mod arenaens blodige sand. Som siger han til sin modstander, tak for kampen, læg dig nu, dø med værdighed.

Med et tungt suk lægger tyren sig ned, først på knæ, så helt ned, forblødt på sekunder. En af de mange banderilleros kommer hurtigt til og skærer dyrets rygmarv over, for at sikre sig at tyren er helt død.

El Fandi går med spredte arme mod publikum som for at rumme de ekstatiske bifald. Han smiler og stråler gennem sveddråberne, der står ned over hans ansigt. Alt er hvidt af viftende tørklæder. Folk rejser sig på tribunerne.

Klapper over hovederne. Pifter og kaster blomster, vindunke og de små stofpuder, de har medbragt til de hårde stensæder, ned til matadoren. Her står deres stjerne. Et forbillede på alt en mand kan være og ønske sig. En mand, der lige har set døden i øjnene uden frygt.

El Fandi stiller sig foran præsidentens loge og hilser ærefuldt. To tørklæder lægges over logens rækværk, som tegn på to ører for en præstation i topklasse.

Men publikum vil have mere. Tribunerne bølger i hvidt, og med rolige bevægelser lægger el presidente endnu et tørklæde, denne gang et grønt, ud over det spanske flags farver, der beklæder logen. Matadoren får halen, og bifaldene er øresønderrivende. Det er den største belønning, der kan overgå en tyrefægter, ser man bort fra de få, der gennem tiden er blevet båret ud af arenaen af publikum.

Opvokset i Granada og i stormløb på vej frem som en af landets måske største tyrefægtertalenter, var El Fandi ventet blandt publikum, allerede inden dørene gik op til den gamle arena. Og han skuffede ikke.

Kort efter kørte han bort i en minibus med tonede ruder, mens teenagepigerne skreg.

El Fandi alias David Fandila var også til sidst dagens helt.