Øen, der er ligeglad

Vi gjorde det til en sport fra dag 1, gjorde min rejseledsager og jeg.

Konkurrencen gik ud på som den første hver dag at udpege en lokal melankoliker.

Dem skulle der nemlig være rigtig mange af på Sardinien, skrev begge vore guidebøger under fotografier af mænd med vildtvoksende fuldskæg og dybtliggende, kulsorte øjne.

Præmien i vor interne kappestrid, en iskold Birra Moretti til frokost, blev højtidelig udlovet hver morgen, så jeg gjorde mig selvfølgelig umage for at spotte mindste tegn på genetisk betinget tungsind i de forbipasserende ansigter.

Men det lykkedes ikke rigtigt.

Her midt mellem Afrika og Italien gik befolkningen bare rundt og så almindelig EU-agtige ud på den dér særlige middelhavs-måde med mændene i lidt for spraglede skjorter og kvinderne i g-strenge, som de måske skulle have overladt til deres døtre.

Det var selvfølgelig lidt skuffende.

For midt i en globaliseringstid med Lykkehjuls-humør fra morgen til aften og overfriske showguider på alle destinationer, følte jeg mig på forhånd tiltrukket af tanken om et DNA-relateret surmuleri på Sardinien.

Og skal jeg være helt ærlig, så var rygterne om en introvert og umeddelsom ø-befolkning med speciale i bortførelser og pengeafpresning en medvirkende årsag til jeg havde betalt Maersk, Lufthansa og Alitalia en mindre formue for i fællesskab at flyve mig zigzag gennem Europa og landsætte mig i Fertilia-lufthavnen ved Alghero.

Men efter næsten en måneds søgen på Sardiniens badestrande, bjergveje, koralrev, markedspladser, olivenlunde, korkplantager, fortovscafeer, antropologiske museer og osteforretninger fra Stintino i nord til Cágliari i syd er det kun blevet til udpegning af et par depressivt udseende hollændere og en tilsyneladende ulykkelig forelsket svensker.

Sardiniens befolkning er ikke melankolsk, har min rejseledsager og jeg i fællesskabet fastslået.

Men de 1,7 millioner sardere besidder en lige så værdifuld egenskab: de er revnende ligeglade med turister.

Ikke sådan at forstå, at vi er uvelkomne. Slet ikke.

Sammen med de 3,8 millioner får ude i den solsvedne maki, er det os - turisterne - der holder Sardiniens noget skrantende økonomi så nogenlunde i gang.

Men vi må bare selv finde ud af at være her, må vi.

Turistkontorerne er få og som regel lukkede. Skiltningen er ofte skudt i stykker med haglgeværer eller blot ikke-eksisterende. På hoteller taler personalet ofte kun sardisk og italiensk, og kommer man lidt væk fra kysten, skal man ikke vente at finde spisekort på restauranterne.

Den slags udfordrer selvfølgelig turistens mimiske talenter, og blandt mine kæreste rejseminder fra Sardinien hører min rejseledsagers forsøg på at kommunikere begrebet kanin til en tjener på en relativ velbesøgt restaurant.

Bestilling af dages tre-retters menu er derfor som at springe ud fra et fly uden faldskærm: man håber på et mirakel undervejs.

Det indtræffer da også næsten hver gang.

Som nu forleden i den gamle romerske bjergby Tempio-Pausania, der er centrum for Sardiniens store korkproduktion. En pludselig tordenbyge drev os ind i Il Purgatorio på Via Garibaldi. Menukort? Servitricen hævede overrasket sine hårdt optrukne Merlina Mercouri-øjenbryn, rystede på hovedet og tilkaldte restaurantens engelskkyndige afrydderske, der ved anvendelse af hele sit ordforråd - plus en del italiensk - fik os forklaret dagens to valgmuligheder.

Og sådan gik det til, at en vidunderlig hvidvinsdampet og basilikumduftende spagetti cozze (pasta med blåmuslinger) kort tid efter indtog vores bord efterfulgt af en rødvinsmarineret og hvidløgskrydret sauté cinghiale (vildsvin), der øjeblikkelig fik regnen til at stilne ude på de blanke brosten. Dessert? Nej, gennem opvaskeren lod servitricen os forstå, at nu kunne vi umuligt spise mere. Og hvor havde hun ret.

Krads i overfladen

Hvis man vil opdage Sardinien, må man selv kradse i overfladen. Det kan være lidt besværligt, men belønningen er stor. Her er ingen veltalende overtjenere, der trækker turisterne ind fra fortovet til en internationaliseret discountmenu. Her er ingen femstjernede attraktioner, som man går med bondeanger over ikke at have oplevet. På Sardinien er man sin egen tourguide - og hvem kender bedre ens besynderlige lyster?

For eksempel deler jeg en passion - muligvis flere - med de sardiske mænd: jeg er optaget af knive.

Det har Freud skrevet en hel del om, men lad det nu ligge. Her på øen får de fleste drenge tidligt i livet en resolza, der er en stor foldekniv med en myrteblads-formet klinge og et smukt forarbejdet skæfte af horn eller oliventræ. En sardisk mand har et lidenskabeligt forhold til sin kniv. På cafeer kan man se mænd sidde og sammenligne deres knive ved med kendermine at føre tommelfingeren over æggen eller langsomt at makulere kassebonen i tynde, tynde strimler.

Tidligere sprættede sarderne gerne fjender eller hinanden op med den slags fuldendt kunsthåndværk, men i dag kan man inde i Cágliari se unge bankfuldmægtige i Banco de Italia fremdrage sådanne personlige våben fra lommerne i deres Versace-habit og uanfægtede gå i gang med at dele et par kyllingesandwich til frokost.

Så selvfølgelig måtte jeg på en pilgrimsfærd til den lille bjergby Pattada, der er berømt for sine knivsmede.

Hele formiddagen kørte jeg gennem et øde, afvekslende og overraskende frodigt landskab, hvor de nyhøstede korkege stod og lignede gamle mænd med nøgne, lyserøde ben stikkende ud under natskjorten - for så omkring næste vejsving at blive afløst af store, stenomkransede marker med ældgamle, knortede oliventræer.

Over alt var der spor af Sardiniens tidligste beboere, nuragherne, der ca. 1800 til 500 f.Kr. bosatte sig over hele øen. Kulturen kendes kun på Sardinien, og på mystisk vis forsvandt nuragherne - lidt i stil med de grønlandske nordboere - pludselig ud af verdenshistorien efterladende sig over 7.000 bygningsværker og en hel masse spørgsmålstegn. Historikere på Sardinien har regnet ud, at der i gennemsnit kun er 2000 meter mellem nuragh-ruinerne, hvoraf mange er små arkitektoniske mesterværker.

Nå, men dagens mission gjaldt knive, og da Pattada på kortet fremtræder som en prik på en bjergtop, havde jeg egentlig forestillet mig, at der på et støvet torv blot ville stå et par knivsmede, som hamrede løs på det glødende stål, mens skulkende skoledreng passede blæsebælgene.

Igen overraskede Sardinien.

Først troede jeg, at der var tale om hovedsædet for en førende bedemandsforretning eller måske en fejlplaceret filial af juvelérfirmaet Bulgari. Den høje facade var i lyserød og sort marmor, og håndtaget på den store, tunge glasdør var gjort af massiv messing. Indenfor var væggene dækket af velourbeklædte montrer med indlagt lys.

I hver montre befandt sig en kniv.

Salvatore Giagu, knivsmeden, var en kraftig 42-årig mand med langsomme bevægelser og et selvværd på højde med Punta la Marmora. Højtideligt åbnede han skabene i sit mausoleum og viste sine skatte frem med så stor patos, som var der tale om uerstattelige ikoner. Det var der på sin vis også, for Salvatore er i gennemsnit to dage om at fremstille en kniv efter i forvejen omhyggeligt at have udvalgt og bearbejdet det rigtige stål og varmebehandlet de bedste ko-og gedehorn, der er til at opdrive på Sardinien.

Fabrikationen foregår mest om vinteren, kunne jeg forstå, mens sommeren er helliget salg til og snak med kniv-afficinados fra hele verden, som uden at blinke betaler fra 1500 til 3000 kroner for en ægte Pattada-kniv med Salvatores karakteristiske gedehorns-stempel i.

»Men mere og mere af salget foregår som bestillingsopgaver via internettet«, forklarede Salvatore og rullede en usædvanlig smuk kniv med et tungt og hårdt skæfte af bruyere-rod frem fra et stykke ruskind. Kniven var bestilt af en amerikansk storvildtjæger, fortalte Salvatore, mens han ligesom tilfældigt fandt en lap papir på bordet og begyndte at snitte den i hårtynde strimler vandret.

Mesteren Giagu

Her var ikke tale om knivhåndværk. Vi snakkede kunst. Da jeg respektfuldt nævnte det, svarede Salvatore Giagu blot med et træt grazie og kiggede igen ud på gaden med sit tunge blik.

Salvatore, der har fremstillet knive siden han var 14 år, var selvfølgelig udmærket klar over, at han rangerer blandt verdens bedste knivsmede, og hans blik rummede blot alt det kie venit dae su mare - ''det som kommer over havet'' - der er den sardiske omskrivning for ''noget mærkeligt, noget truende''.

Og hvorfor skulle jeg også stå her i hans tempel i mine latterlige shorts og Nike-sandaler og fortælle ham, Salvatore Giagu, hvis ansigt har prydet forsiden af de fleste internationale knivmagasiner, at han er en mester?

I modsætning til befolkningerne på Sicilien og Korsika, så har sarderne tradition for at bo midt inde på deres ø, hvor de med et vist held har forsvaret sig mod de indtrængende fønikere, romere, arabere, spaniere, englændere, østrigere og hvem, der ellers har forsøgt at erobre Middelhavets næststørste ø.

Så mens de lystige sicilianerne og korsikanerne har fisket og handlet på livet løs ved kysterne, så har de sagtmodige sardere brugt et par årtusinder på at stable sten midt inde på deres solsvedne ø. Det forklarer måske den høflige reservation, hvormed de i dag modtager turister og andet ''kie venit dae su mare''.

Men det er sikkert også baggrunden for deres hang til nu at optræde som badedyr på speed, .

Sardernes opdagelse af det fantastiske azurblå hav, der omgiver dem, har nemlig resulteret i en løssluppen badekult, som næppe finder sin lige i Middelhavet. Overmåde stor er glæden ved strandketchere, luftmadrasser, stråhatte, solparasoller, badehåndklæder, strandstole, vandcykler og hvad der ellers hører livet i vandkanten til, og på de overfyldte offentlige strande ved Alghero, Cágliari og Castelsardo slæber nigerianske og koreanske strandsælgere på gigantiske kollektioner af udstyr, som de i rivende hast sælger til - ikke turister - men sarderne selv.

På min morgenløbetur langs med Lido San Giovanni så jeg, hvordan meget gamle kvinder hver dag blev hjulpet ud i vandet af deres midaldrende sønner, der forsigtigt placerede mama på en træstol med flettet sæde ude i det svalende og salte vand.

Hvis man er på jagt efter en strand for sig selv, byder Sardinien på mange muligheder. For eksempel kan man køre syd ud af Alghero mod Bosa - en usædvanlig smuk og relativ øde kystvej - og kigge ned til højre mellem de røde klipper. Hurtigt får man dybt under sig øje på et klat blændende hvidt sand omgivet af krystalklart turkis vand. Så er det med at få bilen klemt ind et sted, finde den smalle æselsti ned i dybet og så bare håbe, at ingen andre har fået samme idé. Det har de nu sjældent, og så gælder det om at få de store, spraglede plasticfødder på, proppe snorklen i munden og så ellers komme ned i the deep blue og se på blæksprutter, søpindsvin og neonstribede fisk.

Andre scenerier

Sardinien er på størrelse med Jylland, så kommer man til at kede sig som badedyr, er der ikke langt til nye oplevelser i et helt andet sceneri. På et par timer kan man være i den næsten mellemøstlig-hektiske hovedby Cágliari (250.000 indbyggere), som forfatteren D.H. Lawrence har sammenlignet med Jerusalem og hvis katedral Santa Maria del Castello er et fund, hvis man er til barok kirkekunst.

Men man kan også køre op i den sære og vildsomme Barbagia-region, som aldrig rigtig er blevet erobret af udefrakommende. I de små byer, som klynger sig til bjergsiderne, sidder gamle, langskæggede mænd i skyggen under platantræerne ved kirkerne og driller hinanden, hvis de da ikke snakker om fordums bedrifter.

For Barbagia er centrum for Sardiniens såkaldte bandituvæsen, som allerede den romerske historiker og geograf Strabo beskrev i første århundrede f.Kr.

Områdets ældgamle konflikter har rod i de klassiske interessemodsætninger mellem fattige landbrugere og endnu mere fattige hyrder, og som Korsika har sin vendetta, har man her en bardana, der kan resultere i kvægtyverier og bortførelser strækkende sig over flere generationer.

Øret skåret af

Kidnapning af velhavere eller deres børn har været et speciale på Sardinien i 2000 år og toppede i midten af 1960erne, hvor en tusindtallig specialstyrke af italiensk carabinieri fik lagt en dæmper på aktiviteten. Dog påkaldte bortførelsen af den otteårige Farouk Kassam på rigmandskysten Costa Smeralda sig i 1992 stor international opmærksomhed. Først efter syv måneder - og efter at forældrene havde modtaget sønnens højre øre med posten - blev løsepengene udbetalt og Farouk løsladt.

I landsbyer som Orgósolo og Fonni mindes man berømte banditter som Graziano Mesina med vægmalerier i en storladen stil, der tydelig er inspireret af mexicanske Diego Rivera. Men motivvalget har også politiske undertekster, og da traditionen opstod allerede i begyndelsen af 1960erne, er en slentretur gennem Orgósolo også en slags bladren med fødderne i den nyere tids verdenshistorie.

I gade efter gade præsenteres man for store temaer som vietnamkrigen, våbenkapløbet, USA-imperialismen, kvindeundertrykkelse og den globale forurening.

Umiddelbart kunne det hele se meget vredt ud, men så skal man bare tænke på, at det har været meget værre. I Orgósolo, der har 4000 indbyggere, skete der i perioden 1901 til 1954 i gennemsnit et mord hver anden måned.

Men i dag sidder de gamle mænd med sorte kasketter og bredriflede fløjlsbukser inde på Cafe Petit og glor på EuroSport og nikker kun afmålt til de to turister, der trykker sig flade op mod væggen for så vidt muligt usete at komme hen til zinkdisken og bestille de to iskolde Birra Moretti, som de vanen tro betaler hver for sig.

For meget godt kan man sige om sarderne, men melankolikere er de nu ikke.

stig.olesen@jp.dk